Med tre dugfriske invitationer til premierer på børneteaterforestillinger bliver et dilemma atter luftet: Hvor går grænsen for professionel scenekunst for børn og unge egentlig – og betyder det overhovedet noget, så længe publikum får en god oplevelse?
Normalt definerer man vel professionel scenekunst FOR børn og unge ved, at det er voksne, uddannede/organiserede kunstnere, der viser kunst for en målgruppe af børn og unge. I modsætning til scenekunst MED børn og unge, der spiller for en tilsvarende målgruppe – og ofte er vældig dygtige, grænsende til semi-professionelle, men altså stadig organisatorisk set amatører.
***
Men billedet er ikke så enkelt, eksemplificeret i tre aktuelle forestillinger:
1) Det Kgl. Teater viser balletten 'Fabelmageren' (fra 4 år) fra 12.-16. oktober – aktørerne på scenen er elever fra Det Kgl. Teaters Balletskole, der lever et særdeles professionelt liv med heltidsundervisning, inkl. kostskole og intern skole i regi af nationalscenen, og fra hvis rækker man rekrutterer balletdansere til den ’voksne’ ballet.
Den aktuelle forestilling bliver derfor uden videre klassificeret som professionel scenekunst – og hvis den turnerede på skoler og institutioner, ville alene tilknytningen til den statsstøttede nationalscene være nok til at give den refusionsgodkendelse.
2) Dansk Danseteater opfører fra 14.-18. oktober 'Den røde ballon' (fra 4-10 år) i Dansehallerne – men på scenen er børn fra Christianshavns Balletskole, der danser efter en ny koreografi af teatrets højt meriterede leder, Tim Rushton. Udover alle børnene medvirker dog også af en kompagniets dansere, Stefanos Bizas.
Forestillingen blev i 2000 sat op på Det Kongelige Teater med børneballetdansere fra Den Kgl. Ballet. Nu står det statsstøttede Dansk Danseteater altså som arrangør af en forestilling med elever fra en privat balletskole – helt givet meget dygtige børn, som træner ihærdigt og i øvrigt årligt afholder Store Balletskoledag på Det Kgl. Teater, men dansen må dog kaldes en fritidsaktivitet, hvor altopslugende den end måtte være.
Hvis forestillingen turnerede, ville den dog opfylde kravet til refusionsgodkendelse – og derfor er det en professionel forestilling.
3) Eventyrteatret spiller 'Eldorado' fra 4.-20. oktober (familieforestilling) i Glassalen i Tivoli. Stort set-up, professionelle folk på posterne som instruktør, manuskriptforfatter m.v. – og med meget dygtige børn og unge på scenen. Men da Eventyrteatret ikke modtager statsstøtte, skal en sådan forestilling i givet fald søge om refusionsgodkendelse, hvis man vil turnere som professionelt teater, og med deres mega-scenografier og myriader af børn og unge på scenen hverken vil eller kan man nok møde til showcase – og næppe få godkendelse på papiret pga. konstruktionen. Så det er altså ikke professionelt teater i teaterlovens forstand…
***
Det er fx danske C:NTACT og deres såkaldte Taskforce, der med refusionsgodkendelse og stor succes turnerer land og riger rundt med skiftende hold af unge performere, der fortæller deres egen historier.
Her blev denne kommentator mødt med voldsom vrede, da jeg efter deres deltagelse på en festival i Horsens at have rost deres indsats dristede mig til at sætte et spinkelt spørgsmålstegn ved, om det egentlig burde kaldes professionel scenekunst i teaterlovens forstand, når Taskforce bestod af det, som C:NTACT selv beskriver som '30 unge imellem 15 og 25 år. Unge med vidt forskellige sociale og kulturelle baggrunde, der drager ud i hele landet og fortæller deres personlige historier'.
Absolut dygtige, absolut seværdigt og mange af dem er efter sigende fagligt organiseret og fuldtidsbeskæftiget, men næppe alle at regne for fuldbefarne scenekunstnere. Men man har jo altså refusionsgodkendelse, og derfor er det en professionel forestilling, og så kan redaktøren godt stikke piben ind…
***
Men derfor kan man jo godt føle, at grænserne for professionel scenekunst med og for børn og unge er noget flydende, selvom det sådan set ikke er noget egentligt praktisk eller kunstnerisk problem. Alle kan jo med stor fortrøstning og forventning gå ind og se de nævnte forestillinger og glæde sig over talentmassen.
Og mange aktører fra Det Kgl. Teaters Balletskole, Eventyrteatret og Christianshavns Balletskole vil erfaringsmæssigt være at finde i det professionelle miljø, når de træder ind i voksenalderen og måske også får færdiggjort uddannelser fra de etablerede teaterskoler m.v.
***
Men for teateravisen.dk – der med glæde modtager invitationer og pressemeddelelser fra allehånde teatre med scenekunst for børn og unge på programmet – udgør det alligevel et dilemma, for portalen ER for professionel scenekunst for børn og unge, og af kunstneriske og ressourcemæssige grunde anmeldes derfor kun refusionsgodkendte forestillinger.
Dermed bliver det også til afvisning af anmeldelseshungrende henvendelser fra talentfulde amatørteatre, dramaskoler m.v., der selvfølgelig gerne vil i søgelyset og vurderes af en professionel kritiker.
Men er det så rimeligt over for fx Eventyrteatret? Eller de ikke-støttede børneteatre fra vækstlaget, der ikke opnår refusionsgodkendelse, men måske alligevel forsøger sig på et svært marked, fordi de mener at have en god forestilling? Og hvis det holder stik, så nok kunne bruge en positiv anmeldelse her på portalen. Det kan nemlig sagtens tænkes, at de måske er bedre end nogle af de mindre vellykkede forestillinger, som de støttede børneteatre og institutionsteatre af og til sender i kunstnerisk omløb.
Skal man i virkeligheden redefinere begrebet professionel scenekunst? Der jo også skal rumme tidens optagethed af publikumsinddragelse, der bl.a. betyder, at flere og flere forestillinger inddrager renlivede amatører, nemlig publikum, direkte i handling og spil – og måske endog hele forestillingen.
Er det så professionelt teater med amatører? Og hvor mange professionelle voksne skal der med i en forestilling, hvor resten er børn og unge, før det regnes for professionel scenekunst?
Ja, jeg spørger bare…
***
PS: Og ang. anmeldelser: Nu 'nøjes' teateravisen.dk nok med Det Kgl. Teaters 'Fabeldyret' i denne omgang – spørgsmålet om de nødvendige ressourcer betyder, at ikke alle refusionsberettigede forestillinger for børn og unge og familier trods alt bliver anmeldt, og sådan kan man jo på den måde også lave sin egen kattelem…
