Det hele er vældig fint og flot og overskueligt på Batidas store scene – i hvert fald i begyndelsen. Øverst står der ’Det bedste i verden’. Så ved alle, der kan læse, at der sikkert er noget godt i vente, og de bliver ikke skuffede. De to skuespillere, Maria Sonne og Simon Holm, fylder forestillingen med skæg og ballade og munter harmonikamusik. Men der er samtidig god mening med historien om Det Store Legetøjsmonster, der sender to legetøjssælgere og to dukker ud i uventede og vanskelige situationer.
Scenografien er en visuel humørbombe i flere etager og med overdimensionerede frynser, der kan bruges til at krybe ind bag og komme ud fra. Frynserne er orangefarvede og matcher flot mandens bukser og hans flotte røde sko. Men der er andet, der ikke stemmer, og som slet ikke passer til den gode stemning og de store smil, som de to på scenen lægger ud med. For det viser sig, at alt det skønne legetøj, som de ville vise os, er ødelagt og ligger hulter til bulter.
Det store stygge Legetøjsmonster har hærget legetøjet, og det må legetøjssælgerne prøve at håndtere. Den mandlige legetøjssælger er hård i filten og parat til straks at skrotte hele molevitten. Han mener, at de bare må vente på lastbilen, der skal komme med nyt legetøj. Det er hans kvindelige kollega ikke lige indstillet på, og da hun hører en stille jamren og finder en slemt maltrakteret dukke, ændres billedet til hendes fordel. Legetøjet bliver, hvor det er, og dukken reddet.
Ikke uden drama
Dukken har fået en arm revet af og mangler et øje, og manden bliver sat til at sy armen på igen. Men da han omtaler dukkepigen som ”den”, får han straks besked på, at dukken er en ”hun”. Øjet fikses til dukkens begejstring med en flot grøn sten, som kollegaen snupper fra mandens medalje. Hvilket er et af hendes rappe initiativer, som manden tager æren for.
Da den søde bamse, som dukken savner, også findes i live, men i en slankere udgave, fordi fyldet er røget ud, kan historien for alvor begynde. Den er ikke uden drama, men også fuld af sød musik og fint rimede sange.
Bamsen og dukken vil flygte af skræk for, at Det store Legetøjsmonster kommer igen. Det er bare ikke så nemt, for den eneste flugtvej er havet, og bamse kan ikke svømme. Det løser sig ved, at legetøjssælgerne fluks flikker en båd sammen, men dermed er udfordringerne ikke overstået. Især ikke for bamsen, der for eksempel hverken er så akrobatisk eller dumdristig som dukken, når han tragikomisk kæmper for at bestige et ustyrligt udstyret bjerg. Det er dog nemmere at håndtere skræk og angst, når man får hjælp af sin ven.
For det vigtigste og det bedste er, at de er sammen. Så da legetøjssælgerne savner dem, ender det med, at bamsen og dukken kommer tilbage. På den måde bliver ringen sluttet, og både sælgerne og bamsen og dukken – og ikke mindst publikum – har undervejs oplevet noget særligt. De har erfaret, at selvom det er svært, så kan det lade sig gøre at overkomme modgang. Så det, der begynder dårligt, måske endda kan bringe noget godt med sig.
