Selvfølgelig fletter søstrene deres lange fletninger sammen, når de har lyst til at bevæge sig helt tæt sammen. Og naturligvis sidder begge kvinderne midt på gulvet og byder velkommen, når vuggestuebørn og små børnehavebørn kommer ind i rummet og finder en plads i cirklen på gulvet sammen med deres voksne.
Der er i det hele taget meget, der føles herligt naturligt og organisk i den nye danseforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans. For søstrene Møller Overgaard – koreografdanseren Mette Møller Overgaard og komponistmusikeren Liva Møller Overgaard – skaber dans for småbørnene, så børnene bliver både nysgerrige og tillidsfulde.
Hemmelige ting
Rummet i ’GRO’ opleves nærmest som en tryg hule. Gulvet er grønt, og begge kvinder har stramt tøj på med et naturmønster, der nærmest ser ud, som om det er malet som et aftryk af anemoner i en skovbund et sted. Scenografen Cæcilie Parfelt Vengberg har i hvert fald fundet et fint plantedesign, som underfundigt også går igen i stoffet på de dyner, som kvinderne sidder på.
Dynerne er nærmest lagt til rette som en rede: En søsterrede med hemmeligheder. Pigerne trækker først et langt, rødt stofreb ud af dynen. Der er viklet en orange tråd rundt om rebet, der lægges hele vejen rundt foran børnene i en cirkel på gulvet – som en pædagogisk adskillelse af scenen og tilskuerpladsen i hulen. Det skaber ro. På samme måde som en række af kufferter skabte klarhed over Tiny Dancers tidligere forestilling ’Yem’ fra 2022.
Imaginære sommerfugle
Selve forestillingen foregår inde i midten af cirklen. I begyndelsen danser de to kvinder sammen. De drejer sig rundt og rundt og ind under deres sammenflettede fletning i sjove dansemønstre – inden de endelig gør sig fri af hinanden. Omtrent som overraskende Rapunzel’er, der pludselig klipper fletningen over.
Herfra komplementerer de hinanden på en ny måde: Musikersøsteren spiller på forskellige instrumenter, og dansesøsteren bevæger sin krop rundt i akrobatiske ryk og blide bevægelser.
Koreografisk er det klart mest interessant, når Mette Møller Overgaard giver sig selv mulighed for at bevæge sig rundt i sit eget flow med sine sikre muskle. Og musikalsk udviser Liva Møller Overgaard størst fordybelse, når hun synger med sin let støvede og beroligende stemme. Ikke mindst når hun sidder og spiller på sine instrumenter, særligt metaltrommen ’hang’ eller ’handpan’, som får hendes hænder til at danse frit. Akkurat lige så frit som søsterens hænder, der poetisk fanger imaginære sommerfugle i luften.
Svært omkvæd
Forestillingstitlens associationer og forestillingens fortolkningsmuligheder om at være lille og gro sammen i en familie til en større enhed kommer ikke eksplicit til udtryk. For ’GRO’ er dugfrisk og har endnu potentiale til videreudvikling. (Det samme gælder introduktionen til publikum; det ville i hvert fald være fint, at de voksne fik at vide, at de skal holde deres børn på skødet eller inden for stofcirklen).
Egentlig løber forestillingen tør for idéer efter en halv times tid. Det virker i hvert fald, som om der er plads til stramninger. Men også til udvidelser. Ikke mindst i slutsangen. Her synger kvinderne en sang, som de gerne vil have, at tilskuerne skal til at synge med på – en sang om at plante et frø:
’Gror opad og nedad / Til siden og ind / Med rødderne plantet / I jorden som kalder’ lyder den første del af omkvædet. Men det er svært at huske. Så måske skal sangen bare gentages?
Tiltrækningskraft
Den mest dynamiske scene i ’GRO’ er nok scenen, hvor musikerkvinden holder fast i stofrebet i midten af scenecirklen, mens danserkvinden vikler sig ind og ud af rebet – rundt og rundt langs med cirkelkanten af børn og voksne. Her kan man mærke tiltrækningskraften mellem de to søstre. Men man kan også se et væld af kropslige idéer bryde ud i danserkroppen undervejs. Her er der noget på spil, og det er godt! Ligesom når søstrene lader håret bølge frit og pludselig bøjer sig ind over hinanden, så deres svævende hår blander sig med hinanden. Hele seancen virker smuk og fortættet – nænsomt forstærket af Thora Eriksens enkle lysdesign fra fire søjler med lys i klare farver.
’GRO’ er en fin og beroligende småbørnsforestilling om at være til. Men også lovlig forsigtig. Det er i hvert fald i øjeblikkene, hvor de to kunstnersøstre læner sig ind mod både tyngdekraften og hinandens temperamenter, at forestillingen virker mest spændende og helstøbt. Fletningeforbundne eller ej.
