Hvordan taler vi egentlig til og om personer med funktionsvariationer? Det er spørgsmålet i Teatret Fair Plays 'En af dagene' fra 1998, som i anledning af teatrets 50-års jubilæum er blevet støvet af og givet i hænderne på et nyt kunstnerisk hold. Og denne gang er forestillingen produceret i samarbejde med Glad Teater, der bidrager med én af sine ensembleskuespillere, der selv har en funktionsvariant.
Til premieren i Holbæk bryster manuskriptforfatteren og teaterlederen Robert Parr sig med, at valget af Siri Friis Vikesaa i rollen som Bibbi er et moderne og inkluderende træk, der taler ind i tidens diskussion om repræsentation af minoriteter på scenen.
Så er det jo også sagt, hvis ingen andre skulle sige det. Men hans fremhævelse af minoriteten fremfor skuespilleren blev en paradoksal epilog på en forestilling, der netop prøver at lære os det modsatte.
Nu følger premieretalen heldigvis ikke med forestillingen rundt på turnéen. Vi kan derfor roligt betragte de medvirkende i ’En af dagene’ som tre ligeværdige skuespillere, der løser en fælles opgave. Og lad mig bare sige det, som det er: Siri Friis Vikesaa er ikke velfungerende i sin rolle på grund af sin funktionsvariant eller på trods af sin funktionsvariant. Hun lykkes som Bibbi, fordi hun kan spille skuespil.
Det er i høj grad relationerne imellem Bibbi, hendes voksne lillebror (spillet af Joachim Bach Rosendal) og brorens kæreste (spillet af Maria la Cour), der gør ’En af dagene’ interessant. Der findes uendelig kærlighed imellem de to søskende, men broren har også sat sig fast i en beskytterrolle, der virker direkte begrænsende for Bibbis liv.
Brorens kæreste, der i første omgang ser Bibbi som et problem for parforholdet, får hurtigt øjnene op for, at der gemmer sig et selvstændigt tænkende menneske bag den løjerlige superhelteudklædning. Og de udvikler et aldeles rørende forhold til hinanden.
Tjuhej-agtig karakterudvikling
Forestillingens instruktør, Michael Lundbye Slebsager, bevæger sig elegant på grænsen imellem postmodernisme, ekspressionisme og realisme, hvilket både understøtter den reelle fortælling og giver et indkig i Bibbis opfattelse af verden. Og iscenesættelsen såvel som de medvirkende giver forestillingen en god portion humor, som vi gerne så endnu mere af.
Men vi kæmper generelt med at slippe vores forbehold og tage historien ind. Det skyldes først og fremmest brugen af mikrofoner og lydeffekter, der definitivt distancerer os fra fortællingen, om end det også er med til at gøre forestillingen varieret og underholdende.
Derudover har vi svært ved at følge med udviklingen hos karaktererne – særligt brorens kæreste – der synes at gå fra den ene yderlighed til den anden på få replikker. Det er ikke helt til at gennemskue, om det er manuskriptet, iscenesættelsen eller karakterarbejdet, der savner plads til flere nuancer, men konsekvensen bliver en for tjuhej-agtig formidling.
Rent visuelt fortryller forestillingen os desværre heller ikke. Tværtimod er Petruska Miehe-Renards storblomstrede udtryk en decideret øjenbæ, der i bedste fald overfortæller historien om vores hovedpersoners afdøde mor.
Og Esben Knigges blinkende lysdesign, da Bibbi får et angstanfald på åben gade, er mere en billig effekt end et medfortællende element.
Men trods det uheldige udseende og de lidt abrupte karakterspring, så får forestillingen alligevel sit budskab igennem, og ikke mindst intellektuelt giver den os nogle vigtige eftertanker med på vejen.
Om den er egnet for de 10-årige, som teatret anslår, satte min kollega Randi K. Pedersen allerede spørgsmålstegn ved i sin anmeldelse i BørneTeaterAvisen i 1998. Jeg vil gå videre og sige, at man som minimum skal være en lille voksen, hvis man helt skal forstå omfanget af fortællingen.
