Så ser man lige Klods-Hans gøre sin entré på scenen: Med et spring direkte på hovedet ned i det skrå scenegulv på Pantomimeteatret. Denne Klods-Hans gør lykke!
For koreografen Tobias Praetorius, der er solist ved Den Kongelige Ballet, har skabt en munter og letforståelig eventyrballet over H.C. Andersens eventyr om den ubekymrede og flabede knægt, der ender med at vinde prinsessen. Netop fordi han ikke følger perfektionsnormerne i kongeriget, men bare er helt sig selv. Sådan forenklet fortalt.
’Klods-Hans’ er blevet en sjov ballet med morsomme koreografiske pointer og en klar fortælling. Tivoli Ballet Teater har tidligere skabt en lang række H.C. Andersen-balletter med koreografi af Dinna Bjørn og musik af James Price – og scenografi af Dronning Margrethe.
Nu er det så et nyt makkerpar bag dans og musik, der overtager. Som koreograf benytter Tobias Praetorius sig af den klassiske ballets trinsprog – tilføjet nogle moderne påhit hist og her. Han har tidligere skabt den såkaldte PIXI-ballet over ’Prinsessen på ærten’ for Det Kongelige Teaters Balletskole, og han var også koreografen bag ’Dansefeber’ over julekalenderen ‘Julefeber’. Børn interesserer ham tydeligvis som målgruppe for ballettens dans.
Den blot 28-årige koreograf har tydeligvis lænet sig op ad Pantomimeteatrets erfarne karakterdansere og deres særlige evne til at skabe temperamentsfulde figurer. Og i ’Klods-Hans’ inddrager han hele Tivoli Ballet Teaters sommerkompagni og endda også en del af børn fra Tivoli Balletskole. Det skaber liv.
Tobias Praetorius har en uomtvistelig evne til at se eventyret med barnets blik. Han forholder sig meget loyalt over for eventyrgenren. Hele tiden er der gentagelser. Tre gange af alting – og nogle gange også tre gange tre. Dermed bliver der ikke så meget spændende dans, som der måske kunne have været. Men historien rider renhjertet over scenen sammen med Klods-Hans på gedebukken, og både børn og voksne morer sig. Ikke mindst når Klods-Hans’ to brødre rider forbi Klods-Hans på deres fine heste – kæpheste, naturligvis! – og vinker selvsikkert med royale viftevink.
Masser af vandpytter
Musikalsk har Tobias Praetorius allieret sig med kordirigenten og komponisten Phillip Faber. Han har komponeret en halv times glad og familievenlig musik med en livsglad lyd af både vaudeville, spansk dans og folkemusik. Phillip Faber har dog lyttet lovlig meget til Tjajkovskij forinden; ’Nøddeknækkeren’ springer i hvert fald taktfast ud af musikken som slet skjult inspiration. Musikken er fint indspillet af Prague Philharmonic Orchestras glimrende musikere. Men derfor er det stadig et savn, at Tivoli ikke har deres eget orkester siddende under påfuglen…
Scenografen er igen Dronning Margrethe II, der her har leget med perspektiverne. Denne gang ser man vejen op mod et kongeslot på et bagtæppe, hvor to hjulspor drejer sig uendeligt – og med masser af vandpytter. Det er ret sjovt. Kostumerne er farveglade og tydeligt beslægtede med dronningens kostumer til ’Fyrtøjet’ og ’Svinedrengen’. Båret af en uskyldig eventyrglæde, der bevæger sig hjemmevant mellem både træsko og hermelinkåber.
Gabende prinsesse
Rollen som Klods-Hans danses af den 21-årige Carl Anton Rise Jacobsen, der er uddannet ved Tivoli Ballet Teaters Balletskole – suppleret med et enkelt år ved Den Kongelige Svenske Balletskole. Han har en sprudlende glæde i sin krop, og han bevæger sig i gode spring med krogede ben og hurtige drejninger – og med en rullefaldskrop, der lader til også at være nysgerrig på breakdance. Og han har godt styr på sin gedebuk, når han galopperer af sted iført sine rød-hvide strømper med en død krage og mudderdyppelse i lommen.
Umiddelbart bliver han dog overstrålet af de to dansere, der danser Klods-Hans’ to brødre. Først af Robert Thomsen, der danser den belæste leksikonbror med en lækker linjeføring og selvsikkerhed og timing, så hver eneste arrogante håndvink skaber latter hos tilskuerne. Og derefter Vincent Vernal, der danser spansk dans med højde i springene og charme i hænderne, der stolt griber fat i sine hjemmebroderede seler, mens han giver den fuld gas som toreador.
Men da brødrene kommer på frieri hos prinsessen, går de bogstaveligt talt i stå i kroppene, den ene efter den anden, mens musikken også bare vrænger og slukker. Så er det ude med dem. Den franske danser Maïa Gastal lader i hvert fald sin kræsne prinsesse gabe med åben mund og albuen løftet mod loftet. Hun skal ikke giftes med så kedsommelige mænd, og det kan man jo godt forstå.
Hvorfor hun med sin femipower – og som enebarnsprinsesse – ikke får lov til at danse lidt mere, er uvist. Netop hendes mønsterbryderkvinde kunne godt have fortjent lidt mere temperament i trinene. Måske i stil med de tre kvindelige skrivere, der faktisk får lov til at vifte sjovt med fjerpennene, mens de tripper hidsigt på skrå tåspidser i en scene, der også snildt kan opfattes som en skæg parodi på offentlige sagsbehandlere…
Blæret
Men det er karakterdanserne, der udfører ballettens bedste detaljer. Tommy Edvardsens nedladende hofmarskal tager et lille ekstratrin i sin march gennem byen – udelukkende som blær hos denne sjove figur, som han gør til lige dele Solkongen og hr. Schwann fra ’Matador’. Allan Nielsen slår stolt armene ud over sine to sønner i rollen som Herregårdsmanden, hvorefter han ikke værdiger sin Yngste-Hans et blik. Og Allan Clausen står som selvfed Oldermand bag sin enorme pudderparyk, indtil han pludselig får slynget al dyppelsen i hovedet – og går i frysning af ydmygelse. Her er der komikere på spil.
Denne ’Klods-Hans’ er et flot eksempel på, at familieforestillingens svære genre godt kan forløses. Tobias Praetorius har tydeligvis den sjældne evne til at fortælle en renfærdig historie gennem dans. Det lover godt for balletten – og såmænd også for prinsessen og hele kongeriget.