Humøret er højt hos Teater Hund. Alene titlen er til at blive glad i låget af: ’Balladen om den løsslupne lørdagskylling’. Og skulle man som voksen bekymre sig om, hvorvidt nutidens børn nu også ved, hvad en lørdagskylling egentlig er, så kan man bare tage det helt roligt.
For Johan Sarauws morsomme hverdagskomedie forklarer alting. Både i teksten og i iscenesættelsen. Den forklarer også, at der er forskel på ’kæledyr’ og ’spisedyr’. Så er dét spørgsmål vinget af…
Egentlig handler denne forestilling dog om venskab og om jalousi. Den skildrer overraskende mange svære og modsatrettede følelser. Alligevel er forestillingen bare en fest! Forestillingen handler om Betina og Boris, der bor sammen i en lillebitte lejlighed, men som en dag får besøg af en talende kylling. Takket være en musiker, der indleder forestillingen, og som kalder sig selv for ’Magic’ og har vinger malet på ryggen, så er de 5-10-årige tilskuere helt med på, at noget af forestillingen netop bare er magi og drøm. Og det er fint.
Singlesokker
Forestillingen handler essentielt set om at ville have en ven helt for sig selv. Vi ved ikke, om Betina og Boris er kærester eller søskende. Men da kyllingen kommer ind i deres liv, bliver Betina jublende henrykt – og Boris rasende og indebrændt. Og så har vi balladen. På alle psykologiske og praktiske planer.
I Marie Chemnitz’ sjove genbrugsscenografi er deres lille hjem skabt som en blanding af et kolonihavehus og et hønsehus. Med en køkkenvask med vand i en regnopsamlingsdunk. Men også med et lillebitte soveværelse, som man kun kan komme til, hvis man klatrer op ad en ’hønsestige’. Der ligger ægte tæpper på gulvet, og huset er indrammet af raftehegn med saloondøre – og en kyllingevarmelampe hænger i loftet. Et strygebræt fungerer behændigt nok som holder for altankasser, og der hænger tørresnore overalt, også over publikumspladserne. Ikke med alt muligt forskelligt vasketøj, men kun med sokker. Symbolsk og finurligt kun med forskellige singlesokker: Her er ingen par.
På den måde smyger humoren sig allerede ind i forestillingen, inden den alsidige musiker Emil Jensen smilende byder børnene velkommen, hvorefter han sætter sig over under en parasol til sine mange forskellige instrumenter og spiller og jammer med ubrudt opmærksomhed mod skuespillerne. Og med magisk guldstøv i lommerne til særligt udvalgte øjeblikke – parat til at imitere flamencoguitarspil helt ud i fingerspidserne.
Herligt hønsestrik
Så dukker Betina op. Hun kravler ned ad hønsestigen, åbner en skraldecontainer og finder ting. Hun tager bidder af alt muligt, der ellers er smidt ud: Et æble, en skive brød… Børnene synes, at det er en smule uhumsk, men også at det er ret sjovt. Her er det, at Boris træder ind i køkkenet og ønsker sig et æg til morgenmad – og så begynder historien.
Ane Steensgaard Juul spiller en hjertevarm Betina. Hun har en skøn kontrastsøgende spillestil, som hun hele tiden lader gå over i groteske udtryk. Hun smiler stort til børnene og tripper stolt rundt i en strikket kæmpetrøjekjole – hønsestrik, selvfølgelig – og med matchende benvarmere. Hun formår at forenkle figuren og gøre dens betagelse af den fremmede kylling til en spontan forelskelse. Hun har en herlig måde at spille uskyldig på. Hun kan virkelig lade, som om hun ikke kan se noget problem i, at hun har inviteret en kylling til at bo hos dem på ubestemt tid. Kyllingen er tydeligvis bange for menneskers gafler og grillspyd, og hun vil gerne give den husly. Så hvad er problemet?
Det kan Boris til gengæld godt fortælle hende. For han vil egentlig bare gerne vil have morgenmad og have, at alt er, som det plejer. Lukas Lykke spiller Bois iført skjorte med vest, shorts og sneakers. Han sidder han i køkkenet og er noget så klar til at spise omelet. Men så bliver hans verden forandret af denne kylling…
Lukas Lykke lader sit spil dominere af en hidsig misundelse og forurettethed, som børnene klart genkender. Han slår gerne ud i sang, når det hele bliver for meget – med en god og klar stemme. Iscenesættelsen har ikke givet ham så mange nuancer, men hans fornærmethed er aldeles troværdig. Og han kan bære en krydderurtepottehat med smil.
Superchick
I dette selskab spankulerer Anton Sager ind iført lyserødt kyllingkostume – syet i noget nopret stof, så han perfekt ligner en plukket kylling. Det fjerløse kostume er et hit! Hans ansigt er indrammet af en lyserød, pludrende ’hønsekam’, og hans ansigt er dækket af en make-up, som virkelig gør ham til ’superchick’: Hans overskæg er farvet med pink læbestift – lige som hans smilende læber – og øjnene blinker med glimmerøjenvipper af længste slags. Desuden er hans hønsetæer anbragt i vinrøde ballerinasko, som han intuitivt elegant drejer udad, når han klatrer op ad hønsestigen, så hans kyllingelår skvulper. Det er kosteligt! Her kan man tale om queer kylling. Endda med sans for at traktere en klarinet.
I Laila Skjernings velfungerende dramaturgi kulminerer forestillingen, da kyllingen frigør sig og danser sit virkelige jeg frem i en temperamentsfuld flamencodans. Koreografen Katinka Fridan Pedersen har her samlet en fin buket af trin fra flamencoens verden med passionerede arme, vilde fingerknips og hidsige stamp i gulvet. Og Anton Sager udlever klichéen om en flamencodanser med så heftige bevægelser hen over køkkenbordet, at man kun kan elske denne eksplosive lørdagskylling.
Dermed fremstår Teater Hund i topform. Dette bydelsteater i Krudttønden på Østerbro formår endnu en gang at lokke børnepublikummet med ind i en fiktiv verden af hurlumhej og glæde. Samtidig viser Johan Sarauw sin interessante spændvidde som instruktør – fra denne kyllingeforestilling, hvor han er sin egen glimrende dramatiker, til OCD-forestillingen ’Obsessed’ på Får 302 og teenagesammenbrudsforestillingen ’Rend mig i traditionerne’ på Teater Vestvolden – for nu at nævne to andre vellykkede forestillinger fra hans hånd denne sæson.
’Balladen om den løsslupne lørdagskylling’ stråler af et medmenneskeligt budskab om glæden ved det uventede venskab. For der skal jo være plads til os alle sammen. Også selv om nogle af os måske har nopret hud – og ubændig trang til at danse.