Thomas træner og træner, ivrigt, indæt, målrettet. Han vil ind på klubbens talenthold, for talent , det har han!. Han vil op der med Bjørn Borg og McEnroe! Dirck Backer, i rollen som den træningsliderlige Thomas, tager ingen notits af os – publikum – mens vi finder vore pladser. Igen og igen studser han bolden mod muren og taler som en radioreporter fra Wimbledon. Forhånd, baghånd, smash og lob – hele repertoiret af slag indprenter han sig.
Venskab
Hans gode ven Frederik, i Kristian Dinesens skikkelse, dukker op, og et fint kammeratskab udfolder sig for vore øjne. Thomas vil have Frederik med til tennis, vil lære ham slag og teknik, have ham med ind i klubben, sidde med ham ude på græsset, ryg mod ryg, og tale om tennis og talentholdet og livet og stjernene.
Længe virker det, som Frederik helst vil drøne rundt på sin Grey Ghost hotrod-cykel, men Thomas’ overtalelser finder grobund, og snart kan også vennen iføre sig klubbens smarte rød-hvide dragt.
Og de spiller, og de spiller, og Thomas deler med af sin viden og sin træning, og Frederik bliver bedre og bedre. Thomas breder hele sin glæde ved sporten ud og tager hele sit pædagogiske talent i brug for at få Frederik med på noderne. Og til insisterende rytmer fra Nils P. Munk, der både har stået for instruktion, og komposition/indspilning af musikken, bliver Frederik stadig bedre og bedre.
Vendepunktet
Indtil den dag oprinder, da Fredrik er bedst. Da han forbløffet og jublende ser det sidste point gå ind, råber han op i triumf, løber og cykler omkring og kan slet ikke styre sin begejstring. Desto mere mørk og gram i hu pakker Thomas sit grej ned i tasken.
Lidt senere sidder de alligevel ude på græsset, ryg mod ryg, men stemningen er en anden. Frederik er faldet lidt ned og forsøger klodset at tale om skyer og stjerner. Men luften mellem dem er spændt som en violinstreng.
Dette vendepunkt og den altafgørende stemningsændring i forestillingen er forbilledligt fortalt, og som tilskuer bliver man siddende på nåle. De to unge drenge har ikke længere en fremtid sammen. Og slet ikke når det viser sig, at klubben har givet Frederik den sidste plads på talentholdet.
Så bryder Thomas fuldstændigt sammen i raseri, frustration og gråd.
Jeg røber ikke mere, andet end at Bjørn Borg – formummet under en paraply og på dårligt svensk – giver forestillingen et nyt og nødvendigt puf.
Game, set and….
'Smash' er en rigtigt udmærket forestilling. Den er fermt spillet rent tennismæssigt – det er åbenbart at de to spillere har en del øvelse med ketsjere fra en sporty ungdom og manddom. De fører begge en flot forhånd, har en fremragende timing i deres slag og ved, hvornår de skal gå til nettet og hvornår de skal hamre grundslag ind. Sammen med en fremragende lydside er det en fornøjelse at følge en så vel indstuderet match.
Men 'Smash' er velspillet også rent skuespillermæssigt. Det er en velsignelse at se to spillere, der tør holde pauser, lade tanker udvikle sig, lade situationen bestemme gestik, mimik og replik, så forholdet bliver tydeligt – uden at blive overtydeligt.
