Til klavertriller kommer en skikkelse til syne på det lille runde tæppe af en manege, som danner scene for ’Vai Via’. Personen trækker afsted med en kontrabaskasse. På den noget krumbøjede ryg og de lidt tøffende trætte skridt fornemmer vi, at her kommer et menneske med pænt mange år på bagen.
En kvinde viser det sig ved nærmere eftersyn. En kvinde, der ikke synes at kære sig så meget om sin påklædning, eller som ikke har råd til stads. Hun har i al fald en meget rummelig lurvet sort dynefrakke på. På fødderne et par alt for store, slidte sorte gummitræsko. Og på næsen et par mørke hornbriller.
En nøgtern venlig og klar voice-over (Julie Riis’) fortæller os, at det er Rita: En gammel kvinde, som lever i byen og hver nat – som mange andre – leder efter et sted at sove. Stemmen fortæller os tillige, at Rita er lykkelig, også selvom hun tilsyneladende nærmest intet ejer. Fra en lydkulisse høres tæt trafik, dyttende biler og andre storbylyde.
En kær klovn
Rita ejer ikke andet end sin kontrabaskasse. Den er til gengæld åbenlyst en gave for både hende selv og for publikum. De første indledende minutter er guf. Som at være til en poetisk klovneoptræden – en af den slags oplevelser, man ønsker aldrig får nogen ende. Børnepublikummet knuselsker alt det ganske, ganske lidt, der sker, fordi det, som er fængslende, er den musikalske og kropsartistiske måde, hvorpå Iolanda Llansó, som spiller Rita, er til stede på scenen og gestalter sine gøren nærmest ingenting.
Llansó traver ”blot” rundt i manegen med den store kasse. Undervejs stopper hun op. Hun bøjer sig hen over kontrabaskassen. Læner sig mod den. Glider ned ad dens sider. Og skaber med sin sparsomme gøren et poetisk humoristisk rum. Et rum, som emmer af eksistens. Af kunstneriske muligheder. Af livsmuligheder og af begrænsninger på samme.
Publikum – navnlig børnene – ler helt spontant og glædesfyldt. De griner ikke af Rita, men med hende, fordi hun i Iolanda Llansós betagende gestaltning har en klokkeklar lighed en poetisk klovn. De fryder sig over musikaliteten, over pauseringerne, og over den mangfoldighed af måder hvorpå, Llansó kan spendere tid med den store kasse.
Hjem(løshed) og livsforløb
Den store kontrabaskasse viser sig snart at være og at kunne ganske meget. Der er intet musikinstrument i kassen, men alt muligt andet i, for og bag den. Kassen er Ritas hjem og gemmested for hele hendes livserindring og for hendes ønske-kik ind i fremtiden. Indeni rummer den sengeleje, familiefotos og et vækkeur. Og udenpå er den stolpe for ophæng af familiebilleder og agerer sågar kontrabas.
Vel hjulpet af Julie Riis’ fortællerstemme, der spoler tiden tilbage til dengang Rita var barn, folder Llansó sin livshistorie ud. Her behøves ingen ord. Llansó går ubesværet i rolle først som lille pige, siden teenager, voksen og til slut igen den ældre kvinde.
Og i takt med det får vi en fortælling om en person, der på grund af krig må sige farvel til sine forældre. En teenager, der begynder at sværme for musik og kæresterier. En kvinde, der finder sit livs kærlighed i en fyrig jazz-trompetist. En kvinde, der selv arbejder sig op til at blive en berømt kontrabassist, bliver gravid, opdrager sine børn, og som ældre efter sin mands død oplever at miste alt – selv sin elskede kontrabas.
Eventyr og livskraft
’Vai Via’ er på den led ikke så meget en forestilling om hjemløshed. Det er meget mere en forestilling om overlevelse, eventyr, håb og livsglæde – på trods.
Llansó oser i sig selv – i alle de aldre, hun spiller – af lethed og lys. Hun former udtrykkene med sin krop og dens bevægelser. Og hun har rigtig fin hjælp til det i kraft af Marc van der Veldens iscenesættelse, Lola Ybrans musikalske kompositioner og de scenografidele og kostumer, som hun selv har besluttet.
Marc van der Veldens enkelhed i arrangementerne skaber retning, fokus og intense øjeblikke. Velden ved, at lidt men godt er bedre end meget og diffust. En lille tøjmus, som følger Rita skaber tryghed og varme. Et kærestebrev forventninger og lyst. Når parrets børn kommer til verden, bliver de vist som perler på en vasketøjssnor nær en zinkbalje. Papfigur-børn, som Rita blandt andet forsyner med hver sit musikinstrument. Når Ritas liv bliver skildret i større linjer, sker det eksempelvis ved, at hun viser os billeder i en stor bog – fx af jazzorkestret, de spiller i, og af bilen, de kører rundt i.
Lola Ybrans jazzede toner skaber en opløftende og varm atmosfære af amoriner og leg. Læg hertil Iolanda Llansós sans for sødme i klædedragterne og fodtøjet, som er holdt i de klassiske eventyrfarver sort, hvid og rød, og man får en livsfortælling, som er begivenhedsrig og frem for alt fyldt med sødme og håb.
