’Normal?’ er titlen på den nye danseforestilling af koreografen Klara Elenius. Og dermed er forestillingen ekstremt ’normal’, fordi det er en trend inden for børneteatret netop nu at skabe forestillinger om, hvad der er almindeligt, og hvad der er anderledes. Og om hvordan det er i orden at være sig selv.
Danseforestillingen ’Ind under huden’ hos Aaben Dans leger netop med teenagerens usikkerhed i jagten på at finde sig selv og sin stil. Jako-Bole Teatrets performance ’Fordampet’ skildrer, hvordan alle sanseindtryk mangedobles, når man ikke er helt så ’normal’, som dem uden en ADHD-diagnose. Og teaterforestillingen ’Amokløb’ på Team Teatret har lige vist, hvordan ens trang til at skære sig selv i håndleddene eller til at kaste sin mad op sagtens kan hænge sammen med, at man ikke får lov til at udvikle ’normale’ følelser af kærlighed og trods over for sine forældre og sine venner.
Fælles for forestillingerne er lykkeligvis, at de ikke vil belære hverken ungerne eller deres voksne. Men at de vil spejle og skildre og blive afsæt for nye erkendelser.
Sød eller sej?
’Normal?’ er dog tilsyneladende mere optaget af at vise, hvor forskelligt kan man virke, alt efter hvilket tøj man tager på. Egentlig ville titlen Tøjstil eller Er du til hængerøv? nok være mere passende. Forestillingen er i hvert fald én lang afklædning og påklædning af diverse T-shirts med ordtryk: SØD, SEJ, NØRD, SMUK.
Danserne tager lynhurtigt bluserne af og på sammen med diverse jeans og skørter og tights og parykker og glittersmykker og patronbælter og hættetrøjer… For scenografen Zanna Wieweg har været i utallige garderober og fundet sjove ting, og det fungerer glimrende. Men det opgearede tøjfokus til Mikkel Gemzøes lydkulisse af alt fra MGP-pop til rock og rap fjerner i høj grad opmærksomheden fra selve dansen.
Carolina Bäckman har ellers fuld power på som dansertrioens drengepige med rå muskler og dynamik i hver armbevægelse. Hun er en danser med præcist attack og en spændende evne til at ændre energi sammen med sine bevægelser. Andrea Deres er umiddelbart en blødere danser, der virker stærkere i de roller, der opstår gennem koreografien undervejs. Og Jóhann Lindell overvælder bare med en enorm krop i alt for smalle jeans og en androgyn hestehale med pandehår, der i høj grad forvirrer forestillingens unisex-appeal. For hvor er så machomanden? Lindells danseglæde virker mest som dansealvor.
Synkron eller flødeskum
Koreografien består meget af synkrone bevægelser. Men den 31-årige Klara Elenius har tilsyneladende hellere villet møde de 8-12-årige, hvor de selv er med deres dans til skoleopvisninger i aulaen eller rundt om på fritidsklubberne.
Teoretisk set er dette et sympatisk valg, men det skuffer også ungerne, at de professionelle dansere ikke er meget bedre end dem selv, når SFO’en holder fastelavnsdans.
Mærkeligst er det dog, at koreografien ikke er synderlig opfindsom. Hvor er det skæve og gakke, som lå i Klara Elenius’ ’Naboen danser’ fra 2008? Her var tøjet og designet også meget fremherskende – sammen med grøn saft og dåseflødeskum. Men den bærende, dramaturgiske ramme var stærkere og muntrere.
’Normal?’ bliver rumligt set næsten væk mellem en stumtjener til alt tøjet og et spejl, som danserne knap nok nåede at se sig selv i. Kun en røgmaskine og lidt sølvkonfetti forsøger at løfte scenebilledet i den ellers skægge showlyssætning af Mikkel Jensen, hvor gule og blå og hvide lamper blinker om kap.
Skoleungerne var meget opmærksomme, da jeg oplevede forestillingen i Krudttønden på Østerbro. Men det var ikke ligefrem, fordi de skraldgrinede. Så selv om mange af forestillingens indfald er sjove, så lykkes det ikke at give humoren nok effekt.
En båndet stemme stillede undervejs nogle typiske, kiksede ’forældrespørgsmål’, som ungerne klart kunne genkende: ’Hvorfor skal du egentlig have hue på?’. Og ’Er du nu varm nok?’. Eller ’Skal du ikke have kjolen på alligevel?’ Og så standardklichéen: ’Du er for lækker!’.
Det havde været sjovere, hvis dansen havde ramt samme skrøbelighed.
