Der skal en stærk kunstnerisk magnet til, for at teatrene kan suge børnenes koncentration til sig i en verden, hvor støjen fra alverdens underholdningstilbud nærmer sig det ubærlige. Og når der desuden er konkurrence fra både sol og blæst, flagrende ispapir og voksenkrav om kasket og solcreme, skulle man tro, det kunne være svært at være et udendørsteater som Marionet Teatret.
Men det snart 60-årige teater i eventyrhjørnet af Kongens Have råder over en ukuelig fascinationskraft. Gang på gang har dette lille kunstneriske værksted demonstreret, at selv ikke trafikkens urolige brummen bag muren kan forstyrre teatertiltrækningens naturlov: Man bliver draget så kraftigt ad grusstierne og hen over græsplænerne, at man må småløbe det sidste stykke, mens øjne og ører rækker ud efter den næsten kun frimærkestore sceneåbning i den fredede pavillon.
Og for tiden fortsætter bevægelsen endda, efter at man forpustet har sat sig på bænken for at se ”Den forunderlige rejse”. Pete Livingstones nykomponerede musik katapulterer nemlig straks publikum langt ud i rummet, dér hvor stjernerne vrimler, og lydene leder efter uendeligheden. Efter denne kosmiske fællesvolte sørger han for, at man lander blidt på en planet, der ligner vores. Og møder en pige, der bor midt i en kornmark. Eventyrligt i sig selv.
Allerede her er man lykkeligt fortumlet. Eller rettere: de voksne er. For de to-årige og deres større søskende er kolbøtter i universet endnu helt selvfølgelige, og derfor sidder de parate helt yderligt på bænken for at se, hvad der mon sker med pigen. Og straks forvandler kornmarken sig til det smukkeste, mønstrede bagtæppe; vi er inde i pigens hus, og nu har hun pludselig selskab af tre tørklædeklædte kvinder, der – mens munter, lidt eksotisk harmonikamusik lægger an til fest – drikker te og leger overstadigt.
Pigen har selv en supersej, rød elektrisk guitar. Dens lyd er anderledes, end omgivelserne er vant til. Men den er hverken fjendtlig eller mistroisk eller udfordrer det bestående. Når hun spiller på den, mærker man, at to musikalske universer går i dialog. Nysgerrigt og søgende vokser lyden til et venskab – fuld af lyttende respekt. Fuglene kvidrer henrykt med som flaksende himmelkor, og en dragefugl med den vildeste hale joiner med sin hæse, påfugleagtige solosang.
Op i systemets store emhætte
Idyllen varer dog ikke ved. Som var de udsendt fra selveste Mørkets Fyrste, indtager gasmaskeklædte livssugere med arbejdsslanger viklet om halsen pludselig scenen. De ser vildt uhyggelige ud, men heldigvis er de samtidig ret tumpede, så da de har støvsuget både tekoppen, guitarforstærkeren og dermed selve livsglæden op med deres infame udstyr, suger de heldigvis også sig selv op ved en fejl. De voksne smiler lettet over musikmoralisternes nedtur, børnene jubler skadefro.
Dragefuglen reder denne gang pigen fra at forsvinde op i det dystre regimes enorme emhætte, men det siger sig selv, at der kan komme en næste gang, så pigen og dragefuglen beslutter at flygte. Og selv om de først nu fysisk begiver sig på vej over brusende have og forrevne bjerge, gennem dystre skove og dansende byer, er forestillingens pointe, at deres forunderlige rejse for længst er startet:
Den begyndte som en udefineret længsel efter nye og ukendte fællesskaber, mens verden endnu var intakt. Men da længsler blev bandlyst, var flugten nødvendig – nu med musikkens globale sprog som kompas. I Johan Kølkjærs vidunderligt associerende dukkeunivers, bestyret af Yulia Lystbæk, Alex Lehman og Ole Håndsbæk Christensen, kommer de frelst forbi den stygge pigtrådsmand, der prøver at holde dem væk, og ind til den flinke kukursdame på (social)kontoret, som byder pigen velkommen i de nye omgivelser. Og på den måde bringer den forunderlige rejse dem i kontakt med musikfællesskaber i en fremmed by, der viser sig også at kunne få kornmarkerne til at vokse frem bag de golde højhusfacader – ligesom derhjemme.
Politisk teater for de allermindste
I Nina Kareis Livingstones lydhøre iscenesættelse er ’Den forunderlige rejse’ et universelt eventyr om tilværelsens omskiftelighed og om nye fællesskaber. Men det er også en voldsom fortælling med tydelige politiske referencer til mellemøstlige moralvogtere og flygtende mennesker i nød.
Nogle vil givetvis mene, at det ikke er noget, vi skal besvære de to-årige med. Men verden er konfliktfyldt, Disney er død, og skal vores børn kunne manøvrere i konflikterne, må vi hjælpe dem til at rumme disse sammensatte fortællinger og søge de fællesskaber, der viser sig, når man åbner tilværelsens døre. Herfra skal der lyde en tak til Marionet Teatret for med ’Den forunderlige rejse’ nænsomt og poetisk at give et scenisk sprog til aktuelle politisk bestemte, men almenmenneskelige erfaringer, der ikke ofte får tale- og spilletid på scenen.
Man kunne naturligvis have ønsket, at teatrets bænkerækker var fulde af børn og forældre, som kunne spejle sig i fortællingen om den engang så mønstrede verden, hvor musikken blev borte, og livsmulighederne tørrede ud. Men det var de ikke – i hvert fald ikke til den her oplevede forestilling. Den kunstneriske magnetisme må desværre blevet være blevet afbøjet på vejen ud til dem, formodentlig fordi denne gruppe simpelthen ikke har hørt om Marionet Teatret.
I stedet var det med få undtagelser de rejsende børns etnisk danske kammerater og deres voksne, der havde adlydt magneten fra årtiers tradition for godt teater. Og så er det jo fantastisk, at historien kan forstås af alle, der elsker – eller ville elske – at fyre den af på elguitar sammen med en hæs dragefugl. Og som efter forestillingen er lidt mere klar til tilværelsens forunderlige jamsession.
