Så har kulturpolitikerne i Folketinget Herren-hjælpe-mig gjort det igen! Og det endda uden at der står et ord om det i regeringsgrundlaget! Den dynamiske kulturpolitik, som vi oplever i de her år, har ført frem til et nyt teaterpolitisk forlig, en ny teateraftale. Man skal rigtig være oppe på dupperne for at være ajour med den hast, som kulturpolitikken rulles ud med for tiden. Men bare rolig: Lupholderen har som sædvanligt styr på, hvad der strikkes sammen bag de blankpolerede dørhåndtag.
Udover at aflive drømmen om en åben scene i København og i stedet bruge pengene på lokaleleje og PR for gæstespillende grupper og teatre, så er hovednummeret i det nye teaterpolitiske forlig, at der igen, igen skal strammes op på egnsteaterreglerne. Det gode er, at den nuværende kulturminister – som den første – har forstået, at egnsteaterordningen med dens varierende statslige refusionsprocent af kommunernes udgifter gav kommunerne en urimelig budgetusikkerhed inden for den fire-årige aftaleperiode med det enkelte egnsteater. I denne aftale skulle den kommunale støtte i flg. loven fastlægges i hele den fire-årige periode, mens statsrefusionen år for år kunne skifte. Helt gak var det her system udtænkt efter devisen: Staten har et problem, det eksporterer vi til kommunerne.
Så det laves der om på, sådan at egnsteatrene og deres kommuner fremover skal gå i takt. De skal fra 1. januar 2017 indgå aftaler samtidig. Når disse aftaler er indgået, kender man de kommunale udgifter fra 1. januar 2017 og fire år frem. Fra finansloven ved man år for år, hvad staten har afsat. Og ved en simpel division – som en praktikant i Kulturministeriet bliver sat til at udføre – finder man frem til refusionsprocenten, som i princippet vil være gældende i hele den fire-årige periode. Systemet forudsætter, at finanslovene vedtages, og at der ikke dér foretages nedskæringer eller forøgelser (forøge kulturbevillingerne: en tanke, man slet ikke tør udtale) på egnsteaterbevillingen. Og så kører det ellers derudaf. Kommunernes Landsforening, egnsteaterkommunerne, de nuværende egnsteatre og ministerium og Folketing, alle er de glade og trygge. Alt er som det var. Intet ændrer sig.
Tilbage er så bare efterladt på historiens losseplads det, der i sin tid var egnsteaterordningens politiske formål: At animere kommunerne til at engagere sig i at oprette egnsteatre. Overordnet er denne animering nu kun mulig hvert fjerde år. Men det har de gæve folketingspolitikere da godt set kunne være lidt stift, så Scenekunstudvalget i Kunstrådet får som ny opgave at støtte opstartsprojekter, der kan føre frem til nye egnsteatre. Finansieringen af den slags projekter skal tilsyneladende komme fra Scenekunstudvalgets egen bevilling. Og ellers siger forliget, at pengene skal komme fra støtten til egnsteatre, der evt. måtte lukke i løbet af den fire-årige periode. Disse sparede pengene skal altså ikke bruges til at øge refusionsprocenten for de tilbageværende egnsteatre.
Så vidt lupholderen kan se med hans vanlige negative lup bliver hele egnsteatersystemet en tand mere stift, og fornyelse vil skulle finansieres med hundens egen hale. For der er jo ikke en krone mere til kultur! Lyder det fra regeringen og stort set hele Folketinget.
I øvrigt skal der strammes op andre steder i egnsteaterbestemmelserne: Professionalisme skal defineres, bestemmelserne om begrænsning af støtte til teatres huslejeudgifter skal strammes, og hvis egnsteatre laver noget andet i tilknytning til deres scenekunstproduktioner, vil det ikke længere være refusionsberettiget. Osv., osv. Og så indfører man et teaterpoliti, der skal ud på uanmeldt eftersyn og kontrollere, hvad de nu egentlig går og laver på de der egnsteatre!!! – Efter lupholderens ringe smag er der efterhånden ved at gå så meget kontrol i egnsteaterområdet overordnet set, at mistillids-osen siver ud af alle sprækker. Og teaterbegrebet, hvad angår egnsteatre, er ved at blive mere konservativt end for resten af teaterlovens teatre.
