Drengehørmslogikken trives hos Dansk Rakkerpak. I ’Balder og Dragen’ er der i hvert fald rigeligt med både machoidéer, ridderdrømme og actionhelteagtig eventyrlogik. Og som altid er der højt humør, vildt tempo og skæg overdrivelsesmusik, når Dansk Rakkerpak får lokket et udendørspublikum hen at sidde på de lave bænke – og holder dem fast med deres gakkede mime og højlydte charme.
’Et middelalderspil’ kaldes forestillingen. Men egentlig virker ’Balder og Dragen’ som et folkeeventyr på speed. Her er alle folketeatrets irriterende karakterer: Den idealistiske dreng, den følelseskolde far, den dumme soldat, den griske biskop og den magtliderlige konge. Med andre ord et fuldstændig perfekt rollegalleri for en gruppe mandlige skuespillere.
Heldigvis er handlingen tilsat en enkel kvinderolle, nemlig den eftertragtede prinsesse. Her er hun godt nok spillet som dragprinsesse – af en mand i kvindetøj. Men sådan er det vel.
Lorteomkvæd
Plottet er dog noget uegalt. Niels Grønnes tekst vakler mellem folkeeventyrets verdensorden og aktivismens protest. Forestillingen kommer i hvert fald til at handle meget om det uundgåelige oprør, når magthavere udnytter en befolkning.
Dette sympatiske aktivismebudskab kommer dog næsten til at spærre for forestillingens mere fredsommelige eventyrhandling, som faktisk bare skildrer en ung mands prøvelser på vej til at blive voksen – og endda også på vej til at score både prinsessen og det halve kongerige. For egentlig vil sønnen bare spille. Akkurat som de fleste andre teenagere, der også spiller guitar eller spiller på computer hele dagen og natten med…
Sprogligt flakser replikkerne dog ujævnt mellem en højstemt middelalderparodi og et flovt SFO-sprog. Bunden af brønden rammes med et tamt omkvæd med ordene ”Lort, lort, lort”, der underligt nok har sneget med ind gennem porten til middelalderborgen.
Biskop Absolut
Heldigvis løfter skuespillerne forestillingen med deres rakkerpak-glæde. De skaber spontan jubel med deres groteske figurer, og de mimer og forstørrer alting med kroppen, så selv de mindste detaljer i spillet kan ses helt ned for enden af pladsen.
Søren Møller Pedersen spiller, så tårerne triller hos publikum. Både når han agerer naiv vagt med hellebard og søvnigt hoved, men også når han lister rundt som den kyniske ’Biskop Absolut’ med skruppelløse ordrer, der egentlig kun bliver bange for en usynlig kat på gaden… Men Søren Møller Pedersen er decideret vidunderlig, når han spiller prinsesse i tårnvindue med udkastet fletning og dåneøjne. Aldeles uimodståelig.
Instruktør-dramatikeren og skuespilleren Niels Grønne spiller selv alle de onde roller. Både den urimelige snedker, der ydmyger sin søn og siger pinligheder om ham, når kunder kommer ind i forretningen. Men også den onde korsridder, der ikke kan få nok magt: ’Ridderen af det rektangulære kakkelbord’ er hans komiske navn. Her går Niels Grønne helt ud ad Monty Python-tangenten. Grov, skør og skøn.
Niels-Peter Kløft spiller både sur taburetkunde og panisk konge med himmelvendte øjne og rædselsslagne råb. Hele tiden skubber han handlingen og scenografien videre. Og så udfører han utvivlsomt årets bedste stegepandekast. Uden stunttricks.
Historiens unge og beskedne dreng spilles af musikerskuespilleren Bastian Popp. Han passer perfekt til rollen som den drømmende søn, der hellere vil spille guitar eller fløjte på fløjte end at lære at hamre træstykker sammen. Bastian Popp gør sig til børnepublikummets ven. Selv på lut bliver han de unges repræsentant med sin musikelskende pacifist og sin lange, bølgende hestehale. Og han får fint os alle sammen til at synge med på sangen ’Nu er det tid! Tid til oprør!’.
Desuden har Bastian Popp komponeret effektfuld musik med keltisk klang og strejf af filmspænding. Musikken følger forestillingens groteske humor og strækker sig fra enkle folkeviseagtige melodier til skøre lydpåhit, som han selv spiller og trutter på forskellige instrumenter – og med rytmer, som han bokser ind i mikrofonen. Tilsat klaskende kokosnødder som hestehove.
Vintage drage
Scenografen Christian Q. Clausen har igen skabt en hel eventyrverden til Dansk Rakkerpak. Denne gang i form af en nødtørftig kærre og nogle trækasser – alt sammen opfindsomt, humoristisk og antagelig bæredygtighedskorrekt og miljøvenligt. Selv den ildsprudlende drage har et godmodigt vintageudtryk. Og kostumedesigner NadjaViga Jensen har sørget for rollespilsagtige brynjer og godmodige kæpheste, der skaber liv på pladsen.
Visuelt går forestillingen dog til kanten, når det kommer til makabre detaljer. Det virker i hvert fald ikke indlysende, hvorfor en skuespiller skal være iført en hovedbandage med blodige øjne og spille en mand, der har fået øjnene stukket ud og den slags. Ikke når målgruppen er fra seks år. Det virker i hvert fald mest som noget, der skal please de actionhungrende teenagere.
Mistelten eller ej
Selvfølgelig er der også en kampscene i slowmotion. Det hører sig til, når Dansk Rakkerpak kaster sig ud i endnu en politisk gadeteaterforestilling om de gode og de onde. Her flyver Amors pil faktisk også gennem luften i slowmotion og rammer Balder med udsøgt perfektion – måske i en ny sammensmeltning med den nordiske mytologis fortælling om Balders misteltenpil? Skægt er det i hvert fald.
’Balder og Dragen’ er nok mest et generelt opråb mod magtmisbrug gennem tiderne. Udover at forestillingen selvfølgelig fortolkes som en generel oprørskommentar, ikke mindst forud for det forestående præsidentvalg i USA mellem Biden og Trump.
Men ’Balder og Dragen’ er simpelthen en sjov forestilling: Muntert gadeteater med skuespillere, der kan trylle en hvilken som helst historie til guld.
