Det dansk-tjekkiske dukketeater Svanens forestilling bygger på et af H.C Andersens mest kendte og elskede eventyr. Det om den fattige prins, der kun ejer et lille kongerige, men frygtelig gerne vil giftes med kejserens datter. Hun vil hverken eje eller have hans gaver for duftrosen og nattegalen er ægte, og kun det kunstige er fornemt. Hun vil heller ikke have ham, så for at opnå prinsessen gunst, giver prinsen sig ud for at være en møgbeskidt svinedreng.
Det giver ham frihed til at føre sig frem som dum og udannet og fræk nok til at forlange utallige kys af prinsessen i bytte for hans hjemmelavede magiske gryde og skralde, der spiller hver sin melodi.
Det giver også anledning til stor ståhej og komik, hvor mylderet af marionetdukker på scenen, der hurtigt skifter mellem inden for og uden for et typisk eventyrslot, styres med sikre hænder. De to dukkeførere lægger også stemmer til samtlige roller, men uden den store karaktertegning.
Byttehandlen bliver selvfølgelig opdaget, og kejseren smider lige efter bogen og uden at blinke sin datter og svinedrengen ud af både slot og rige. I Svanens udgave virker prinsessen ikke særlig frastødt af kysseriet – nærmest tværtimod, mens det i hendes verden ikke er en mulighed at ende foragtet og forladt. Men det sker, og den ubekvemme situation afslører, at hun ikke kun er møgforkælet. Hun har en så skidt karakter, at prinsen siger farvel og tak og haster ud i kulissen.
Det tjekkiske element
Selv om eventyret er kendt af de fleste, så kan de mange ord gøre det svært for de yngste tilskuere at følge med. Det får de hjælp til, når Kim Westi før hver af de korte akter træder ind i rollen som fortæller og med få ord forklarer, hvad der skal ske. Kniber det alligevel med at forstå, hvorfor en smule kys kan bringe et helt hof i affekt og få en far til at smide sin datter ud af hjemmet, så er der nok at se på undervejs i en forestilling, hvor dukkerne er i førertrøjen.
Der er noget åbenlyst børnevenligt ved Svanens ret store traditionelle dukketeater med drejescene og en forscene, der viser sig at gemme på en imponerende svinesti fuld af livlige smågrise. Det tjekkiske element slår især stærkt igennem i de detaljerige marionetdukkers bevægelighed, der giver dem et levende udtryk. De er udstyret med overdådige kostumer og spektakulære parykker, hvor ikke en krølle eller knipling sidder forkert.
Moralen i historien er ikke til at tage fejl af, selvom Svanens opførelse klart er til den muntre og traditionelt underholdende side. ’Svinedrengen’ viser den store eventyrdigter, når han er mest ubønhørlig i sin beskrivelse af menneskelig dårskab. Her er hverken tåredryppende tragedie eller en lykkelig slutning til deres dages ende, men en kontant fortælling med et ordentligt svirp til den herskende magts tyranniske snobberi og hykleri. Noget, som Andersen kendte til at være offer for.
