Lysende hvide streger på gulvet blinker i takt med lyden af et dunkende hjerte, men det skyldes ikke glæde og forventning. Det er angst, der sender sine højlydte signaler ud til publikum. Angst er ikke længere kun noget, som man kan føle i en særlig situation. Angst er blevet noget, som man har. En permanent tilstand, som ikke mindst mange børn og unge lider af og lider under, fordi deres omgivelser ikke forstår, hvad der foregår.
Det prøver duoen, der står bag ’FreeFall’, at gøre os klogere på, og selv om det ikke fuldt ud lykkes, er det godt forsøgt. Med en fin balance mellem det fascinerende og det knugende er forestillingen et pænt stykke ad vejen velegnet til at nedbryde fordomme og fremme indsigt.
Jasmin Sofie Sabroe er cirkusartist og danser og har – forstår man – personlig erfaring med en sårbar psyke. Anne-Kristine Selvejer er en lydkunstner, der skaber spændende elektronisk musik.
Gennem et godt mix af deres akrobatiske, dansemæssige og musikalske færdigheder skaber de sammen et virkningsfuldt scenisk udtryk. Jasmin Sofie Sabroes stramt styrede bevægelser og Anne-Kristine Selvejers mangfoldighed af elektroakustiske lydbilleder giver angsten et ansigt, så det abstrakte fænomen bliver synligt og konkret. Det mærkes og rammer følelserne, når man ser den grumme angst melde sin ankomst som en dirrende uro, der efterhånden får danserens krop til ryste og vokser til et eksplosivt angstanfald.
Symboltunge ritualer
Det begynder ellers kønt og roligt med yndefuld cirkusakrobatik i den runde røde trapez, der hænger lavt mellem sorte stænger, som danner en elegant prisme. Jasmin Sofie Sabroe har fuld kontrol over sine lange lemmer både i trapezen, og når hun danser.
Og så alligevel ikke, for pludselig stopper bevægelserne og afløses af konvulsiviske kræfter, som hun ikke kan styre. Kroppen kramper, åndedrættet bliver gispende, benene ryster og fødderne tramper som i vild protest mod en angst, der har meldt sin ankomst uden at være inviteret.
Efterhånden faldet sindet og kroppen til ro igen og bliver stille, men det er kun til stormen igen tager fat. Det sker med et heftigt skift, der måske med hensigt opleves som at blive inddraget i en psykotisk tilstand fuld af rædsel og sære syner. Men som mere fjerner end tilføjer noget til billedet af angst.
For når trapez og dans skiftes ud med symboltunge og alt for langtrukne ritualer og indslag af tekst, der indimellem er uforståelig, ændres hele udtrykket. Det er desværre ikke til det bedre.
Forestillingen mister sin intensitet og sit fokus i en strøm af rød saft fra kål, som det tager tid at få tygget og knuget. Det er heller ikke godt, at hverken ord eller Jasmin Sofie Sabroes verbale udtryksevne står mål med hendes udfoldelser som cirkusartist og danser. Scenografi og lyd bevarer sin tiltrækning på øjne og ører.
Men ikke nok til at opveje fornemmelsen af, at den åbenhed og adgang til angsten, som ’FreeFall’ fra begyndelsen og meget af tiden viser omverdenen, ender med at lukke sig om sig selv.
