Sigurd Barrett er eventyrlig. Når han kigger ud på sit børnepublikum, mens han synger sine omkvæd, føler alle sig omfavnet af hans glæde med musikken. Og når han siger noget, får ordene vægt.
Det gælder også i hans teaterkoncert, ’Sigurd fortæller H.C. Andersen’, hos Louise Schouw Teater. Her er Sigurds sædvanlige showformat blevet til en egentlig teaterkoncert, fordi kernen er Sigurds sangfortolkninger af en række af Andersens eventyr. Disse sange bliver ovenikøbet simultant fortolket af både en skuespiller, en skuespillermusiker og af fire balletelever fra Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense. Alt sammen flettet sammen i Louise Schouws musikalske og opfindsomme instruktion, hvor hver enkelt eventyr kommer til live, så man bliver i godt humør – og så man bliver berørt.
Scenografen Maja Lindberg har skabt den sceniske ramme om teaterkoncerten som en smuk bog med fint dekorerede sider. Andersens svaner flyver hen over siderne, og der er Tommelise-perfekte åkander og slotte med eventyrlige spir. I midten fører en port ind til eventyrene. Herigennem kommer eventyrfigurerne spankulerende iført sjove kostumer lige fra prinsessekjoler til nattergalenæb – og sågar et kostume til den lille, grønne ært. Og børnepublikummet fra fem år og op følger levende med i fortællingerne.
Skoletræthed eller ej
Derfor er det faktisk lidt ærgerligt, at forestillingen afbryder sine egne fortællinger for at overbevise publikum om, at eventyrene stadig virker relevante i dag. For det gør netop det, der gør eventyrene til klassikerfortællinger. På scenen står nemlig en skolepige, der er gået i stå med at skrive sin skoleopgave om H.C. Andersen. Hun drømmer egentlig mest om at blive influencer, siger hun. Ellers vil hun gerne være prinsesse.
Det er selvfølgelig en meget sjov intro, og den velsyngende skuespiller Sandra Brothmann spiller pigen med fin teenageenergi i kroppen og sødmefuld mimik. Det virker bare ret irrelevant med skoletræthed for de 5-årige, der formodentlig netop glæder sig til at komme i skole. Målgruppen er i hvert fald nok sat for lavt.
Til gengæld er der masser af munterhed i scenerne om de udvalgte eventyr. De dukker op i resuméform gennem Sigurds ord, der fint og fermt får forklaret hovedhandlingen. Og hvert eventyr får en ørehængersang med Sigurds karakteristiske, dundrende klaverakkompagnement – fra ’De vilde svaner’ til ’Kejserens nye klæder’. Sigurds efterfølgende trang til verbalt at efterfortolke eventyrene med en slags morale virker dog unødvendig. Den bryder i hvert fald fiktionen i teaterforestillingen. At H.C. Andersen dyrker ægtheden og håbet – og kærligheden – er vel op til tilskuerne selv at konkludere.
Svovlstikker og vejrmøller
Bedst lykkes scenen om ’Nattergalen’, hvor kejseren snildt er forvandlet til kejserinde, og hvor den syngende nattergal er blevet til en dansende nattergal, mens Sigurd står for sangen. Dette mix af udtryk i iscenesættelsen skaber en poetisk stemning af oprigtighed, så eventyrets skildring af det ægte og det falske mærkes hos tilskueren. ’Den lille pige med svovlstikkerne’ lykkes også med stille sørgmodighed i sin enkle blanding af genfortælling og skuespil – og med tre dansere, der iført ildfarvede stofstrimler symbolsk danser flammer, der lyser op, når den lille pige stryger sin tændstik.
Koreografen Line Friis har skabt en velfungerende koreografi til tre teenagedansere og en lillebitte danser fra indskolingen. Disse eliteelever formår at udføre de klassiske balletbevægelser med fin omhu og danseglæde, og de kaster sig ubekymret ud i glade vejrmøller og skægge løft, hvor de tre store piger sammen løfter den lille – som et forfriskende spejl for børnene på tilskuerrækkerne.
Forestillingen danses åbenbart af tre forskellige hold dansere. Ved opførelsen på Taastrup Teater var det de lovende balletelever Isa Heisterberg, Ida Smedegaard og Medea Alliesei – og den lille Agnes Harkjær, der lyser af charme. Isa Heisterberg forstår at skabe historier med sine groteske hop, mens Ida Smedegaard og Medea Alliesei danser synkront med smidighed og fine linjer.
Høj hat
Selv indleder Sigurd ved at tage høj silkehat på og svinge en stok, mens han gammeldags og adstadigt spadserer hen over scenen i et nobelt, rødbrunt jakkesæt med vest: Ergo er han H.C. Andersen.
Derfra digter han sig videre ind i eventyrene. Det lykkes særligt godt i ’Hvad fatter gør, er altid det rigtige’. Her spiller Sigurd den ubekymrede fatter, mens hans medmusiker Eskild Dohn spiller skeptikeren, der ikke tror på, at fatters ombytning af en hest til en sæk rådne æbler vil blive modtaget med begejstring hjemme hos mutter. Eskild Dohn har endda en sjov umiddelbarhed over sig, når han spiller skuespil – inden han igen søger tilflugt mellem sine instrumenter og veloplagt både spiller guitar og fløjte.
Som teaterudtryk betragtet er ’Sigurd fortæller H.C. Andersen’ en kærlig hybrid. Den stritter og rummer lovlig mange eventyr i sin vidtfavnende musikalske collage. Men teaterkoncerten lykkes som scenisk klassikerfortolkning takket være Sigurds forrygende evner som entertainer.
Når Sigurd begynder at fortælle, og hans hænder hamrer i tangenterne, smitter eventyrglæden alle i salen. Ikke mindst når Sigurd synger sit smilende omkvæd: ’Andersen, Andersen, gode fyr! / Fortæl os et lille eventyr!’
