Det er snart slut med nye anmeldelser her på Teateravisen, for portalen lukker med udgangen af februar. Kommende anmeldelser af børne- og ungdomsteater til berigelse for både for teatre, formidlere og andre interesserede i områdets scenekunst har portalens udgiver fra Teatercentrum via en samarbejdsaftale derfor udliciteret til netportalen ISCENE, der ellers primært har (haft) fokus på voksenteatret.
Således bliver det specifikke anmelderi af børne- og ungdomsteater heldigvis bevaret – og hos den mest oplagte arvtager. ISCENE har dog alene tilbudt fortsat kritikertjans til to fra Teateravisens erfarne anmelderkorps – Anne Middelboe Christensen og Morten Hede – og dermed fravalgt muligheden for at gøre brug af den indsigt og kompetence, som ikke mindst Kirsten Dahl og Randi K. Pedersen med hver omkring 30 års erfaring i børneteaterkritik repræsenterer.
Kort om en lang historie
Men det er altså historie lige om lidt. Denne skribent, der som redaktør har forsøgt at styre anmelderiet gennem alle årene fra 1993, hvor professionelle kritikere blev introduceret i BørneTeaterAvisen, ønskede at skabe et eksplicit forum for faglig vurdering og synliggørelse af de mange små, stationære og turnerende børne- og ungdomsteaterforestillinger, som stort set aldrig blev anmeldt i medierne. Alligevel var der bekymring hos mange teatre over, at man nu pludselig kunne risikere en dårlig anmeldelse i deres ’egen’ brancheavis…
Med blot fire trykte papiraviser om året måtte der dog af både udgivelses- og ressourcemæssige grunde foretages mange fravalg. Det ændrede sig, da den digitale nyhedsportal tog over i 2008 – fuldfinansieret af den markante økonomiske besparelse ved ikke længere at skulle distribuere 12.-14.000 gratis aviser til skoler, institutioner, teatre mv. Således blev det muligt at forfølge målet om, at alle professionelle og refusionsgodkendte forestillinger for børn og unge samt udvalgte familieforestillinger fra de store teatre nu skulle anmeldes.
Denne redaktionelle beslutning har betydet mellem 90-130 anmeldelser om året og gjort anmelderiet til Teateravisens hovedhjørnesten siden 2008 – således at der nu er samlet over 1820 anmeldelser på portalen, hvor de udgør en enestående dokumentation af områdets kunstneriske formåen og prioriteringer.
Stjernekrig og kritik
Det er ikke sket uden sværdslag. Ikke mindst en mindre stjernekrig fyldte meget, for selvom stjernerne i 2008 primært blev indført som interesseskabende markører, kritiserede især mange teaterfolk denne erkendtligt ensidige aflæsning af en forestillings kvalitet – og mange argumenterede med, at det kunne have urimelig stor indflydelse på salget og ”betyde døden for et ellers udmærket stykke”, som det bl.a. blev udtrykt.
Så efterhånden truede diskussionen om stjernernes antal og berettigelse med at tage for meget fokus fra det faglige aspekt i de anmeldelser, der var og er tænkt som servicering af såvel formidlere som teatre, og derfor blev stjernerne slukket i august 2015.
Det har dog ingenlunde forhindret teatrene i at bruge løs af markører fra andre medier, når blot der var nok – mens Teateravisen sammen med bl.a. Information og Weekendavisen kan konstatere, at stjerneløse anmeldelser bliver brugt markant mindre i den generelle markedsføring.
Teaterfolket har selvfølgelig også været på banen med særskilt kritik af hårde anmeldelser – og nogle er gået galt i byen ved at kontakte Teatercentrums medarbejdere og bebrejde dem, at man som arrangør af den store festival samtidig medvirkede til at nedgøre festivalernes forestillinger – mens andre insisterede på at få slettet dårlige anmeldelser. Men det vigtige armslængdeprincip fra udgiver til uafhængigt medie har altså betydet, at kritik alene måtte rettes til Teateravisen.
Men der har også været mange glade henvendelser over gode anmeldelser. Og fortællinger om, hvordan kritiske anmeldelser er blevet brugt konstruktivt til at forbedre forestillinger, viser den optimale berettigelse af grundige anmeldelser.
Glæde og lidenskab
Men måske er anmeldelser slet ikke så vigtige, som denne redaktør har forfægtet i årevis?!
Det mener de store aviser tilsyneladende ikke, Og mens man her i rask tempo afmonterer anmeldelser og anmeldere som leverandører af kulturstoffet – som også nedprioriteres på anden vis til fordel for overfladisk navnestof – har en mindre hær af bloggere jo taget over.
