Både nuværende og forhenværende ministre var i Nykøbing Mors i den forgangne uge. Det var pressen, fondsdirektørerne, politikerne og meningsdannerne af alle slags selvfølgelig også. Musikerne, scenekunstnerne og performance-folket var ligeledes godt repræsenteret. Og så var der alle os andre: Det almindelige publikum, der alle lod til at dele en stor interesse for kunst og kultur og for, hvad disse størrelser kan gøre ved os.
Over 500 arrangementer var der på programmet, så det var bare at kaste sig ud i så meget, man orkede – for alt var såmænd helt gratis at deltage i. Velkommen til kulturens Folkemøde.
Teateravisen, der har fulgt Kulturmødet lige siden den spæde start i 2013, var også taget til Mors i år og kunne i første omgang glæde sig over, at Scenekunstens Hus i år havde fået en meget mere fremtrædende og synlig placering på mødet sammenlignet med tidligere år.
Således måtte alle besøgende på mødets hovedplads som noget af det første passere tæt forbi den iøjnefaldende pavillon, som i løbet af de tre mødedage dannede en fin ramme om både samtaler, debatter, kreative workshops og, naturligvis, konkrete eksempler på scenekunst – både for voksne, unge og børn.
Men først skulle hele mødet officielt åbnes, og når man er på et debatmøde, ja så åbner vi selvfølgelig med en frisk åbningsdebat under kyndig ledelse af tv-vært og super-debattør Clement Kjersgaard.
Den foregik såmænd på Kulturmødets UngKult-scene med deltagelse af bl.a. tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, der sparkede debatten om kunsten og kulturens rolle i samfundet i gang med at efterlyse intet mindre end en revolution.
Dog ikke en gammeldags samfundsomvæltende én af slagsen, men en ungdomsrevolution. Vi har, ifølge Gerner Nielsen, brug for helt nye løsninger. Et oprør, som ungdommen har ansvar for at starte. For ungdommen er blevet usynlig. Den gemmer sig derhjemme bag deres skærme og forsvinder ind i den forvrængede virkelighed, som de sociale medier præsenterer dem for.
Og selvom et par af talsmændene for den unge generation protesterede høfligt imod en sådan udlægning af deres aktuelle ageren i samfundet, så tjente denne første debat som et fint afsæt for mange af de øvrige debatter og samtaler på Kulturmødet.
For hvad ER det for en fremtid, vi alle – men først og fremmest de unge – kigger ind i? Hvad skal kunstens og kulturens rolle være i en fremtid, der i udpræget grad ser ud til at blive domineret af de ukontrollable sociale medier og kunstig intelligens over alt? I en fremtid, hvor alt er reduceret til binær kode, og hvor de kunstige intelligenser beredvilligt kan levere alt til os – lige fra velskrevne jobansøgninger, indsmigrende kærlighedsbreve eller uhyggelige bombeopskrifter. Computeren er ligeglad – for den er det hele jo bare en kode…
Trivselskrise og mirakelkure
Med disse lidt dystre overskrifter i baghovedet kunne man så begive sig ud på mødepladsen og prøve at opsøge de debatter, som man følte kunne belyse disse alvorlige emner på en meningsfuld måde.
De på forhånd udstukne samtalespor kunne i nogle tilfælde hjælpe én videre – og således var det især debatter om ’Trivsel og Sundhed’ og ’Næste Generation’, der fangende min opmærksomhed, selvom jeg bestemt kom godt og grundigt ud af kurs indimellem; som f.eks. når en veltalende moderator som Lotte Hansen fra den hyggelige samtalescene i Lysskoven – i forbindelse med en samtale om bæredygtighed – spørger: ’Kan kulturen redde verden?’
Dét kan diskuteres, og dét blev det i mange andre debatter rundt om på mødet. Det var en ganske interessant debat at følge, især i lyset af den aktuelle trivselskrise, der nu er så alvorlig og fylder så meget i samfundsdebatten, at regeringen i august meldte ud, at den nu nedsætter en trivselskommission, der skal se på udfordringerne med mistrivsel især blandt børn og unge.
Og når man nu som teaternørd og scenekunstfaglig kulturaktør er udstyret med et tunnelsyn, der især retter sig mod børn og unge, så blev det herfra interessant at følge de samtaler, hvor det blev diskuteret, hvordan scenekunsten kunne være med til at afhjælpe denne trivselskrise, som nogle af de tilstedeværende debattører ikke tøvede med at kalde for en ’global mental sundhedskrise’ – intet mindre.
Mange slog således fast, at scenekunstens nærvær og appel til det ’kollektive nu’ er det, der kan få børnene og de unge væk fra de digitale motorveje – i hvert fald for en tid. Musikkens talsmænd og -kvinder var også på banen og fremhævende især, hvorledes den praktiske udøvelse af kunst, f.eks. når man selv spiller aktivt på et instrument, kan have en positiv effekt på næsten alle – og ikke kun på de unge.
Så hvordan vi kan afhjælpe de unges mistrivsel, var der faktisk mange bud på, men noget entydigt svar på, hvad denne krise egentlig skyldes, fik jeg ikke på noget tidspunkt. Desværre. For vi kan vel ikke alene skyde skylden på de unges (mis-)brug af sociale medier?
Teater for alle og festivaltanker
Men hvordan sikrer vi så, at kunsten i almindelighed og ikke mindst scenekunsten i særdeleshed når ud til så mange som muligt?
