Artikel
Kulturmødet Mors kunne i år fejre sit 10-års jubilæum. Det skete i dagene 24.-26. august, og hvis man havde tid og energi nok, var det atter en gang muligt at følge mange interessante samtaler og debatter mellem mange forskellige aktører på den kulturelle scene her i landet. Så uanset om man interesserede sig for kulturpolitik, støtteordninger, ungdommens trivselskrise, kunstig intelligens, højskolesangbogen eller måske scenekunst for børn og unge, var der noget at hente med hjem fra mødet.




