Størsteparten af dette anmelder-segment har dog primært skytset rettet mod voksenteatret, og selvom ikke alle brillerer med overbevisende kritikerfaglige færdigheder, er gratis teaterbilletter jo ikke sådan at foragte.
Men i denne sludrevorne artikel drejer det sig altså om anmelderi af børne- og ungdomsteater i Teateravisen, og først set fra producentside, og her er Marc van der Velden et rigtigt godt bud. Han har årelang erfaring som teaterleder, iscenesætter, dramatiker og spiller (Theater La Balance, statsensemblet Corona La Balance og ZeBU) og har ved udvalgte lejligheder både kritiseret negative og rost positive anmeldelser i Teateravisen.
»Helt generelt betyder en anmeldelse, at man (som teatermenneske) er blevet set. Og det er næsten en lige så grundlæggende oplevelse, som når et lille barn viser de voksne en tegning og bliver modtaget med kærlighed og anerkendelse,« siger han.
»For mig har en god anmeldelse følgende kvaliteter: Den bekræfter, at det var en god ide at lave netop denne forestilling. Den udtrykker respekt for det arbejde, der er lagt i at lave forestillingen. Den viser interesse i de ideer, tematikker, spørgsmål og valg, der ligger i forestillingen. Den demonstrerer et fagligt overblik og sætter ord på, hvordan denne forestilling hænger sammen med andre tendenser i teaterverdenen. Den har øje for, hvordan denne forestilling placeres i en udvikling, som netop dette teater eller disse teatermennesker er i gang med. Og den viser glæde og lidenskab for kunstformen teater og for de kvaliteter og potentialer netop teater har for et menneskes udvikling og velbefindende. Især når det gælder børn og unge.«
På spørgsmålet om, hvad en god eller dårlig anmeldelse så betyder for salg og succes, er Marc mere henholdende:
»Min egen erfaring har lært mig, at en god anmeldelse ikke automatisk fører til forhøjet salg. Og jeg har oplevet, at dårlige eller lunkne anmeldelser af andres forestillinger ikke har standset et glimrende salg. Men jeg tror, at gode anmeldelser har betydning internt i vores branche. Der opstår respekt, og der er flere kolleger, der gerne kommer ind og ser ens forestilling. Og jeg tror også, at de har betydning, når man søger om støtte.«
Marc var dog ikke begejstret for stjernesystemet, der tog opmærksomheden og måske afholdt mange fra at få læst selve anmeldelsen med dens nuancer og overvejelser, der jo ikke kan sammenfattes i nogle få stjerner.
»Stjerne-etiketten er med til at klassificere teaterforestillingen som et produkt og tilskueren som en potentiel forbruger, og derved risikerer hele teatret – måske som sidste bastion – at glide ned i en sump af forbrugerisme.«
Hjælp til udvælgelse
For arrangørerne er anmeldelser en oplagt mulighed for relevant forbrugerorientering forud for valg og køb af forestillinger.
De er jo godt nok ikke den direkte målgruppe, men udgør som formidlere – lærere, pædagoger, bibliotekarer og teaterforeningsopkøbere m.fl. – det vigtige segment, der køber turneforestillinger eller tager børnene til en specifik forestilling på et stationært teater.
Fra denne gruppe er Grethe Olsen god for en masse erfaring. Hun har været formand for Frederikssund Børneteater siden oprettelsen i 1991 og har været med til at vælge og indkøbe op mod tusinde forestillinger. For det arbejde modtog hun børneteaterområdets særlige Arrangørpris i 2017.
Grethe er en overmåde flittig bidragsyder på Facebook, hvor hun bl.a. kommenterer allehånde indlæg og udsagn vedrørende børneteater og her også opsnapper inspiration til sit virke som arrangør. Hun fortæller, at derudover kommer Den Røde Brochure og selvsyn af forestillinger på de store festivaler nok også før anmeldelserne i Teateravisen.
»Men anmeldelserne er da også en stor hjælp, når der skal udvælges forestillinger til kommunens børn. Anmeldelserne kan være med til, at vi får øje på nye teatre og ser bort fra andre, når vi køber ind.«
Grethe erkender, at hun faktisk brugte anmeldelserne mere, da de lå i papirform i Børneteateravisen i 1990’erne og frem til netportalens start, også selvom der jo var længere imellem dem. Og så har hun i øvrigt sine favoritter blandt Teateravisens anmeldere.
»Der er afgjort nogle, som jeg har mere tiltro til og bedre kan lide at følge i deres måde at beskrive forestillingerne og deres værdi i deres anmeldelser,« lyder det fra Grethe Olsen.