Det Kongelige Teater præsenterede deres bud på dette i form af en såkaldt PixiOpera med blot tre medvirkende på scenen og rettet mod det helt unge publikum. Hertil kom, at Det Kongelige Teaters teaterchef Kasper Holten også kunne berette om det nye oplevelsesunivers, som teatret arbejder på at få klar til publikum i den gamle ’Stærekasse-scene’ i København.
Disse prisværdige initiativer blev fremlagt i forbindelse med debatten ’Der skal mod til!’ – igen modereret af Clement Kjersgaard – og med deltagelse af bl.a. direktør i Teatercentrum i Danmark, Dorthe Skøtt Bébe i panelet.
Teatercentrums direktør trak straks sit trumfkort i denne debat: Aprilfestivalen, som har eksisteret i over 50 år og har turneret landet tyndt med et overflødighedshorn af kvalitetsteater for børn og unge – hvert år i en ny kommune. Der er i hundredvis af forestillinger at vælge imellem, og det hele er gratis takket være Kulturministeriets beskedne, men dog meget vedholdende støtte til festivalen.
Hverken Aprilfestivalens eller Det Kongelige Teaters bestræbelser på at brede scenekunsten ud til folket er måske det entydige svar på, hvorledes dén kage skal skæres, men en samordnet indsats med deltagelse af mange aktører på tværs af hele teaterbranchen kunne måske være vejen til en mere bæredygtig og succesfuld strategi på dette område?
Enighed i kulturens Wunderkammer
Man kunne undervejs spørge sig selv, om der i grunden var alt for meget enig samtale og alt for lidt debat med kant på årets Kulturmøde? Måske. I hvert fald oplevede jeg sjældent, at debatten slog gnister, som det sommetider har været tilfældet på tidligere Kulturmøder. Udvandringer og buh-råb kan faktisk sætte debatter i perspektiv og ikke mindst øge underholdningsværdien.
Det oplevede jeg ikke på årets Kulturmøde, hvor mange debattører og folk blandt tilhørerne som oftest blot brugte mødets samtaleplatforme til at fremføre deres egne synspunkter og dagsordener uden rigtigt selv at bide til bolle og udfordre de fremstillede synspunkter i en given debat. Der var selvfølgelig undtagelser undervejs, men det hørte desværre til sjældenhederne.
Så Kulturmødet endte i virkeligheden med at være en hyggelig og, bevares, også til tider oplysende og tankevækkende rejse ind i det vidunderlige Wunderkammer, som kunsten og kulturen kan være. Og der var nok kunst- og kulturoplevelser at få på mødet, når man følte trang til at zappe ud af en debat, der var kørt af sporet, eller som bare var kedelig og måske havde fået karakter af et ekkokammer…
Alt fra Onkel Reje til Hakon Børresen
God jazz-, -rock og folkemusik var det f.eks. nemt at komme til at høre rundt omkring på scenerne. På Børnenes Kulturmøde ved Kulturfjorden kunne man få lov til at slå sig løs med lege og kreative aktiviteter – eller opleve ingen ringere end Onkel Reje underholde børnene.
Hvis man interesserede sig for arkitektur var der ved flere lejligheder mulighed for at møde og høre den verdensberømte arkitekt og byplanlægger Jan Gehl berette om sit arbejde over hele verden med at gøre byer mere beboelige og menneskevenlige.
Eller man kunne lade sig rive med af mødets ældste dj i skikkelse af den nu 77-årige Jørgen de Mylius, der som popmusikkens Grand Old Man spillede hits på Lysskovens lille scene torsdag aften. Også klassisk musik af bedste aftapning var der igen blevet plads til på programmet.
Dét sidste kunne man bl.a. forvisse sig om fredag aften kl. 22.00, hvor Aalborg Symfoniorkester spillede et udvalg af værker af nordiske komponister i Musikværkets store sal, hvor akustikken altid har vist sig at være overraskende perfekt til denne type musik.
Magien bredte sig øjeblikkeligt, da den første tone blev slået an, men det kulminerede uden tvivl, da den polskfødte cellist Adam Wozniak var solist i Hakon Børresens Romance for cello.
Men det var måske alligevel perler for svin? For min sidedame måtte under koncerten venligt, men bestemt, bede to øldrikkende og konstant småsludrende publikummer om at dæmpe sig.
Måske var de gået til den forkerte koncert? Skulle de i virkeligheden have været nede og høre cello-fænomenet Josefine Opsahl, der optrådte samtidig i Nykøbing Mors Kirke? Hun havde dog nok heller ikke fundet sig i øldrikkende og småsludrende publikummer…
Ministeren som deltager og vært
Og jo da, kulturens helt egen minister i skikkelse af Moderaternes Jakob Engel-Schmidt var selvfølgelig også på Kulturmødet, hvor han – til forskel fra mange af hans forgængere i dette betroede embede – deltog i rigtig mange af mødets aktiviteter; både som paneldeltager og veloplagt moderator.
Det sidste så publikum et underholdende eksempel på, da ministeren påtog sig rollen som vært i ’Ministeren og Monopolet’ på mødets største scene fredag eftermiddag og i bedste Sara Bro-stil styrede både selve monopolet (bestående af forfatter Glenn Bech, operasanger Andrea Pellegrini og musiker Søren Huus) og dagens kulturelle dilemmaer præsenteret af tre udøvende kunstnere.
Det var både oplysende og underholdende at overvære. Og måske var dette faktisk Kulturmødets bedste arrangement i år?
Kulturmødet vender tilbage igen til næste år. Sæt kryds i kalenderen på følgende datoer: 22. – 24. august.
