Fortællebrikkerne i Olsens Teaters 'Hold Vejret!' er de vanlige: Farvelagte firkantede klodser med stirrende øjne, afrundede haler og bevægelige led.
Denne gang er vi med Erik Olsen i skovbrynet. Fra solopgang til solnedgang. I et terræn, hvor dyr, fugle og insekter af forskellige årsager holder vejret for at klare dagens dont. Forestillingen forløber som en introduktion til væsner og luner i naturen. En fugl samler bær – hvis den altså når at få fat i akkurat dem, den ønsker og mener at have patent på.
'De bær de er fine og de er mine', synger og fortæller Olsen med rolig stemme til sød musik, mens han trækker en rustik træklodsfugl i en grøn hagesmæk med røde kanter. Et (træklods)insekt med metalspiral ben støder til og ender svirrende med alle seks ben på ryggen, da den bliver blæst væk. Fin finesse. Et andet insekt suger honning. Fuglen vender tilbage og kommenterer de forsvundne bær med et: 'at man aldrig kan ha' alting for sig selv, altid!'.
Bæverfar og bæversøn bygger bolig – altså efter at far først lige har snedkereret nogle mere solide fortænder til sønnike. Fortænder, der lidt uelegant bliver til, men som til gengæld kan flække træ på langs!
Kvittevit-harmoni
Så forårsager et gult zig-zag-lyn (også i træ) at væggene på et lille hus i ét fald vælter af. Det var lige mærkeligt nok for den lille dreng, jeg sad ved siden af, der kommenterede strabadserne med et 'Hvad laver han?'.
Heldigvis baner det spolerede hus vejen for at en lille orm kan kravle frem. Med tunge forbundne træled møver den sig fremad og frygter et øjeblik at skulle blive ædt af fuglen. Men bare rolig: 'Vi spiser kun frø og korn', synger fuglen, hvis lille unge på morens opfordring har taget et tækkeligt fjerskørt på – for man optræder ikke i bare underbukser, som det siges.
Hvor heldigt – altså at ormen ikke bliver ædt – og tillige fint for den fortsatte fortælling. For fuglen oplyser ormen om, at den en dag også får vinger og kommer til at kunne flyve. Så der er – kvittevit – basis for en fælles flyvetur. Hanbæverne samler træ ind til boligen, mens bævermor laver barkkompot. Fuglene rimer (ganske vist ikke de mest interessante af slagsen) og den voksne fugl kan mærke i kråsen (det ord må børnene vist spørge den voksne om) at det blæser op. Men efter blæst kommer solnedgang, stilhed og harmoni. Gul sol afløses af rød.
Og sådan slutter skovbrynsfortællingen, hvor finesserne i de bastante dyrs bevægelser og mobilitet nok kan fascinere nye små teaterøjne. Men hvor fortællingen også er lidt vel tør, distanceret og tam.
