Skuespiller og performer Jori Snell byder velkommen til forestillingen ’Havets hjerte’ og fortæller ganske kort om, hvad det er, vi skal se. Denne anmelder sov måske en smule i timen, for de 30 sekunders intro var åbenbart vigtigere at høre end som så. Uden den er man nemlig lost.
Vores hovedperson er ven med en pelikan. Og så er der noget med en særlig plante, der bærer nogle særlige frø, som kaldes havets hjerte. Og disse frø er vistnok vigtige for naturen og hele økosystemet. I hvert fald er der krise, da frøene bliver væk.
Men det er tilsyneladende heller ikke handlingen, der bærer forestillingen. Oplevelsen minder mere om en billedbog – eller én af disse rør og føl-bøger med forskellige materialer på hver side, som stimulerer følesansen hos småbørn. I ’Havets hjerte’ føler vi dog ikke på scenografien direkte, men den er så taktil, at man kan fornemme de mange forskellige typer overflade ved bare at se på den.
Forestillingen består af forskellige scener, som uagtet den underliggende historie altså hver især bliver en sanseoplevelse i sig selv. Det ene øjeblik bevæger Jori Snell sig rundt på det bløde underlag. Det andet øjeblik vifter hun med en kæmpe sommerfugl over hovederne på os, så vi mærker brisen fra vingerne. Og i det tredje øjeblik er hun udklædt som et stammemedlem, der udfører et eksotisk naturritual.
Naturens magi
Hvad det hele har med hinanden at gøre, er altså ikke tydeligt. Og de få replikker, der burde hjælpe os, gør ikke historien mere begribelig. Det bliver kun til nogle dramatikfattige interaktioner imellem hovedpersonen og pelikanen, som ikke rigtig bærer et formål.
Og da publikum bliver spurgt, hvem der har taget frøet – hvilket synes at være historiens højdepunkt – går det op for os alle, at vi ikke har bemærket det og næppe har fundet det særlig vigtigt at holde øje med.
Læser vi teatrets egen beskrivelse af forestillingen, bliver vi heller ikke meget klogere på dramaturgien i fortællingen. Men vi kan læse, at forestillingen søger at gøre opmærksom på naturens magi og skabe et legende og fortryllende univers.
Og netop dét lykkes ’Havets hjerte’ faktisk med. For de spøjse dyr og planter, vi møder undervejs, bliver tilsammen som en collage af vidunderlige naturbilleder. Forestillingens største problem er altså, at den ikke nøjes med at ville dét, men også insisterer på at fortælle en historie, der ikke rigtigt giver nogen mening.
Tekniske detaljer
Som produktion er forestillingen ellers ganske veludført. Scenografien, som også er udtænkt af Jori Snell, er farverig og forførende. Og den byder på lækre tekniske detaljer i form af indbygget lys og sjove mekanismer. Og med undtagelse af enkelte ganske irriterende lyde er det musikalske univers omkring forestillingen som helhed også særdeles betagende.
Samtidig er Jori Snell en udtryksfuld performer og en særdeles sympatisk hovedperson, som vi næsten ikke kan få øjnene fra. Hendes imødekommende smil og hendes udtrykssfulde bevægelser er klokkeklare styrker.
Samlet set er ’Havets hjerte’ altså vellykket som et sanseligt oplevelsesstykke, som de mindste børn i målgruppen sikkert vil følge sig draget af. Som historiefortælling er den desværre fejlslagen og formår ikke at få historien om frøet, der bliver væk, og det costaricanske urfolk fortalt til sit publikum, som det var hensigten.
