Det overrasker mig gang på gang, hvordan små børn – altså bittesmå børn – intuitivt kan forstå teater. En pige foran mig, som er nederst i målgruppen på 2-5 år, kigger opmærksomt med i forestillingens 35 minutter. Hun rejser sig op for at kunne se for den voksne mand, der sidder foran hende. Og indimellem fortæller hun sin mor, hvad hun bemærker i forestillingen.
'Hun kan ikke finde Gustav', siger hun, da hovedpersonen Bella kigger op fra sit gemmested for at se efter sin ven, der burde lede efter hende.
Denne lille pige er gået fra Det Lille Teater i København med en ny kulturoplevelse i rygsækken – og det vil uden tvivl være en oplevelse, der er med til at forme hende som menneske. Det siger noget om, hvor vigtigt børneteater er for vores børns fremtid, og hvilket ansvar teatrene har. For når man i en tid som vores har et andet menneskes udelte opmærksomhed i 35 minutter, så har man bare at byde på noget nyttigt.
Formidling af komplicerede følelser
Og det er heldigvis, hvad Det Lille Teater gør. For med udgangspunkt i svenske Eva Erikssons børnebog ’Svartsjuka’ (dansk: ’Jalousi’) har Line Paulsen skrevet og instrueret dukkeforestillingen ’Bella & Gustav’, hvor to venner pludselig skal forholde sig til at være tre i sandkassen.
I denne version er Bella og Gustav begge temmelig ensomme børn, der ingen venner har, og endelig finder de hinanden. Men mens Bella er syg og ligger i sengen, møder Gustav en ny veninde: Sofia med rottehalerne. Bella bliver jaloux på Sofia, men sagen er, at Sofia også bliver jaloux på Bella.
Det er komplicerede følelser, som Det Lille Teater med lethed formidler i et klart og ukompliceret formsprog. Undervejs ledsages forestillingen af musik og sange, komponeret af Marie-Louise von Bülow, hvor sangteksterne er medfortællende. Og selve forestillingen foregår dels på Bellas børneværelse og ved sandkassen på legepladsen, hvorimellem vi nemt flytter os ved hjælp af små, scenografiske skift.
Overflødighed burde skæres væk
Desværre er der elementer i forestillingen, som er højst unødvendige for historien, og som derfor forstyrrer oplevelsen af en teaterproduktion med en klar vision. Det hele begynder ganske stemningsfuldt ombord på et skib, hvor vinden rusker i sejlet, og hvor bølgerne bruser op over skibets ræling.
Da de går op for os, at forestillingen intet har med søfart at gøre, virker det som et underligt sted at begynde. Da Bella senere i forestillingen er allermest trist, drømmer hun om det samme skib med en admiral ombord, som sejler hende ud i verden. Men også dette element synes at være noget dominerende i forhold til dets undseelige betydning for historien.
Også en bamse på børneværelset spiller pludselig en rolle som fortæller, hvilket bliver en sær gevækst på historiens dramaturgi.
På samme måde er de medvirkendes egne bidrag til historien med til at forstyrre fortællingen. De små antydninger af, at der imellem de tre skuespillere/dukkeførere også foregår et jalousidrama, gavner ikke forestillingen. For det er dukkerne Bella, Gustav og Sofia og historien om rottehalerne og den lille sandkasse, der gør ’Bella & Gustav’ interessant.
Venskaber kan man altid få, men kan man også være sikker på at beholde dem? Og hvad gør vi med følelsen af jalousi, når den dukker op? Hvor mange kan der egentlig være i en sandkasse – med eller uden rottehaler? Det har den lille pige foran mig forholdt sig til i dag, og den slags teater kan vi slet ikke undvære.
