Af: Janken Varden

19. april 2014

Ørerne i maskinen

Han vækker sympati et stykke ad vejen, men der mangler energi i Kenneth Bauns fremstilling af en hygsom og distræt Ole Opfinder.

Ole Opfinder i Kenneth Bauns skikkelse er beskeden, lidt ængstelig og meget forvirret, distræt og kluntet, nærmest lidt fraværende,

Hans maskine derimod, som laver alt, hvad han beder den om – og lidt til – er ubeskeden, osende af røg, trodsig, fræk og meget, meget nærværende.

Ole Opfinder er ikke kun distræt. Han er ikke engang kun glemsom. Hans korttidshukommelse er bare ikke-eksisterende, han husker knapt sit eget navn, hans forvirring er babylonisk, og hans briller er altid et andet sted. Ikke underligt at han vil opfinde en Huskehat.

Og han har altså denne maskine. Den fylder den halve spilleplads og ser både kompliceret og kompetent ud.  Den har han opfundet – til at opfinde: Den materialiserer alle de ideer, han funderer over, eller de duppeditter han har behov for lige nu for at komme videre med en idé.

Maskine og menneske

Fra maskinens dyb stiger først en trompet med en flot fanfare, hvorefter – på Ole Opfinders bud – et par ører kommer til syne. Det er til dem, vores opfinder giver ordren/beskeden/ønsket om, hvad han vil have lavet, hvorefter tærskeværket sætter i gang med at arbejde. Hjul snurrer, lys blinker, røg oser, musik lyder, og vupti! – noget kommer ud til sidst, men sjældent det rigtige. Maskinen er enten dum som en dør eller fræk som en slagterhund, eller begge dele.

Samspillet mellem maskine og menneske er lige så fuldt af misforståelser, drillerier og hukommelsessvigt som Ole Opfinders samspil med publikum. Hele tiden skal han hjælpes: 'Brillerne ligger på bordet!', 'Du lagde kridtet i lommen! – nej, den anden!', 'Du sagde forkert til maskinen!'

Distræte, for ikke at sige dumme, voksne, kan godt være et hit for et børnepublikum. Men efter mange tilråb mærker jeg også børnenes lede over denne såkaldte opfinder, der er så ærkedum, at det kun kan skyldes én ting: At han skaber sig, han lader som om. Han gennemskues, og så er han ikke sjov længere.

Tryllekunstner, skuespiller, klovn

Bagvæggen er et farverigt og sjovt maleri af alskens tekniske finurligheder, løse ledninger og mærkelige installationer, som for eksempel en roterende kaffekande der bestemmer, hvornår det er tid til en pause. Opfindermaskinen ser spændende ud – længe.

Kenneth Baun selv har lys paryk med rodet opfinder-hår, hvid laboratoriefrakke, og hjælpeløse, flakkende øjne. Man kan godt få sympati for ham, og den rækker et stykke hen ad vejen.

Men det er en krævende form sådan at stå og gøre sig nørdet på den enfoldige måde. Kenneth Baun er også tryllekunstner og underholder – ved børnefester og sammenkomster. Og det undrer mig. Her er ikke meget trylleri, kun en egenrådig, nærmest autonom maskine uden de store overraskelser.

Det undrer mig også, at tryllekunstnerens hurtighed og sans for timing er lige så fraværende. Det er noget energiforladt i Bauns fremstilling af figuren Ole Opfinder, og også i samspillet med såvel maskine som publikum.

For at nå op til betegnelsen scenekunst, skal der arbejdes gevaldigt med skuespillerens – OG klovnens – sans for variation, vendepunkter og præcision. Dette blev for langsomt, for nølende og ubestemt, for kraftløst.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Filosofi i børnehøjde
Parkteatret & Teater Baglandet:
'Kant'
Forestilling om universets skræmmende uendelighed tør være enkel i form og handling.
Udtryksfulde ordundersøgere
Gazart:
'ORD ROD'
Gazarts ’ORD ROD’ er en sanselig og tanke-interessant ordblinde-dans, formidlet af fysik og følelser.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.