Af: Kirsten Dahl

9. november 2022

Vellykket kammerspil om godhedens gave

Teatret Møllens ’Et Juleeventyr’ er en intens lille forestilling, der har barberet al unødvendig staffage fra og giver publikum det sjældne at få lov at opleve essensen af Dickens fortælling indefra.

Forvandlingen fra gnaven gnier til lyststemt gavmildhed er handlingstråden i Charles Dickens fortælling ’Et Juleeventyr’ fra 1843. 

Den gamle nærige og sure forretningsmand Ebenezer Scrooge bliver af tre ånder ledt gennem en proces, der får ham til at indse det positive i at ændre livsførelse. Scrooge bevæger sig via mødet med tre ånder fra fortiden over nutiden til fremtiden. I mødet med sig selv og tilværelsen i de tre tidsaldre kommer Scrooge til besindelse. 

Han sander – omend i den første tid modvilligt – at han gennem livet har taget nogle valg, som hverken har været til hans eget eller hans medmenneskers bedste. Han oplever i gensynet med fortiden og nutiden, at han i stedet for i ensomhed at have isoleret sig i en verden, der kun har handlet om at tjene penge, skulle have engageret sig i menneskerne omkring ham.

Og i mødet med fremtiden og sit eget eftermæle tager han den afgørende og gode beslutning, at den egoistiske og asociale måde at leve livet på, nu skal være slut. 

Nærhed 

Denne forvandling – denne indsigt – bliver i alle de mange teaterversioner, jeg har set, fremstillet i en vældig indpakning, med mange medvirkende og med større eller mindre fokus på at skildre begivenhederne fra ”ydersiden” og derfra ind i Scrooge. 

I Teatret Møllens version er det befriende anderledes. Her zoomes vi lige fra begyndelsen ind i Scrooges mentale maskinrum. Brian Wind-Hansens essens- og nærværsfokuserede dramatisering befordrer det. Ligesom forestillingens minimalistiske format. Rummet er trangt. Indledningsvist fylder Scrooges skrivebord med den kolossale regnskabsbog nærmest hele rummet. 

Det er her vi møder Ole Sørensen i rollen som Scrooge. Han sidder allerede fordybet over kolonnebogen og svinger sin fjerpen over siderne, når publikum entrerer. Fra det øjeblik, han får uventet besøg, og de tre ånder fører ham gennem de tre tider, åbner rummet sig virkningsfuldt som et billede på den udvidelse, der sker med ham på det åndelige plan. Gardinet, som før var placeret i en bue rundt om skrivebordet trækkes bagud og danner en stor lige bagvæg. Lyset skifter effektfuldt farve. 

Suverænt skuespil

Skuespillet er også afgørende. Iza Mortag Freund udtrykker med stor troværdighed alle de øvrige medvirkende, inklusiv de tre ånder. Freund gør det ene og alene gennem sit kropssprog og ved at ændre stemmeføring. Og hun er klogeligt klædt i samme hvide kjole i samtlige roller. Det er måden, hvorpå hun taler, går og står og måden hvorpå hun bruger sin kjoles mange gevandter, som angiver, hvem hun er.

Om nogen er Ole Sørensen også skuespilleren, som forstår, at gestalte Scrooge, så det ubemærket og lynsnapt er indefra, vi oplever Scrooge og det på en måde, så denne gnier lige så vel kunne være mig og dig. 

Scrooge bliver i Ole Sørensens fremstilling til et menneske, der kan have alle aldre, køn og etniciteter. Uden at gøre en masse ydre stads af rollen får Sørensen – i den måde hvorpå han leverer små kommentarer og i den måde hvorpå han er til stede i rummet, fremstillet en person, som flytter sig mentalt 180 grader. Det er flot i sig selv og imponerende i betragtning af at forestillingen kun varer 65 minutter. 

Herlig humor 

En særlig underfundige humor løfter også forestillingen. Brian Wind-Hansen har skrevet små finurlige udbrud ind teksten, som Ole Sørensen gelinde og med timing lader sive ud mellem Scrooges gnavne sideben. Udbruddet ”Vås!” bidrager i den rette servering til at skildre Scrooge samtidig med, at hele hans væsen fremstår tydeligt og ”kommenteret”. Som et raffinement sker der mod slutningen en ombytning, så ”Vås!” nu er en replik en af Freuds centrale roller har. 

Få fine effekter 

Rekvisitterne er utroligt sparsomme. Men velvalgte. En bog bliver illumineret indefra. Freund har på et tidspunkt en lysende krone på hovedet. Og Scrooges kontorists hjem – hjemmet, hvor den syge Tim bor – vises via en lille husindretning. 

Mere behøves ikke i denne, den mest intense teaterversion af ’Et juleeventyr’ jeg indtil nu har oplevet. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.