Teaterloven – eller hvad den hedder for øjeblikket – vil altså blive ændret med endnu lidt lapperi i løbet af indeværende folketingssamling.
Værsgo' at skylle.
Det her er selvfølgelig ikke noget, politikerne i Folketingets kulturudvalg har digtet sig frem til. De er blevet kyndigt rådgivet af egnsteatre og deres organisation. Men det gør det jo ikke bedre: At man selv lægger lænkerne og binder båndene.
Og så er det, at lupholderens altid positive læser(inde) spørger: "Kom nu frem med det! Hvad burde der gøres i stedet?" Og lupholderen, der jo altid er god for en fiks idé, siger:
"Altså udgangspunktet er, at Kulturministeriet ikke vil acceptere, at egnsteaterudgifterne på finansloven styres af kommunernes initiativrigdom og dermed bliver ustyrbare for ministeriet. Derfor lægges der låg på. Der fastlægges en fast finanslovsbevilling, der ikke kan overskrides. Refusionsprocenten gøres variabel. Aben er hos kommunerne og egnsteatrene. Der viser sig en tendens til, at kommunerne skubber aben ud på egnsteatrene, derfor griber staten ind og bestemmer, at de fire-årige egnsteateraftaler mellem kommune og teater skal fastsætte støttebeløbet for alle fire år, uanset at refusionsprocenten falder. Aben er nu entydigt placeret hos kommunerne, som kun har handlemuligheder hvert fjerde år, når aftalen skal fornyes. Det problem, man så vil løse i det nye teaterpolitiske forlig, er, at kommunerne er utilfredse med, at deres nettoudgifter til egnsteatrene vil variere fra år til år. Deres budgetlægning bliver usikker.
Den reelle løsning på det her er at sige, at egnsteaterordningen desværre blev en succes, som kongeriget ikke længere har råd til, og at man derfor dropper hele refusionstankegangen og vender tilbage til situationen fra før, der var noget, der hed "refusion af kommunernes udgifter til egnsteatre". Det betyder, at statens bevilling til egnsteatre overdrages til Scenekunstudvalget i Kunstrådet i en særskilt cigarkasse. Det bliver udvalgets opgave at uddele statsstøtte til egnsteatre og at være parthaver i forhandlinger om den fire-årige egnsteateraftale, hvor både statens og kommunens støtte til det enkelte egnsteater fastlægges. Scenekunstudvalget skal selvfølgelig være forpligtet på kvalitet, men også på dynamik og nyudvikling, og på teater for børn og unge. Og det statsbeløb, som kommunerne får til driften af deres egnsteater, gives ikke efter en automatisk skabelon, men efter en konkret vurdering og forhandling.
Hermed burde al mistillid til det kvalitative niveau på egnsteatrene og alt fidlihut omkring huslejeudgifter og sideaktiviteter, dvs. hele egnsteaterpolitiet, kunne droppes. Det ser ud til at være automatikken i ordningen, der giver anledning til fiksfakserier både i kommunerne og deraf afledt i lovgivningen. Derfor må der gøres op med automatikken."
Sådan! Så fik lupholderen også barberet den ged. Og han ved godt, at det kun er hans trofaste læser(inder), der er med så langt, og at de ikke vil være enige med ham, ligesom Kommunernes Landsforening og egnsteatrene vil himle op – især selvfølgelig KL, der ikke vil godtage, at der er kvalitetsforskel på det, der foregår i kommunerne. Men det vil nu nok være det rigtige at gøre alligevel, hvis rigets økonomi er, som de siger den er, og hvis man vil sikre kvalitetsteatret mulighed for at udvikle sig decentralt.
Hellere godt teater end teater!
