Det eneste virkeligt magiske ved Batidas pixibogsfortælling ’Der kommer nogen’ er Tobias’ bukselommer. Bukserne er i sig selv ganske upåfaldende. Lange og brune, med skrålommer og lidt løse i det. Helt almindelige, faktisk. Nærmest lidt faragtige. Men de har altså tryllelommer.
Den øvrige historie om Sofie og Tobias og forventningens glæde er sød, men mindre magisk. Skrevet og instrueret af Batida-veteranen Søren Ovesen er den et nænsomt bud på en førstegangs-teateroplevelse for de mindste. Med fuldt salslys, så ingen bliver forskrækket af mørket, skrider fortællingen frem i et roligt hverdagstempo, afstemt efter målgruppens alder på 1-4 år og derfor fuld af enkle sætninger og mange gentagelser.
Sofie og Tobias kommer faktisk helt ud i foyeren for at hente publikum ind i salen. De vil gerne vise os, at de bor sammen med en godt brugt kontrabas og en charango – en lille spansk guitar – i et hus. Sidstnævnte står sammen med dem på scenen og er en uformelig, mandshøj plade med vindueshul, abstrakt bemalet med Osmund Hansen-firkanter i kedelige farver. Bag det såkaldte hus hænger et blåligt gardin i en halvbue. Måske bor de to musikanter ved havet, tænker man og begynder at glæde sig til, at der trods det sparsomme udgangspunkt senere vil blive drysset lidt tryllestøv over scenografien. Men lige den forventning ender blindt.
I det hele taget er der ikke ligefrem kælet for den visuelle fantasi i Ricardo Castillo Rodriguez’ scenografi denne gang. Men fordi Sofie Faurschou og Tobias Heilmann udstråler varme og engagement og i øvrigt både kan synge og spille på tandrække, er børnene med på, at den lovligt turnévenlige plade er et hus. De sidder endda stille det meste af tiden, optaget af legen med strengeinstrumenterne og den klarinet, der indimellem lystigt bryder ind med sin nasale stemmepragt og bagefter må hvile ud i sit stativ.
Sofie fortæller, at de har fået et brev om, at nogen vil komme på besøg. Hvem er ’nogen’, vil Tobias vide. Men Sofie er hemmelighedsfuld og svarer, at det er en, der er rød og blød og en lille smule gul; en, der vil gøre dem glade. Hvem kan det være? Tobias gætter på en hund og kravler rundt på alle fire med tungen langt ud af halsen. Nej. Så mjaver han som en selvbevidst kat, kagler som en forvirret høne.
Men nej og nej. Børnene på bænkene genkender dyrene, han fremstiller, men ingen kan gætte, hvem det er, der har meldt sin ankomst. Og så må hele salen pænt vente, selv om det både for børn og voksne kan være svært at styre utålmodigheden.
Men det glemmer man et øjeblik efter, for Sofie er gået i gang med at bygge et hus til den røde og bløde og en lille smule gule. Med ét får hun brug for nogle søm, og så er det, at Tobias stikker hånden i de magiske bukselommer. Og finder tre søm! Det samme gælder, da hun får behov for skruer. Vupti – tre skruer! Så en tommestok. En kæmpe blyant. Og en dør til miniaturehuset.
Til sidst trækker han flag i lange baner op af lommerne og hænger dem op som pynt til den fest, hele forestillingen bygger op til. Det er helt vildt og dejligt skørt, at han har haft en hel værktøjskasse tryllet ned i et par almindelige bukselommer.
Hop og blafrende bleer
Tobias og Sofie synes i starten, at det er skønt at glæde sig til noget – eller rettere: nogen. Men det er, som om forventningerne vokser i dem for hvert åndedrag, de tager. Til sidst er de ved at sprænges. En følelse, som alle i salen genkender, for det er en af verdens underbeskrevne naturlove, at det er utrolig kedeligt at vente. Så for at snyde kedsomheden spiller og synger de en herlig vente-ventesang – et flot koreograferet nummer, hvor de undervejs skiftes til at betjene kontrabassen.
Ah, det hjalp!
Ventetiden er pludselig ovre. Og uden at fortælle for meget, kan det afsløres, at også Sofie bliver overrasket, for der dukker ikke bare én rød, blød og lidt gul gæst op, men to-tre-fire-fem, ja hele femten pibler frem i forskellige størrelser – plus en enkelt, der er gul, blød og lidt rød. Børnene jubler for hvert lille væsen, der dukker op de mærkeligste steder som et overflødighedshorn af nye venner.
Hvad det er for gæster, skal man selvfølgelig se forestillingen for at få at vide, men så meget kan røbes, at Sofie og Tobias holder en kæmpe fest for de nytilkomne og beder publikum danse med.
De små er atter med på den værste, og der bliver hoppet og drejet rundt, så bleerne blafrer. Og da gæsterne til sidst er lagt i seng i det lille hus, kan børn og voksne gå glade derfra efter en god og tryg teateroplevelse med fokus på legen, den varme kontakt mellem scene og sal – og på, hvor stor en glæde gæster kan være, også selv om der kommer mange flere, end man forventede.
