En forestilling på Teatergården er en totaloplevelse, hvor man nærmest sidder midt i kulissen. De to søde gårdvæsener Skidt og Pyt og forestillingens andre personer er tydeligvis tæt knyttet til den gamle teatergård med de helt særlige omgivelser, som den tilbyder. Andre steder kan scenografien være med til at skabe den stemning af gammeldags bondegårdsidyl, der er rammen om historien om den store vaskedag.
De to umanerlig kære tøjdukker Skidt og Pyt er gengangere fra andre af Teatergårdens forestillinger, men det føles på ingen måde nødvendigt at have oplevet dem før for at nyde deres gode selskab. Det måtte der gerne have været meget mere af. For selv om det er dukkerne, der sætter gang i handlingen, så opleves de ikke som de hovedpersoner, de fortjener at være. Det er nogle af de mennesker, som Elsebeth Saas indledningsvis præsenterer som nogle af gårdens tidligere beboere, og som hun også selv spiller.
Det foregår med skiftende hovedbeklædninger og attituder, så man ikke løber sur i, hvem der nu har gang i hverdagens hårde slid på landet for nogle generationer siden. Derfor gennemføres den store vaskedag på bondegården med håndkraft, og hænderne sidder på tjenestepigen Helena. Hun optræder dog ikke med hænderne i vaskebaljen, men har hængt fruens mamelukker op på tørresnoren sammen med blandt andet babytøj.
Det giver Skidt og Pyt mulighed for at bytte lidt rundt på tingene. Men deres spilopper står ikke tilstrækkelig skarpt i betragtning af, at de to drillepinde og ballademagere har planlagt at drille Helena. Sådan som de gjorde på Store Vaskedag sidste år.
Den stovte kappeklædte kvinde lader sig heller ikke uden videre hyle ud af den. Hun er optaget af at kunne snuppe en kop kaffe og en lille lur. Det holder hårdt, for Helena skal også tage sig af familiens yngste, den lille Solvej, der sover til middag i barnevognen.
Naturlig inddragelse
Indtil hun ikke gør det mere, men dels bliver kørt en tur af gårdens lovlig hjælpsomme staldkarl Keld, dels gemmer sig i vasketøjskurven. Da hun dukker op igen, viser det sig, at Solvej er en kæmpestor moderne dukke med buttet krop og lyse krøller. Men hun har ikke nær så meget personlighed og dukkecharme som de langt mindre strømlinede Skidt og Pyt. De optræder som en slags medfortællere, der nogle gange kommenterer, hvad der foregår. Det er fint nok, og så kan alle følge med.
Det havde bare været sjovere og især gjort grundlaget for at sige ”skidt, pyt” mere tydeligt, hvis dukkerne havde været mindre snusfornuftige og mere aktive og udfordrende. Skidt og Pyt er nuttede, når de fra hver sit ben i en sparkedragt titter op og følger slagets gang på den rummelige scene, hvor det går over stok og sten. Dukkerne er heller ikke til at stå for, når der fyres nogle sproglige vendinger af, der ikke skal tages bogstaveligt. Men som Skidt efterfølgende omhyggeligt forklarer for Pyt – og for tilskuerne.
Midt i al hurlumhejet og halløjet, der omfatter en for de fleste moderne børn ukendt halvjysk dialekt, får de chancen for at blive lidt klogere uden at blive belært. Indslagene med dukkerne giver også ro og plads til den tætte kontakt med tilskuerne, der inddrages naturligt i forestillingen uden at blive opkørte, og som Elsebeth H. B. Sass er virkelig god til.
Men som hastigheden og de mange skift mellem personer og aktiviteter fjerner opmærksomheden fra, når trakasserier mellem de voksne tager overhånd og bliver til farceprægede numre.
Sammenhængen mellem dukker, skuespil, god musik med børnesang og indhold lykkes bedst i scenerne med drengen, der så gerne vil være verdensstjerne som trykkekunstner. Desværre for ham er han ikke ret god til at trylle, til gengæld får han på en rolig måde sat liv i kludene. Men alt falder på plads til sidst, for ’Skidt og Pyt på Store Vaskedag’ er først og fremmest en underholdende komedie.
Tilskuerne har oplevet, at der er noget, som man godt kan sige ”skidt, pyt” til, og Skidt og Pyt kan vende tilbage til deres plads på Teatergårdens loft.
