Der er åbenbart lige et par ting, vi skal vide, før vi begynder. At denne her historie foregår for mere end 1500 år siden, og at guldet spillede en vigtig rolle for datidens krigersamfund, fra det romerske i syd til det danske i nord.
Og så åbner fortællingen om Amled. En høvdingegård et sted i Vestjylland er afsættet, og en stor del af historien kender vi fra Shakespeares 1000 år yngre version. Med magthavermord, ægteskab med enken og en søn, Amled, der vil hævne mordet på sin far.
Også den fingerede sindssyge har Shakespeare lånt, lige som Ofelia, der oprindelig hedder Signe, og som ikke vanvittig går i åen, men bliver myrdet af høvdingemagtens mænd, fordi hun ikke vil sladre om Amleds fingerede sindssyge.
Derpå følger deportationen til England, som i denne urversion slutter med giftermål med den engelske høvdings datter, inden Amled vender hjem og slår hele familien ihjel.
Og nej, resten er ikke tavshed, som Shakespeares Hamlet siger. Amled dør ikke ved den lejlighed, men først efter flere krigertogter i Skotland og Danmark.
Ujævn fortællerytme
Som teater betragtet er der altså masser af dramatiske muligheder i den gamle historie. Det Fortællende Teater flotter sig endda med hele tre spillere, som uheldigvis lever op til teatrets navn. De fortæller nemlig meget mere end de spiller, og det er ikke hele vejen lige dramatisk eller interessant.
Tre små træstubbe og en elguitar på et sort cirkeltæppe med os i rundkreds – resten er ord. Hvilket kræver særdeles gode stemmer og fuld beherskelse af samme i alle dramatiske nuancer. Det mestrer de tre spillere ikke ganske.
Stilbrud får vi også undervejs, når spillerne enten 'taber' en replik, der pludselig lyder hverdagsagtigt flad midt i en højdramatisk scene, eller når de bevidst taler moderne eller skal være morsomme.
Det giver en noget ujævn fortællerytme, og når spillet i lange passager indskrænker sig til, at spillerne rejser sig, går lidt rundt og sætter sig igen, mens de skiftes til at fortælle, ja, så opstår en sær fornemmelse af radioteater. Især i begyndelsen virker det mest som en fortælleaften på en hyttetur omkring bålet.
Tænk hvad tre spillere kunne have udrettet af drama, hvis de havde spillet det hele! Nu må vi nøjes med dialoger og markerede bevægelser på udvalgte steder.
Mere visuelt teater
Undervejs indser man en af grundene til, at 'Hamlet' er blevet sådan en succes, mens 'Amled' er en selv i Danmark ret ukendt specialitet. Shakespeare koncentrerer nemlig sin historie om et fortvivlet menneskes handlekraft eller mangel på samme i en tragedie, der slutter på historiens højdepunkt. Amled får ganske vist taget sin hævn, men derefter skal vi en lang tur videre i Danmarkshistorien, inden han, dramatisk lidt kedeligt, dør som et ud af mange ofre i et slag.
Og da denne sidste replik i forestillingen tilmed afleveres noget henkastet, er det kun de dybe basakkorder, der fortæller os, at nu er det nok slut. Hvorpå vi efter klapsalverne får en turistoplysning om, at hvis vi nu kommer et bestemt sted i Jylland, ja, så kan vi se Amleds grav.
Hvorfor det ikke, lige som oplysningerne i begyndelsen, er ført med ind i forestillingen som pro- og epilog, forstår jeg ikke. I stedet virker det bare som pudsige fodnoter fra Historielærerforeningen.
Så meget mere visuelt teater på scenen, styr på stemmerne og en strammere fortælling, der slutter på dramaets højdepunkt, så kan vi måske tale om det. Ellers vil jeg til enhver tid fortsat foretrække 'Hamlet'.
