Af: Anne Middelboe Christensen

9. august 2021

Uimodståeligt rokketandsteater med søskendejalousi

Teater Patraskets ’Tandfeen’ er en vidunderlig eventyrforestilling med et teaterunivers i komplet, selvironisk balance – med lysende ulveøjne og mandlig tandfe i tylsskørt.

Teater Patrasket er på toppen i disse år. Humor og følsomhed går hånd i hånd med det groteske og det komiske, når teatret lader skuespillere og dukker møde hinanden i eventyrlige situationer og finurlige scenografier.

I ’Tandfeen’ for de 5-10 årige rammer Patrasket søskendejalousien helt rent. Forestillingen er skabt over Kim Fupz Aakesons bog ’Hvidt og Blidt & Kridt’ fra 2015, som instruktøren Maria Myrgård har forvandlet til et vidunderligt teaterunivers.

Her bakser tre mænd i brune jakkesæt rundt med den fem-årige ’Anton’, der er temmelig irriteret over, at hans nye lillesøster skriger hele tiden – og over, at hans forældre er så trætte, at de ikke orker at tage sig af ham. De får i hvert fald slet ikke øje på, at han har fået to rokketænder…

Et lettet SZWUP

Så tager det fart. Anton er en skøn og aldeles uimodståelig drengedukke, som dukkemageren Katrine Karlsen har givet et herligt misfornøjet, men også nysgerrigt udtryk. Han har også fået noget langt, uglet hår, sådan som mange drenge i indskolingen har det lige nu; lige på kanten af det androgyne og med et fint strejf af unisex til skolestarterne. 

Denne Anton-dukke føres af alle tre mandespillere på skift, så dukken tydeligt får sit eget liv, nærmest uafhængigt af dukkeførerne. Samtidig kan spillerne også skifte i rollerne som de to forældre; også i rollen som moderen med den skønne, maskuline morgenreplik ’Jeg har ligget og ammet og ammet’.

Skuespillerne kan endda træde ud af fortællingen og agere fortæller på skift aldeles uden at bryde flowet i forestillingen. Det er imponerende organisk. Samtidig er forestillingen fyldt med humor og selvironi i spillesituationen – og stemningsforstærkende musik på tromme og guitar og med skægge stemmelyde, som musikerskuespilleren Bastian Popp spiller og puster frem undervejs. Ikke mindst lyden af en rokketand, når den endelig giver sig og ryger ud med et lettet SZWUP.

Noget for noget

’Tandfeen’ er egentlig en klassisk eventyrberetning – en styrkeprøve om at rejse ud og lede efter nogen og gå så grueligt meget igennem. Men hos Kim Fupz og Patrasket udspiller eventyret sig ikke i en historisk skov med hekse, men i vores tid – på gaden og skumle steder i storbyen med dens tvivlsomme eksistenser.

Samtidig er rejsen hele tiden oplevet med drengens øjne. Han – og vi andre i publikum – vidste måske ikke, at tandfeen rent faktisk er en tyk mand med lyserødt tylsskørt og vinger. Men det ved vi så nu! Den tilsyneladende enkle historie om, at tandfeen kommer og snupper tanden under hovedpuden, bliver her betydeligt mere interessant, fordi det viser sig, at drengen faktisk kun vil af med tanden, hvis tandfeen til gengæld vil gøre ham en tjeneste. 

’Du får kun tanden, hvis du tager min lillesøster med. Noget for noget!’ siger han. Og så er dramaet selvfølgelig uundgåeligt.

Dragqueen i gadelygte

Skuespillerne Dirck Backer og Kristian Dinesen – sammen med Bastian Popp til triomunterhederne – veksler smidigt og sjovt i rollerne mellem de truende eksistenser, som Anton møder på sin vej gennem byen.

Scenografen Julie Forchhammer har skabt en enkel og fantasiskabende scenografi af tre høje bannere med tegninger af byens huse, og Camilla Linds kostumer smelter flot sammen med Dirck Backers eventyrlige og forvrængede masker af både dyr og mennesker. 

’Om natten ligner byen ikke sig selv,’ siger fortælleren, mens lydene omkring Anton bliver mere og mere uhyggelige. Selv en talende ulv med lysende gule øjne og en selvoptaget dragqueen dukker op under en gadelygte – og Anton møder såmænd også tre englerockere med langt hår i hver sin farve.

Det kan måske lyde voldsomt, men stemningen bevares netop så intens og viljestærk, at det grumme aldrig får overtaget. Det er en flot balance. Og når situationen er ved at være for slem for Anton, så siger en af mændene simpelthen: ’Stop! Det er for uhyggeligt det her!’, akkurat som nogle af børnene sikkert vil tænke det indeni. Dermed bliver det både sjovt og ansvarligt på samme tid. 

Teater Patraskets ’Tandfeen’ skal nok sætte sig i tankerne og kroppene hos de 5-10 årige – og hos deres voksne. Den skildrer i hvert fald søskendejalousiens svære psykologi med befriende humør og et overvældende visuelt og musikalsk overskud.

Derfor må jeg vist godt afsløre, at ’Tandfeen’ ender lykkeligt. Overraskende lykkeligt. Det gør det meste søskendejalousi jo også. Heldigvis.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.