”Min far vil have faste former. Jeg drømmer om en spradebasse”, lyder det fra prinsessen, der vil finde sig en frier, og bliver sænket ned fra loftet stående på en gynge. Hendes gigantiske lysegule tyl-kjole strutter til alle sider. Mens hun stadig står på gyngen, fortæller hun videre om, hvordan hendes udkårne skal være: ”Han skal være opfindsom, må gerne svine, og må godt være klog, men det behøver ikke at komme fra en bog.”
Eventyret om Klods Hans er lige begyndt, men teaterforestillingen ’Klodshans’ har allerede været i gang en tid. Med en kontrolleret og blød opvarmning af publikum, hvoraf de mindste må være tre år.
Astrid Lindhardt har som iscenesætter et fint greb om at åbne de små (og store) publikumshjerter op til teateroplevelsen. En oplevelse, der i Sosha Teperowskas fri bearbejdelse af H.C. Andersens eventyr tydeligt helt fra begyndelsen kroner den fri optimisme, det uforbeholdent ligefremme, den originale opfindsomhed og troen på, at det man gerne vil, det får man – hvis ikke det bliver en givet, så tager man det bare. Eller som Klodshans kækt og fro siger: ”Tar hun mig ikke, så tar jeg hende alligevel.”
Inden Klaus T. Søndergaard i rollen som en H.C. Andersen’sk fortællerskikkelse med let hævet humør og lys i stemmen siger replikken ”Godt, lad eventyret begynde” er der gået en tid, hvor publikum gradvist og gelinde er blevet sluset ind til teatrets forskellige virkemidler og til stykkets personager. En kæmpemæssig høstak (som, i al fald vi voksne nok ved, gemmer på Klodshans) er tumlet ind på scenen. En violinspillende musiker er dukket op fra en lem i gulvet og har sagt ja til FortællerAndersens spørgsmål ”Vil du være stemningen i mit eventyr?”. ‘Andersen’ har fremtryllet teaterlys på scenen. Og han har med kærlige kommentarer og små fysiske ‘tag-hinanden-i-hånden’-opfordringer inddraget publikum på kærlig og kollektiv vis. Klodshans’ brødre er på skift trådt ind på scenen i stadstøj og med overlegne (hult) selvbevidste attituder. Så nu kan ‘Andersens’: ”Der var engang….” begynde.
Duelund og Søndergaard tar teten
I spidsen for skuespiloplevelsen placerer sig helt klart Mads Emil Duelund og Klaus T. Søndergaard. Søndergaard gestalter samtlige sine tre roller med lethed, elegance og nærvær. I den rolle som fylder mest, fortælleren, udviser han lige fra begyndelsen stor kunnen i forhold til at skabe oprigtig interesse om såvel sin fortællerfigur som stykkets takter og pointer. Som far til de tre sønner forvandler han sig til en figur, der er stolt af sine to ældste ‘kloge’ drenge og på jysk kærligt råder Klodshans til at ”Bliv hjemme og leg med dyrene”. Og som oldermand på slottet noterer han flittigt ned på linje med fire balletbørn udstyret med briller og fjer-grifler. Balletbørnene er i øvrigt spundet smukt i helheden med lette trin, vågne blikke og muntre kostumeringer.
I centrum for fortællingens pointe om, at der er mere kærlighed og substans i en ligefrem og originalitetsfyldt tilgang til livet end i tom lærdom, forlorenhed og selvhenført adfærd gør Mads Emil Duelund en god figur som Klodshans. Duelund går smilende, væver og opvakt fantasifuld til sagen. Han giver i overbevisende doser Klodshans den lethed, glæde og leg, som gør, at prinsessen falder pladask for ham.
Lidt for meget råben
Selvom Klodshans’ brødre er opstyltede og selvfede typer, klæder det ikke skuespillet, at replikkerne bliver råbt. Rex Leonard og Sebastian Vendelbjerg, som begge er skuespilelever, har stadig noget at lære med hensyn til artikulering, frasering og turnering. Ayshan Qvortrup fremstiller prinsessen med lige dele resoluthed, naturlighed og fryd.
Sosha Teperowska har i sin fri bearbejdelse af det gamle eventyr bevaret grundfortællingen og tilføjet nutidsvendinger. Astrid Lindhardt har i sin instruktion lagt vægten på munterhed, humor og Klodshans’ ligefremme, modige og fantasifyldte væremåde og livssyn. Violin-live-musikken er lystelig og slår i finalen over i brudevals. Lyset skifter farvesikkert mellem forskellige pastelfarvede toner. Kostumerne er enkle, rolle-tydelige og med små krydderier – så som de tekopper de to storebrødre har på toppen af deres hovedbeklædning.
Scenografien og rekvisitterne er afbalanceret rolig og iblandet små forandringer, der forstærker billedligheden og skaber humør – så som vuggende græsser på brødrenes tur til slottet, store krystallysekroner, som sænkes ned i slotssalen, en høj gul stige og en gedebuk i plastik. En detalje må dog vække undren hos vakse børn: Hvorfor sige, at brødrene får henholdsvis en mælkehvid hest og en kulsort, når de to opblæste friere dukker op på en absolut rød og en kulsort hest?