’For højt, for vildt og for meget!’ Det er den glade titel på årets vinterferieforestilling på Det Kongelige Teater – en danseforestilling over børnebogen af Thomas Korsgaard.
I historien gør tre børn alt, hvad de kan, så deres far vil lægge mærke til dem. Men deres far vil hellere arbejde og absolut ikke forstyrres. Så da børnene kommer til at larme, truer han med at sælge dem på et loppemarked…
På Gamle Scene er fortællingen blevet til en charmerende danseforestilling, spillet af en lille gruppe børn fra Det Kongelige Teaters Balletskole sammen med nogle voksne kunstnere. Forestillingen er iscenesat af koreografen Sebastian Kloborg, der her for første gang skaber sin helt egen forestilling, der viser sig at inddrage alle teatrets kunstarter.
I koreografien benytter Sebastian Kloborg sig af den klassiske ballets bevægelser, og han skaber nogle kantede og uventede bevægelser med muntre spring og skægge drejebevægelser både til historiens far og til de tre børn.
Koreografien bliver godt nok ikke så vild eller interessant, som den blev i Sebastian Kloborgs dans i bl.a. ’Et drømmespil’ på Det Kongelige Teater. Men koreografien byder hele tiden på nye detaljer, der fint supplerer ballettens fastlagte teknik. Og vel at mærke i en dans, som balletbørnene kan magte – og som flot præsenterer deres kunnen.
Børnene præsenteres på stribe i Camilla Hübbes loyale dramaturgi: Den første hedder Bror og danser ballet. Den anden hedder Søster og spiller trompet. Og den tredje hedder simpelthen Tredje – og synger i vilden sky.
Så er familien præsenteret i al sin effektive komik. Og børneperformerne er dygtige og ivrige. Både de tre børn, der spiller Bror, Søster og Tredje. Men også de fem balletbørn, der bevæger sig flot synkront i en mere klassisk gruppe.
Glimt i øjet
Men det er Den Kongelige Ballets solist Alexander Stæger, der løfter forestillingen. Han er et hit! Hans overrumplende fortolkning af børnenes far er måske sæsonens vildeste far-karikatur – og i sig selv grund til at opleve denne forestilling. For han er helt uimodståelig som selvoptaget voksen i sit forunderligt morsomme portræt af en utålmodig far, der er så hidsig over sine børn, at han slet ikke ser, hvor uretfærdig han selv er. Og hvor meget han svigter dem.
Alexander Stæger har entertainerens naturlige glimt i øjet og komikerens selvbevidste overdrivelse af alle bevægelser. Hans dans er imponerende præcis og nærmest gakket, når han bevæger sig rundt med overdrevent store skridt og drastiske sammenkrumninger i sit brune jakkesæt med gule striber. Og han imponerer, når han springer rundt mellem sofaen og køkkenskabene for fuld kraft og med overstrakte linjer.
Det er virkelig et originalt portræt af en desperat far, der arbejder hjemme… Med en krop, der hele tiden skubbes ud af koncentrationen og koreografiens svære balancer af børnenes støjen.
Finurligt, queer strejf
Scenografen Steffen Aarfing har skabt en herligt symbolsk scenografi omkring en kæmpebog, hvis tegnede univers er med til at understrege handlingens eventyrlige karakter. Inde i bogens blade har tegneren Rasmus Yde skabt et morsomt videodesign med animationer af væggene i hjemmet, overraskende anderledes end illustrationerne i bogen. I videobogen daler blade ned, og her vokser spindelvæv for ruderne, jo mere rasende børnenes far bliver. Med søvnige slowmotion-bevægelser som kontrast til faderens oppiskede vrede.
Hertil har Petruska Miehe-Renard designet nogle forrygende kostumer i klare farver. Bukser, kjoler og jakkesæt, der alle sammen har et finurligt, queer strejf – og med humørfyldte, påsatte farvelinjer. Den orange dragt har blå bølgestriber. Den røde dragt har pink. Og de struttende balletkjoler er ikke lavet med traditionelle tylskørter, men med legeglade hullahopringe, der vugger i kjolekanterne. Samtidig er alle figurer underfundigt blevet udstyret med kunstige stofparykker, så alle børnene kommer til at ligne dukker.
Humor i kapellet
Musikken til forestillingen er komponeret af Cæcilie Trier og Greta Eacott. Noget er klassisk, noget er jazzet – og mange af de kækkeste lyde dukker op fra slagtøjet. Noget af musikken er virkelig iørefaldende, noget virker rodet. Men dirigenten Matthew Scott Rogers stråler i midten af orkestergraven, lattervækkende udstyret med en paryk, der stritter vildt til alle sider. Det kan man kalde humor i kapellet.
Undervejs kommer plottet i Thomas Korsgaards libretto dog til at bremse noget af forestillingens naturlige fremdrift. Iscenesættelsen sætter i hvert fald så meget fokus på den voksne far – og på, at børnene skal mestre dansen, musikken og sangen – at børnene selv faktisk kommer til at glide ud af fortællingen. For pludselig overtages scenen af voksne i kostumer, der ligner børnenes: Først teenagedanseren Emmily Vinther og derefter operasangeren Laura Helene Hansen og trompetisten Jonas Højen Wiik.
De er tjekkede kunstnere og leverer varen. Ikke en finger at sætte på dem. Men netop i denne børneteatersammenhæng kan de voksne kunstnere ikke matche børnedansernes udstråling. Og så ryger intensiteten i forestillingen.
I programmet kan man se, at de voksne åbenbart har rollerne som de tre søskende, men sådan som de vil optræde som kunstnere 15 år senere. Men dette tidshop er altså uklart i selve forestillingen. Det forstyrrer i hvert fald, at børnene ikke beholder deres egne roller hele forestillingen igennem.
’For højt, for vildt og for meget’ er altså ikke helt i balance. Men forestillingen er velment og visuelt flot vinterferieteater fra nationalscenen til de 5-10-årige og deres familier. Med Alexander Stæger som superdansende eventyrfar!
