Hvor er hønen? spurgte en lille dreng foran mig. Den kommer, sagde hans mor. Og hun havde ret. Den kom og den var så rigeligt ventetiden værd. Men først skulle solen lige stå op og hanen gale en enkelt omgang. Solen, som samtidig er dukkespilleren og fortælleren Camille ì Dali, et nyt og dejligt bekendtskab.
Scenografien er klassisk. Et bord, hvorpå der spilles, her formummet som en græsmark med et par små træer i hver side, og et bagtæppe med himmel. Enkelt og roligt at se på for de mindste. Japansk-inspireret musik og et par svirrende sommerfugle danner den stilfærdige optakt til historien, og det var nok den blide, lidt poetiske stemning, der fik drengen til at efterlyse hønen.
Og ind gokker hun så. En stor og frodigt brusende høne-dukke i vatteret materiale, selvbevidst og herligt frueagtig. Nu skal der nemlig samles redebygningsmateriale, for nu er det allerførste æg på vej. Desværre gør tre små pinde ingen rede, men heldigvis hjælper et vævert lille egern – skøn model i ternet stof – til med en solid løsning. En forladt fuglerede øverst i træet skubbes ned og vupti, en rede så skøn!
Undervejs har hønemor vist, at der bag det agtværdige ydre gemmer sig et voldsomt temperament. Morsomt er det, når hun hidser sig op, spjætter med benene og gokker vildt. Eller ender med gumpen i vejret af lutter ophidselse og ikke kan komme op ved egen kraft. Og så skal der ellers ventes. Og ventes. Og ventes. Hvilket det lille egern ikke er specielt god til.
Men til sidst lægges et æg. Ud af hønerumpen kommer det, et ordentligt et, så man slet ikke tør tænke på, hvem faderen mon har været. En struds, måske. Og ud af ægget klækkes en kornfed kylling, nysgerrig på verden omkring sig. Der leges, det bliver farligt og det går godt, inden dagen er forbi, alle siger godnat og solen dukker ned under spillebordet igen.
Det var den historie, den tog en halv time og hvert eneste minut var værd at se på.
Præcis dukkeføring
Det er blandingen af stille og voldsomt, af det legende og det dramatiske, af det søde egern og den myndige høne, der gør den lille forestilling så indtagende. For det bliver aldrig for stillestående, og heller aldrig for farligt. Roligt siddende bag ved bordet mestrer Camille ì Dali den svære kunst at føre to-tre dukker samtidig og give dem forskellig bevægelse og stemme, altid præcist, aldrig overspillet.
Hun er i det hele taget god til stemmer og til lyde, så vi klart forstår, hvem der er i spil. Også tilsætningen af musik gør godt for forestillingen. Snart blidt, snart dunkende, som den trommedans, hønen må opføre for at få ægget på banen. Musikken bidrager fornemt til at strukturere historien og genererer forskellig energi i de enkelte situationer.
I den hyggelige og gedigne scenografi er det en nydelse at se, hvor omhyggeligt gennemarbejdet dukkeføringen er i Niels Grønnes finurlige iscenesættelse.
Angiveligt kom makkerparret Grønne og Dali, der også danner par i privaten, til Taastrup Teater med projektet. Teaterleder Mogens Holm slog til – og det var klogt set, for forestillingen er vellykket og stærkt anbefalelsesværdig til de allermindste.