Hæderlighed og saglighed
Anmelderne har naturligvis selv vigtige erfaringer at dele om deres metier. For Teateravisens faste anmeldere – hvor de fleste også har virket som kritikere af voksenteater ved diverse dagblade – har med børneteater stået for faglige vurderinger af indhold og aldersmæssige velegnethed for målgrupper, som de ikke selv er en del af.
Blandt disse er Kirsten Dahl, der har anmeldt scenekunst for børn og unge i Teateravisen siden 1995 og gerne deler sine erfaringer og meninger her:
»For mig at se er det vigtigt altid at anmelde en scenekunstforestilling for børn og unge – det samme gælder for voksenteater – på dens egne præmisser. At man fx anmelder ud fra den genre eller det genremiks, som er valgt, og ud fra det hold, som har skabt og opfører forestillingen. På det grundlag er det afgørende altid at være tro mod sin oplevelse og at sætte sin scenekunstfaglige kvalifikationer i spil i en kritik, der tager afsæt i teater som scenekunst – modsat pædagogisk orienteret udfoldelse.«
»Noget af det, jeg sætter allerhøjest, er at være hæderlig og saglig som anmelder. Hver eneste anmeldelse skal kunne bestå ”lakmusprøven”, dvs. kritikken skal være velargumenteret. Og den skal være præcis. Kunsten som anmelder er at hitte ud af og sætte ord på, hvad man finder, der lige præcis gør, at forestillingen er fantastisk, god, på det jævne eller decideret dårlig. Hvad det er, som løfter eller er med til at reducere eller begrænse kunstudtrykket og dermed ens oplevelse,« lyder det fra hende, der altid anerkender det arbejde, som teatret har lagt i forestillingen, men også insisterer på at kritikken har sin mission.
»Teatre har lagt kræfter og hjerteblod i de værker, de deler med publikum. Tilsvarende er det at anmelde hjerteblod. Det er selvfølgelig skønt at kunne skrive en anmeldelse på en sky af begejstring. Tilsvarende trækker det tænder ud, når kritikken er hård. Jeg vejer altid mine ord og tænker selvfølgelig navnlig på de skuespillere, som ved hver opførelse skal præstere og møde publikum.«
»Det betyder dog ikke, at jeg ikke synes, at man skal slå hårdt og selvfølgelig argumenteret ned på forestillinger, som præsenterer børn for overfladisk og decideret dårligt teater. Det er jo også det, at teaterkritik er til for. Alt teater ER jo ikke lige godt: Er de medvirkende sat til at råbe skingert og hen over hovederne på publikum. Evner en skuespiller åbenlyst ikke at gestalte sin rolle fysisk og/eller verbalt eller troværdigt skabe kontakt til sine medspillere og til publikum. Er der kun tomme kalorier i teksten. Og endelig skal man altid være opmærksom på, hvilken aldersgruppe forestillingen primært er tænkt til. Er aldersgrænsen sat forkert. Taler forestillingen op eller ned til sit børnepublikum?!«
Men kritikken kan også vendes mod kritikerne selv – både helt generel og med fokus på børneteatret:
»Jeg oplever i dag oftere og oftere anmeldere, som stryger forestillinger med hårene eller skriver sig udenom de problemer, der er i forestillingerne. Jeg er tit uenig og rystet over manglen på negativ kritik. Jeg læser en tendens til, at anmeldelser nedprioriterer eller glemmer at fokusere på, om der er substans, ånd eller hvad, man nu vælger at kalde det indholdsmæssigt essentielle.«
Nye formater?
Mens teateranmeldelser i aviser altså er for nedadgående og bloggeres anmeldelser oftest følger de traditionelle mønstre, forsøger Aarhus Teater sig i disse år med et projekt, TeaterAnmelderiet, der skal gentænke anmelderiet ved at lade unge teatergængere forsøge sig både med den klassiske anmeldelse og nye formater (digitalt, podcast, som kunstværker m.v.) – først og fremmest med ambitionen om at give de kommende kulturbrugere indsigt i scenekunsten og værktøjer til at levere kvalificeret kritik, men selvfølgelig også for at se dem fylde tilskuerpladserne.
Det kan da også være en af vejene frem for nyt og vedkommende anmelderi af både deres ”eget” ungdomsteater og det voksenteater, de står til at møde – mens de mindreårige målgrupper af babyer og børn næppe er leveringsdygtige i fagligt funderet teaterkritik på et rimeligt niveau.
Ingen skal fraskrives analytiske reaktioner på teateroplevelser, men det bør ikke være en trædesten for yderligere afmontering af de professionelle anmelderes erfaring, etik og kulturforståelse…
Og med disse ord og denne artikel er kun tilbage at bringe Teateravisens og redaktørens dybtfølte farvel og tak til de mange hårdtarbejdende, engagerede og kompetente anmeldere gennem alle årene.
