Hvem drømmer ikke om at sidde i en iglo – og måske se stjernerne blinke gennem isvæggene? Og hvem ville ikke gerne lege med, når to isbjørneunger pjanker i sneen og slås, sådan bare for sjov? Når de ruller og skubber og driller, endda uden overhovedet at fryse?
Fantasierne om isbjørne og Grønland stortrives, også hos skolestarterne. Isbjørnene har deres egen magi; ikke bare i ZOO, men som løsrevne kongeeksistenser af ensomhed og utilnærmelighed. Og det er disse urbilleder af hvid pels og hvid sne, som koreografen My Grönholdt har skabt en fin og ganske bevægende danseforestilling over.
MYKA består af svenske My Grönholdt og færøske Katya Nielsen.
'Polar Bear' er simpelthen blevet et sansekick af den mest renfærdige slags. Og scenografen Mie Riis har kreeret en hvid tunnel, så man først skal kravle væk fra betonen i Dansehallerne, inden man når frem til bunkevis af sne i et rundt iglotelt med smukke projektører gemt inde i hvide stenkasser sammen med højttalere. Det er enkelhedsæstetik, der vil noget. Og ungerne sidder spændte midt i bunkerne af fint plastiksne og venter på, at skulpturen inde i midten skal blive levende…
Lyden af smeltevand
Så langt, så godt. For skulpturen viser sig at være to isbjørneunger, der mosler og tumler, så det er en fryd. Og stod det til mig, ville forestillingen egentlig nøjes med at være denne fine skildring af to dyrekroppe – med runde kolbøtter og kluntede siderul til Erik Christoffersens fine minimalistiske musik, der fik følelsen af isbjerge og nordlys til at sætte sig i kroppen. For her er så fortættet en kropsglæde og så sjældent et samspil mellem koreografi og eksistens.
Her er et harmonisk univers, som både virker helt fremmed, og som samtidig føles aldeles nært og bekendt. En slags urberetning om glæden ved livet. Med eller uden sælfangst og røde indvolde i sneen.
Men pludselig kommer en kæmpe lyd. Det brager og buldrer, og ungerne begynder at hviske, at der nok kommer en meteor. De stirrer i hvert fald mod stjernehimlen, men de forstår ikke lyden.
Nej, der kommer så ikke nogen meteor, men hvad ved danske børnehaveklassebørn om lyden af sne, der smelter – og af bræer, der vælter? Og selv om danserne fint får skrabet sneen væk fra isen, så man kan se, at der er vand nedenunder, så har danske børn tydeligvis ikke forudsætningerne for at mene, at det er skrækkeligt, at der er vand i en sø…
Målgruppekoks
Her knækker forestillingen. Eller med andre ord: Her smelter forestillingen. Her skifter den fra at være en ubekymret legeforestilling til at være en dødsangst miljøforestilling. Og det er altså lidt rigeligt, sådan en solskinsmorgen med børnehaveklassen, tænker jeg.
Selvfølgelig vil børnene gerne hjælpe den ene bjørn med at få pustet liv i den anden bjørn, der har fået hedeslag på grund af den globale opvarmning. Og naturligvis synes de, at det er for galt, at der ikke er sne nok til isbjørnene.
Men helt ærligt. Børn på fem år har altså lige lært, hvor Grønland ligger – og hvad isbjørne spiser. Skal de også til at bekymre sig om, at Grønland smelter? På en eller anden måde virker det forceret og næsten manipulerende.
Da ungerne bagefter bliver bedt om at tegne tegninger til miljøminister Ida Auken for at sende protestbreve mod den globale opvarmning, bliver det nærmest grotesk. Eller som et barn sagde: ’Jeg kan godt skrive mit navn, men jeg kan ikke skrive, at jeg er seks år.’
Sorte isbjørneøjne
Mon ikke bare denne forestillings målgruppe skulle sættes til at være børn på 8-10 år? Dansen ville garanteret stadig fange ungerne ind, og de ville så også have bedre muligheder for at forstå alt det miljømæssige. Nu ødelægger forestillingen sin egen poesi og ikke mindst sin fascinerende koreografi ved at inddrage både sang og tale som nødhjælpsudtryk på et langt lavere niveau – og som kiksede dramaturgiske plastre. Den slags burde ikke være nødvendigt i en danseforestilling.
Det duer i hvert fald slet ikke, at danserne spørger børnene til råds, hvorefter de overhovedet ikke reagerer på svarene. Pseudodialog er værre end ingen dialog. Hvis man inviterer til interaktivt teater, så må man reagere på svarene. Ellers skal man tie stille og bare danse – og fysisk vise ungerne, hvad de skal gøre. For ellers trækker det dansen ned.
Dyreungebløde dansere
Og det er ærgerligt, i hvert fald når danserne er så kåde og mystiske og dyreungebløde som Ray Roa og Malin Sandberg. Ungerne er tryllebundet af deres leg. For danserne formår vitterlig at agere isbjørne under Mie Riis’ skønne isbjørnemasker med de sorteste øjne og med de mest uhøjtidelige rullebevægelser. Som tilskuer mærker man bare livsglæden boble i sig. Vel at mærke mens Mikkels Jensens nordlys stryger hen over iglovæggen – og mens Karlsvognen blinker.
Associationen til miljøkatastrofe er ikke lige den første, man får i dette univers. Og det er selvfølgelig en velanbragt pointe omkring vores blindhed over for vores egen klodes katastrofe. I hvert fald i en voksens logik.
Men mon ikke bare denne 'Polar Bear' er TO forestillinger i én? En idylforestilling og en protestforestilling?
