’Hjernen tror, at du skal dø.’
Sådan lyder en replik om, hvad angst egentlig er for noget. Og de 7-12-årige griner spændte med, mens de følger forestillingens to spillere i det ganske særlige teaterspil ’Spil død, vol.7-12.’
Vi er ude i et avanceret spil, omtrent som et godt gammeldags spil ludo fusioneret med computerspillets distancerede forhindringer og konklusioner.
For Hvid Støj Sceneproduktion har skabt et æstetisk spilunivers, hvor spillebrikkerne er filtede hatterør, og hvor målene er øko-trendy termoflasker i udvalgte farver. Her gælder det så ellers bare om at vinde over sin angst: SPIL DØD, som titlen lyder. For som det hedder i en anden replik i forestillingen:
’Angst er ligesom en brandalarm indeni. Den virker bare alt for godt.’
Ensom og skrøbelig
Designeren Morten Ladefoged har omdannet hele scenepladsen til en spilleplade – med tilskuerne siddende på spillebrikfarvede skamler langs de tre sider.
Den sidste væg i lokalet er fyldt af en videoskærm, hvor de mange angstbudskaber kommunikeres til ungerne med en interessant videocollage af Kim Glud.
Særligt en video af et dødbringende lavaudbrud viser noget om de enorme kræfter, der er på spil hos den person, der pludselig overmandes af angst – akkompagneret af Marcus Aurelius Hjelmborgs stemningsskabende musik og truende trommerytmer.
Alene i mørket
Midt inde i dette spil står skuespillerne Bolette Engstrøm Bjerre og Kasper Daugaard som levende spillebrikker i gul og blå. De klæder hinanden som performere, fordi de begge to kaster sig så uforbeholdent og fysisk ind i spillet – spændte og ivrige som dansere eller boksere.
Bolette Engstrøm Bjerre kan stå ret op og ned og pludselig ligne det mest ensomme menneske i verden. Og Kasper Daugaard kan se så skrøbelig ud, at man næsten ikke tør kigge hen på ham.
De to skuespillere virker som ægte mennesker midt i den stiliserede scenografi. De formår virkelig at synliggøre de stærke og undertrykte følelser, der skaber den angst, som forestillingen handler om.
Og i Charlotte Ladefogeds realistiske iscenesættelse er det netop nogle af de vilde følelsesspring fra tillidsfuld ven til afvist outsider – og fra selvsikker vinder til rædselsslagen taber – som er i fokus.
Dagligdagens panik
Forestillingen er bygget op omkring spillet og de to spilleres kamp mod hinanden. Men ved hver ny runde opstår en ny fortælling, som skuespillerne levendegør, omtrent som i teatersport.
Hvert quizrunde indledes med et spørgsmål. Som når Bolette Engstrøm Bjerre siger: ’Kasper, hvad er du egentlig allermest bange for?’. Eller når hun selv fortæller om sin panik, når voksne ubetænksomt udstikker den tilbagevendende aftenordre: ’Går du ikke lige ud med skraldespanden?’ Alene ud i det dødsensfarlige mørke!
Spillet trækker ud
Skoleeleverne bliver hurtigt engageret i denne meget direkte dialogform på scenen. De hujer og hepper og lever sig ind i konkurrencen. Begrænsningen er, at de små stykker fiktion får svært ved at nå at folde sig ud, inden spillebrikkerne skal rykkes videre. Dermed bliver metakommentarerne om ’Kasper ’ og ’Bolette’ meget dominerende, uden at de når at få fiktionens kraft.
Teksten er skrevet af Charlotte Ladefoged og dramatikeren Simone Isabel Nørgaard som små fritstående beretninger, der ofte har karakter af angsterindringer eller mareridt.
Når teksterne er bedst, har de dagbogens fortrolighed og zoom. Men undervejs kommer forestillingen til at gentage sig selv en del; forestillingen kunne formodentlig godt kortes 10-15 minutter, uden at pointen ville ryge af den grund.
Bange for det meste
Forestillingens humor når dog ubesværet ud til ungerne – sammen med forestillingens vigtige budskab om, at angst er noget, de fleste af os kommer til at opleve, enten hos os selv eller hos nogen, vi holder af. Eller som man også kunne sige det med ’Ich bin ein Berliner’-logikken: ’Jeg er da også mørkeræd.’
En af forestillingens smukkeste replikker handler i hvert fald om mørke. Med den smukke pointe, at netop i mørket kan man se stjerner. Men størstedelen er pointerne trækker på smilereaktionen, sådan som denne her:
’For eksempel kan man ikke dø af edderkopper i Danmark – eller af at holde et oplæg i skolen. Selv om det kan føles sådan.’
