Det Nordjyske Operakompagni har skiftet navn til En Opera, der har produceret en frisk og frejdig operaforestilling for børn. Musikken er ny og imødekommende og skrevet for en saxofon, der betjenes på det fineste af komponisten selv, Jakob Skov Søndergård. Han optræder desuden som skuespiller sammen med den glimrende sopran Charlotte Hjørringgård Larsen.
De er ikke store skuespillere, og deres kvikke verbale og fysiske teenagestil godt kan blive for meget af et gode. Men sammen fortæller de en moderne historie om at gøre en musikalsk drøm til virkelighed eller lade være, fordi det bliver for anstregende og kræver afkald på andre ting. Hun vil være en kendt, men først og fremmest god operasanger og bliver det.
Han vil lave sin egen musik, men vælger livet som professionel musiker fra. I stedet tusser han rundt som vicevært i den ejendom, hvor de to tilbagte barndommen som venner, indtil uforenelige drømme fik deres veje til brat at skilles.
Nu mødes de igen som voksne i kælderrummet med betonvægge og skrammel, hvor deres barnlige alter egoer, dukken Opus og bamsen Monster, stadig bor.
Det var her de to venner øvede den musik de begge brændte og stadig brænder for hver på sin måde. Med stor fornøjelse ikke mindst for publikum mindes de deres store indsats for at lave et supergodt popnummer.
Det lykkes, og det er ret sjovt, at Monster Bands gennembrudsnummer er en åbenlys kopi af Aquas 'Barbie Girl'. Sangen er lige nøjagtig så meget ved siden af originalen, at det ikke kan kaldes ulovligt plagiat, men udfordrer evnen til at lytte.
Fint og tankevækkende
Undervejs giver diskussionerne mellem Opus og Mons om deres popsang meget belejliget anledning til at få sagt noget væsentligt om forskellige musikalske genrer. Men det sker uden på nogen måde at blive belærende. Det er også en gevinst for forestillingen, at Jakob Skov Søndergård med sit opfindsomme og alsidige saxofonspil kan illustrere, hvad det hele handler om.
Når Charlotte Hjørringgård Larsen fyrer en enkelt klassisk Puccini-arie af, sker det i rimelig sammenhæng med historien. Ikke noget med et påklistret bravournummer – heldigvis, Mons vil bare gerne høre hende synge. Bagefter brillierer han selv med fede jazzrytmer på sin saxofon og får samtidig luftet sin gamle drøm om at spille i New York. Måske var drømmen gået i opfyldelse, hvis han ligesom Opus havde en ambitiøs mor i baggrunden.
Måske ikke. For selv om Opus bøjer sig for sin mors krav om at øve sig længe og meget, så gør hun det tydeligvis, fordi hun selv gerne vil. Men det er også der, børnenes venskab ender, fordi begge føler sig svigtet af den anden. På den måde stiller forestillingen uden at fremhæve det ene for det andet skarpt på dilemmaet mellem at have det skægt og lege og at ville satse på at gøre en drøm til virkelighed.
Det er fint og tankevækkende gjort, men man må undre sig over valget af forestillingens aldersgruppe. 'Opus og Monster Band' handler i høj grad handler om at blive voksen, og det er lovlig tidligt for en seks-årig at skulle forholde sig til behovet for at frigøre sig fra sin mor. Derimod virker tweens som en oplagt målgruppe i forhold til operaens spillestil, dialog og problemstillinger.
