'Jeg famler i blinde. Det er som et puslespil, hvor ingen brikker passer sammen'.
Noget i den retning er de første ord i den sang af Nanna Lüders, som indleder Det Kommende Teaters nye forestilling, 'Vorherre på lokum', for de 9- til 15-årige.
Sangen bliver afspillet, alt imens forskellige typer af lys på en fin og koordineret måde bliver tændt på det drengetoilet, hvor forestillingen hele vejen igennem udspiller sig.
Udmærket. Der bliver slået en stemning an og fortalt forholdsvist tydeligt, hvad det her handler om: En ung dreng i identitetskrise. Kort efter kommer Kim ind, dvs. Søren Zacho Ruby iført stribet T-shirt – og pagehår-paryk.
Og her begynder det desværre at gå skævt og ned ad bakke. Ikke fordi Søren Zacho Ruby ikke kan gestalte situationer og skabe sprød komik, men fordi der i forestillingen er noget galt med både skuespil, kostumering, iscenesættelse og teksten – desværre.
Ufikse gentagelser
'Vorherre på lokum' handler om en konfirmations-klar dreng, Kim, som har problemer til op over begge ører: Hans mor har ikke længere noget arbejde, hans lillesøster stjæler penge til is fra sin mor, hans bedstemor har kræft og er døende, naboens hund er blevet kørt over og kommer måske ikke til at gå igen og hans kæreste vil kysse på munden i skolegården.
Kims problemer tårner sig op til uoverskuelighed, fordi han er af den opfattelse, at det er ham, som skal løse dem alle – nu han har forstået, at Gud er gået bort med reformationens indførelse. Hans bedste kammerat, Hamid, er i øvrigt også rejst til en anden skole. Voila – det får vi gentaget med lidt variation, men også så mange gange, at det bliver trættende tungt.
Streger med liv
Af den grund opstår der også en næsten opløftet stemning, når Marc Dockals små streg-tegnings-animationer dukker op på toilettets vægge. Først er det Hamid(animationen), som overraskende gemmer sig bag spejlet over den ene håndvask. Derpå følger de andre. Hans nåh-ja-det går nok-problem-negligerende mor, hans stride og snu lillesøster, hans noget emsige og gave-krævende kæreste, hunden i form af en ret bagbens-overkørt køter, og bedstemoren som en skikkelse, der i et væk fader stiv omkuld, som var hun død.
Animationsfigurerne spejler Kims fantasier og frygt. Og gør det med en forfriskende dejlig forløsende humor. Men det sjov er ikke nok til at hægte hele forestillingen op på. Det er som velsmagende krymmel på en mislykket kage.
Karikaturen af Kim
Med forestillingen vil Det Kommende Teater helt åbenlyst vise aldersgruppen nogle problemer, de kan identificere sig med, men teksten drøvtygger – som sagt – tematikken for (det unge) publikum og finder aldrig forløsning.
Herudover fungerer det ikke at udstyre Søren Zacho Ruby med paryk. Slet ikke når han tillige er iscenesat til at spille så tendentielt manieret.
Det er altid meget vanskeligt når voksne skal spille børn. Den slags optræden får meget let en rem af noget skabagtigt og noget karikeret over sig. Og her går det altså galt.
