Bibelhistorier er stadig populære. Sigurd Barrett, Johannes Møllehave og mange andre igennem tiden har genfortalt de mest centrale kapitler i fint illustrerede børnebibler. Og særligt beretningerne om Jesu lidelser, død og genopstandelse er blevet til mesterværker som ’The Passion of the Christ’ i filmens verden og ’Jesus Christ Superstar’ i musicalens.
Sammen med to medspillere har historiefortælleren André Andersen nu skabt en ungdomsteaterversion, der passer som fod i hose på konfirmandsegmentet ved påsketid. Og selvom man får meget dramatik foræret af forlægget, og selvom salgsargumenterne nærmest giver sig selv, så er André Andersen måske også én af de få, der kan få noget originalt ud af denne gamle traver.
For selvom historien jo er, som den er, med sølvmønterne, judaskysset, piskeslagene osv., så lægger ’Menneskesønnens sidste dage’ en hel del detaljer til. Der kommer f.eks. væsentligt mere kød på karakteriseringerne af biroller som Herodes og Pilatus, end vi sædvanligvis får. Og disciplen Simon Peter, der ellers ikke har den store andel i historien, bliver en mere central rolle, som vi kan relatere os til.
Stærke virkemidler
Denne anmelder har hidtil kun kendt storytelleren André Andersen som solist under navnet André Andersen SOLO. Men med ’Menneskesønnens sidste dage’ optræder han som André Andersen Teaterkompagni og står på scenen sammen med skuespillerne Aske Ebbesen og Pernille Stockfleth, som han også laver andre teaterprojekter med.
Det giver tilsammen en interessant variation imellem karakterspil og klassisk storytelling, som de alle tre veksler imellem. Særligt vellykket er Aske Ebbesens skildring af Pontius Pilatus, der synes at indeholde så meget undertekst, at man kunne lave en hel forestilling kun om ham og hans forhold til magten. Ligeledes lykkes Pernille Stockfleth med at skabe en komisk version af kong Herodes, som vi sent vil glemme.
Rasmus Finsen har bidraget med en stærk scenografi til fortællingen. Bagvæggene, der er malet som patineret messing, det stormønstrede gulvtæppe og stearinlysene på store søjler giver tilsammen et alteragtigt udtryk. Sjældent er en så simpel scenografi set så stemningsskabende og udtryksfuld.
Stærkest som solist
Der er med andre ord tale om en ungdomsforestilling, der er baseret på klassisk og dygtig storytelling, men som i høj grad inddrager dramatiske og æstetiske virkemidler. Og man får på mange måder det bedste ud af begge formsprog i ’Menneskesønnens sidste dage’.
Dog er der heller ingen tvivl om, at styrken hos André Andersen ligger i fortællerrollen, og dén klæder ham bedst, når han er alene på scenen. Foreløbigt har denne anmelder i hvert fald nydt hans selskab mest, når hans energiske og unikke persona har fået frit løb som solist, hvor han ikke som her skal dosere sin tilstedeværelse og hele tiden spille bolden over til en medspiller.
Om dét så er en personlig præference eller en professionel vurdering, må læseren selv afgøre. Tiden er ingenlunde spildt på ’Menneskesønnens sidste dage’, som både underholder og oplyser og i det hele taget løser sin opgave på glimrende vis. Så der er ingen undskyldning for ikke selv at se efter.
