AnemoneTeatrets 'Frøken Ignora eksploderer' er tydeligt teater. På alle måder. I tekst, iscenesættelse, lys, lyd og scenografi.
Lisbet Lipschitz og Albert Nielsen har – inspireret af Katrine Marie Guldagers historier om Ignora – skrevet et humørfyldt, lyst og ligetil musikdramatisk stykke om den sprudlende følelsesfulde skolepige, som eksploderer, når hun ikke forstår det andre siger og gør.
Ignora får uden varsel et gigantisk raserianfald og undskylder bagefter sin adfærd over for dem, det er gået ud over. Hun er en rødhåret, sej og anderledes pige, som bor alene i et vandtårn med en masse katte omkring sig.
Hun har 'ridser i hjertet', fordi hun har været ude for ting, som har gjort hende trist og som har sat følelsesmæssige spor. Som det primære det at hendes far er død og at hendes mor bagefter pludselig forlod hende, fordi hun, som det siges, 'blev svimmel da far døde og for vild i verden'.
Fokus på ukontrollable følelser
I Lipschitzs og Nielsens dramatisering er replikkerne og figurtegningerne lige ud ad landevejen. De er til at forstå og identificere sig med for målgruppen.
Vi følger Ignora i en række hverdagssituationer. Hjemme med kattene i vandtårnet. I skolen, hvor Ignora hader matematik og finder sammen med både sin hjerteveninde og drengen Georg, som hun bliver kærester med.
Fiskemanden, som kommer med fisk til Ignoras katte har også en central placering. Det samme har Ignoras mor, som pludselig vender tilbage til Ignora.
Ved at følge Ignora og opleve, hvordan hun i forskellige situationer koger over og bliver meget vred, bringer stykket det at have vanskeligt kontrollable følelser på banen, ligesom stykket taler om lyster, frihed, tab og tilgivelse.
Der er også indlagt mange sange, som dvæler ved og understøtter de stemninger, som er på spil. Det er fint. Det er fyldt med humør, lys og lethed.
Men det rummer også den svaghed, at alting bliver for forståeligt. For ekspliciteret og dobbeltunderstreget. Undervejs tipper replikkerne også en anelse i en retning som fremstiller børns måde at tale sammen på på en kunstig barnagtig eller overfrisk måde.
Lys og tydelig
Som iscenesætter har Lisbet Lipschitz også i samspil Rebekka Bentzen, som står for scenografi og kostumedesign, vægtet tydelighed og ligefremhed. Og det lyse og farverige.
Børnene er klædt i klare farver: rød, gul og blå. De voksne, læreren og fiskemanden, lidt mere afdæmpede. Dog entrerer Ignoras mor, som noget løjerligt og ikke tilfældigt, i akkurat samme tøj som sin datter.
Lipschitz har sørget for flow og fart over feltet. Hun har indlagt passager af noget særligt spøgefuldt og muntert, fx en scene, hvor Georg gynger, hvor de leger klæd-ud-leg og hvor Ignora giver efter og lukker Georg ud af skabet med et 'Nu vil jeg godt lege'. Og hun giver samtidigt det mere alvorsfulde fokus i passager. Når Ignora bliver ked af, at hun mistede herredømmet og blev vred. Når børnene taler om den forælder, de ikke har længere. Og især når fiskemanden betror Ignora, at han ikke altid har været god til at passe på sit hjerte. Og Ignora svarer ham, at det så er godt, at han er god til at passe på hende.
En rigtig spirrevip
Amalie Fjeldmose gør med brede smil, glimt i øjet og kvikke bevægelser fermt Ignora til inkarnationen af en spirrevip-pige. Ane Helene Hovby gestalter som hensigten er veninden mere afdæmpet. Og Christian Bergmann spiller med betonet væver kejtethed drengen Georg.
Udmærket skuespil, men også uden overraskelser og undervejs påtaget barnagtigt. Det sidste er en potentiel fælde, som mange voksne, der spiller børneroller, falder i.
I det lyse univers af mening og samtaleoplæg om vaskeligt håndterbare følelser savner jeg noget ulydighed. Flere sprækker og uvisheder. Mere farlighed. Og flere overraskelser.
Det er fint at underholde, men det må gerne være med mere kant og flere udfordringer end her. Det kan de 5 til 12-årige sagtens klare.