Vi møder vennerne Frederik og Victor i forestillingen ‘Grænser’ fra Teateriet Apropos og Teaterhuset Filuren. De går i 9. klasse i en umiddelbart helt almindelig folkeskole. De har været venner længe, men da Victors forældre flytter til Afrika, og familien får en traumatisk oplevelse, der tvinger dem tilbage til Danmark, er venskabet ikke længere, som det var.
Victor lukker sig inde i sig selv, og Frederik kan ikke kende ham længere. Derudover har Victor nogle aggressionsudbrud, som får ham til at støde resten af klassen fra sig, hvilket sætter Frederik i den svære situation at stå imellem sin bedste ven og resten af klassens fællesskab.
Der oprettes hadegruppe på Facebook, der bagtales, der intrigeres, og der planlægges et regulært overfald på Victor. Det skal måske være ham en lærestreg, men det ender med at få konsekvenser for resten af livet for alle klassens elever.
Standardteater med 90’er-tricks
Forestillingen er udviklet efter idé af dramatiker Henrik Szklany med manuskript af dramatiker Brian Wind-Hansen. Dramatisk er forestillingen ganske ordinær og følger et helt klassisk dramaturgisk forløb. Replikkerne ligger naturligt for de medvirkende, og selvom ordvalget et par steder er lidt ved siden af målgruppens sprog, så er manuskriptet i det store hele velskrevet.
Skuespillet er på samme måde gennemsnitligt. Sandra Turéll Henningsen og Anders Momme spiller begge flere roller, men primært hovedrollerne som henholdsvis Victor og Frederik. Grundlæggende sker det med en naturlighed i spillet, men det viser sig hurtigt, at deres skuespiltekniske variation i denne forestilling er begrænset, for er karaktererne ikke markeret med en hat eller en jakke, så er det ikke nemt at gennemskue, hvem de spiller hvornår.
Hele denne oplevelse fortsætter ind i iscenesættelsen af Anne Zacho Søgaard, der er i den retrospektive ende af moderne scenekunst. Alle de klassiske virkemidler fra 90’ernes postmodernisme er trukket op af skuffen, og vi får både videoprojektioner, teaterlamper og mikrofon-monologer med ind i iscenesættelsen.
Og intet af det bidrager med noget nævneværdigt, men danner blot en fysisk ramme om forestillingen.
De fnisende piger
Foran denne anmelder sad to piger, som umiddelbart rammer målgruppen på 13+ år. De fniste og hviskede til hinanden under forestillingen, hver gang skuespillerne gjorde noget ’pinligt’. Og man var tilbøjelig til at fnise lidt med.
For ’Grænser’ misser chancen for at komme på bølgelængde med sit unge publikum. Selvom skuespillernes spillealder egentlig synes naturlig, så udtrykker forestillingen primært, at det er to voksne mennesker, der spiller for børn. Som eksempelvis når man insisterer på at beatboxe, eller når man spiller både Michael Jacksons ”Smooth Criminal” og Drakes ”Hotline Bling” – eller når man helt alvorligt bruger udtrykket: ”Hvor er du tarvelig!”
Forestillingen er interessant, og tematikken er – i hvert fald set fra en voksens perspektiv – både relevant for målgruppen og aktuel i tiden. Men den har også problemer på de tekniske niveauer, og den skal derfor primært ses for historiens skyld.
