Tilsyneladende lader den sig ikke slide op. I adskillige år har Bendt Hildebrandt huseret med skiftende caries-kolleger i stakkels Jens’ mund. Første gang var helt tilbage i 1992 med Jan Hougaard – denne opsætning er dog fra 2006 og har Hother Bøndorf som den ikke alt for kloge Baktus, mens Bendt Hildebrandt fortsat spiller den mere kloge Karius.
Sammen hamrer, banker og larmer de i Jens’ mund, så der ikke er noget at sige til, at han ender med at klage sig. Det gør vi også, for det ville klæde opsætningen at dæmpe sig lidt ned, nuancere lidt mere og skrue op for charmen og den finurlige varme. Der brøles således ret massivt fra Hother Bøndorfs side, mens Bendt Hildebrandt spiller noget mere dæmpet.
Opsætningen er angiveligt en nydramatisering i Lisbet Lipschitz’ iscenesættelse. Det mærkes nu ikke på sproget, der virker sært gammeldags og omstændeligt, lige som iscenesættelsen heller ikke er af de mest sprælske.
Men værre er det, at vejen frem mod de dramatiske øjeblikke – tandbørstens desinficerende fremfærd og tandlægeborets udfyldning af de Karius og Baktus-skabte huller – føles meget lang. Og når katastrofen så endelig kommer, virker den som noget af et antiklimaks.
Det begynder ellers lovende. De to slikelskende slyngler banker muntert løs på scenografen Sofie Fruergaards store tandsæt, og Karius får da også lavet et tilpas stort hul til, at han burde kunne etablere sig trygt og godt nede i en undermunds-kindtand. Vi ser ham bare aldrig flytte ind i tanden. Tilsvarende bliver det heller ikke til noget med Baktus’ balkonlejlighed i overmunden – de to skuespillere nøjes med at hamre lidt hist og pist.
Og midt i det hele afbrydes kernehistorien med en alenlang sekvens, hvor de leger konge af Slaraffenland med tilhørende tjener. Det er en digression, der ikke skal nogen steder hen, som kun tjener til at fylde ud og som med fordel kunne bortopereres.
Heller ikke da tandbørsten gør sin entré, klatrer fornuftige Karius ned i sit hul. ’Pas på!’, råber han og står midt i kulissen, men der er nu heller ingen grund til bekymring, for tandbørsten nøjes med at husere foroven i tandsættet, så der aldrig for alvor bliver fare på færde.
Ulogisk scenegang
Og det samme gælder tandlægeboret. At man har fravalgt en tekniker og i stedet lader den ene skuespiller styre bor og børste fra bagkulissen, mens den anden forsøger at piske et drama op, resulterer blot i omstændelig og ulogisk scenegang, der skaber en mat stemning mellem de store tænder.
Som voksen undrer man sig tillige over inkonsekvensen i de båndede indslag, hvor både Jens og hans mor høres, mens tandlægens ’Luk munden op’ tilsyneladende kun findes inde i hovedet på skuespillerne.
I det hele taget er det noget af en kluntet scenegang, der ikke evner at tydeliggøre katastrofens omfang for hverken de to gutter eller os. Grundlæggende ligner sceneriet nemlig sig selv hele vejen igennem. Ingen altan til Baktus, ingen kælderlejlighed til Karius, og slet ingen plomber til sidst.
Kun afslutningsbilledet rummer en original tanke – et stort blåt klæde symboliserer vand, da Karius og Baktus bliver skyllet ud af Jens’ mund og forsvinder ned i afløbsrøret.
Resten af forestillingen trænger desværre til en grundig efterskylning.
