Mon ikke det er verdens første teaterstykke om elitesvømning? Jeg tror det. Til gengæld indskriver ’Jeg mig fuck dig’ i en meget lang tradition af forestillinger, når det gælder historiens andet tema, teenageres våde drømme, for slet ikke at tale om den klassiske konflikt, der bærer det hele, nemlig kampen mellem pligt og lyst.
For Jonas, Nanna og Ida følges pligten og lysten ad et langt stykke ad vejen. De elsker at svømme – det er hele deres liv, hvor det intet betyder, at det er træning, træning og atter træning. For det er noget, som på samme tid sætter dem fri og skaber retning i tilværelsen. Og helt vildt bliver det, da der pludselig åbner sig en mulighed for turnering i Italien og måske senere EM, VM og OL. Jamen, kan det blive større!
Nej, sikkert ikke, men nok vådere. For Nanna har en kæreste, der ikke er specielt begejstret for, at hun altid skal til træning, og Ida forelsker sig, nærmest lidt i desperation over Nannas succes både i svømmehallen og i sengen, i svømmetræneren. En håbløs illusion, der får hende til at miste fokus og sakke agterud i det evige kapløb, mens Jonas kæmper med uforklarlige angstanfald under vandet. Tre unge mennesker, der giver afkald på det meste for at forfølge en drøm. Som finder sig i at være skemalagte med alt – mad, søvn, træning, lektier. Pligt, pligt og atter pligt. Men hvad med lysten og livet som ung?
Eminent instruktion
Befriende nok moraliserer forestillingen ikke. I børneteatrets barndom havde denne fokusering på elitesport været et eksempel på det absolut ondeste onde – et gement produkt af et unaturligt og konkurrencefikseret udbyttersamfund. Den tid er heldigvis forbi. Nu får vi selv lov at spejle os i de tre, deres dømme og prisen for dem.
I et enkelt og særdeles suggererende scenebillede – gulv og bagvæg i svømmehalsblå farvetoner med en stribe projektører ved siderne, tre hvide kasser, der både er tøjskabe og svømmepodier, og et elektronisk ur foroven – er vi snart under vand, snart i omklædningsrummet eller hjemme hos en af de tre.
Lys og meddigtende musik klarer resten, sammen med Kamilla Wargo Breklings eminente instruktion. Hun sætter virkelig krop og koreografi på de tre spillere, så vi formelig svømmer med. Hver enkelt situation er samtidig en æstetisk nydelse, fordi hun konsekvent placerer personerne i nærmest skulpturelle positioner på scenen, så de ud over den umiddelbare oplevelse af billedmæssig harmoni kommer til virker som fortolkning af de indbyrdes relationer og magtforhold.
Luksusforestilling
Stærkest virker Jens Gotthelf som drengen Jonas, fordi hans replikbehandling er den mest nuancerede, men Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen som Nanna og Ida træffer også fint deres pigetyper, foruden at alle tre sprinter ud og ind af diverse miniroller som forældre, kærester og svømmetrænere. Vi følger dem, når de drømmer, når de er sammen og hver for sig, når de varmer op, når de ’svømmer’, og når træneren griber fat i dem med ris og ros. Vi er med, når de smager sejrens sødme såvel som nederlagets beske smag. Når de pisker sig selv langt ud over smertegrænsen for at yde det optimale.
Det er på alle måder en luksusforestilling, fordi den er så gennemarbejdet og præcis i sine virkemidler, både i krop og scenisk indpakning. Og fordi den griber fordomsfrit fat i et vigtigt emne, som ungdomsteatret ikke har for længst har søndertrampet. Trods titlen er det verbalt en forbløffende pæn forestilling, lige perfekt som almindelig teateroplevelse og som oplæg til diskussion. Fordi den gør både sports-fanatikerne og alle os andre lidt klogere på nogle af de mekanismer, der driver lysten og fremmer pligten.
