Forestil dig en biografsal fyldt med 14-årige, lyset bliver slukket, og der kommer intet billede op på lærredet, i stedet sætter en surround-sound ind med en lydkulisse af et ligtog fra flere hundrede år før vor tidsregning:
En romersk politiker og feltherre bliver ført gennem Roms gader mod sit gravmæle. Herfra bliver han lukket ind i et forrum – først en ventesal og derpå et forhørslokale – et sted, hvor en dommer, fem nævninge og en række vidner tager stilling til om hans jordiske gerninger skal føre ham op i lysets rige eller ned i mørkets.
Hvordan mon unge vil reagere på et sådant kulturtilbud?
Det er efter min bedste overbevisning noget af en udfordring, som Svendborg Dage med Brecht, med idémagerne Kay Max Jensen og Peter Michaelsen bag roret, har givet sig selv ved at udbyde 'Forhøret over Lucullus' til et teenagepublikum.
Nu så eller rettere lyttede jeg til forestillingen på Aprilfestivalen – i en biografsal med udelukkende voksne. Men jeg kan forestille mig, at det i sig selv må være en prøvelse for en flok teenagere ikke at have noget at se på, ingen at lægge mærke til – ingen scene med medvirkende i kød og blod, intet lys, ingen scenografi – og heller ingen mulighed for at tjekke kammeraterne ud.
Nuvel det kan være en udmærket prøvelse at sætte synsevnen på stand by en god halv times tid, for at give plads til lytte- og forestillingsevnen.
Godhed
Det kræver en pæn portion koncentration at lukke sig selv ind i det rum af lyd, hvormed forestillingen breder sin fortælling ud.
Fortællingen i sig selv er et rigtigt Brecht-stykke – en historie om, at det som tæller efter døden er, om du har behandlet dine medmennesker godt – hvor mange sejre og hvor meget jordisk gods, du som hersker og magthaver har bragt hjem til dit land, er fuldstændigt underordnet. Det som tæller er, at du ikke sender nogen i døden før deres tid er udrundet. Krig og hvem der forstår sig på krig, er det centrale omdrejningspunkt. Det er den jævne befolkning, der ved hvad krig handler om. De har mærket det på deres egen krop og de har mistet sønner i feltherrens krige.
'Forhøret over Lucullus' stiller spørgsmålstegn ved, om ledende politikere og krigsledere kan retfærdiggøre deres krigshandlinger – og lader den såkaldte jævne befolknings svar sejre. Det, som domstolens nævninge og de hverdagslivslevende vidner – fiskerkonen, bonden, bageren og slaverne – siger, tildeles større gyldighed end den status og betydning, som Lucullus hidtil er blev tilkendt.
Sammen taler de den heroisme og den ophøjethed, som gudernes yndling – som Lucullus er blevet beskrevet med – ned. Som kronen på værket taler selv de stenfigurer, som er hugget ind i Lucullus sejrs-frise, deres store feltherre imod. Efter døden står alle lige, og det er ens gode gerninger, som tæller.
Intenst og universelt
Kender man bare lidt til Brecht, kommer stykkets antikrigsbudskab ikke bag på én. Det er godt og fint, men også meget forudsigeligt. Men det gør ikke, at der ikke er fine kvaliteter i stykket, som Brecht skrev til Sveriges Radio helt tilbage i mellemkrigstiden, i 1939. Hans resolutte budskab går hånd i hånd med klar tale og formuleringer af poetisk karakter, og dramaturgisk er hørespillet bygget spændende op.
Har man koncentration til lytningen, bliver man suget ind i stadigt mere og mere intense rum i takt med, at sagen indsnævres og Lucullus pilles ned fra den piedestal, han i live blev sat på som den østlige halvkugles vældige, uovervindelige og af fjenden frygtede hersker.
Oplevet som et sagsforhold af universel karakter er stykket også både godt og vigtigt, fordi det taler om, at det, som gælder efter døden, ikke er, hvad man krigerisk og materielt har udrettet – det som tæller i magtens hierarkiske systemer – men i stedet det livgivende gode, man måtte have gjort for andre.
Tydelig og sanselig iscenesættelse
I Ida Fogh Kibergs iscenesættelse er der også fine ting. Der bliver – helt i Brechts ånd – vekslet godt mellem dialoger, musik og sang – korsang og tillige moderne kompositioner af elektronica-komponisten Sofie Tone Nielsen.
De mange medvirkende stemmer er nemme at skille ud fra hinanden, og alle artikulerer godt og tillægger stykket personlighed med deres tonefald. Man fornemmer klart og stemningsfyldt på lydkulisserne, hvor vi er. Og de sanselige steder i teksten bliver virkningsfuldt udfoldet – tale om mad spreder dufte, og beskrivelser af natur skaber indre billeder.
Radiobiografforestillingen kan siges at have en værdi for et teenagepublikum som øvelse i meningsfyldt lytning. Men når det er sagt, tror jeg ikke, at stykket – som i hørespillets velmagtsdage – vil lægge gaderne øde.
Jeg mener, at der mangler nogle nuancer på indholdssiden og lidt mere auditivt 'spræl' for at et ungt øre og sind står på og drager med ind i den type limbo-land, som forestillingen tilbyder.
