Man keder sig ikke i selskab med Gruppe 38. Dertil er Bodil Alling og Co. alt for professionelle, og deres underspillede musikalske klovnestil er stadig morsom. Men efter mere end 15 år med 'En lille sonate' er forestillingen præget af en vis slitage og rutine i spil og replikker.
Heldigvis er der masser af publikumskontakt både til store og små, og det gode gys i den forrygende fortolkning af Grimms eventyr om rødhætte og ulven er fortsat skøn.
Til gengæld opleves det, som om vejen derhen er blevet meget lang. 'Så er vi klar', annoncerer Bodil Allings myndige leder af gøglertrioen, og det er de selvfølgelig ikke. De to undertrøjeklædte gutter i en lille udrangeret lastbil er nemlig ikke for kvikke. De kan ikke finde ud af at komme ud af bilens minimale førerhus, hvor de sidder klemt sammen, fordi håndtaget sidder udvendigt.
I øvrigt er de travlt optaget af at vaske op, og da der skal spilles teater, kan Søren ikke få sit forklæde af.
Naturligvis kommer der også en flue på tværs, der lige skal udraderes. Den søde rødbrune høne Pia, der skal spille Rødhættes mor, vender rumpen til publikum, selv om den ikke må. Til sidst må kræet finde sig i at blive nedgraderet til burhøne, og i begyndelsen er det vældig sjovt med alt det tumperi, der forsinker forestillingen. Men efterhånden som vi igen, igen, igen og igen har fået at vide, at nu er de klar, melder der sig en fornemmelse af tomgang.
Den fortager sig, når Bodil Alling omsider i suveræn stil med hviskestemme og resignerede sidebemærkninger indtager det herlige dukketeater med perleforhæng på lastbilen lad.
Skideballer i rå mængder
Der er også skideballer i rå mængder til de to slapsvanse fra førerhuset, der ikke gør, hvad de skal. For eksempel låne hende deres jagtgevær, så hun ud over rollen som fortæller kan spille jæger og helt med fjer i hatten. Problemerne er dog svære at tage alvorligt, når dukketeatrets medvirkende er ustyrligt skægge og fantasifulde ting.
Den lille pige, der får ansvaret for sin syge bedstemor, fordi hendes egen mor er uansvarlig, er et lille skrøbeligt æg. Hun er endnu ikke lagt, men ankommer heldigvis på bestilling og med sikker timing omsorgsfuldt svøbt i en æggevarmer.
En kartoffel, der er væk, men som bliver fundet, indtager rollen som stærkt forkølet bedstemor. Mens en stor grim og godt beskidt kartoffelmoser-ulv mere end antyder, at noget grufuldt venter.
Har man ikke fattet det, får Bodil Allings hårrejsende ulve-knurren uhyggen til at brede sig. Det bliver endnu værre, når bedstemor mases til mos i ulvens mave og sprøjtes ud gennem hullerne, så hun bagefter må klistres sammen af klatterne. Rødhætte-ægget klarer mirakuløst turen gennem kartoffelmoseren i hel stand, så bedstemor og barnebarn trods det manglende gevær kan reddes af den tapre jæger. Mens ulven – helt efter bogen – bliver druknet.
De to tumpede medspillere holder hele vejen trit med historien med herlige musikalske udfoldelser, Søren Søndberg på trompet og munter harmonika, og Christian Glahn med ulykkesvarslende kontrabas.
De er med til at sikre, at der stadig er musikalsk og uhygge-komisk ulvebid i 'En lille sonate', selv om komikken klart overskygger forestillingens nyfortolkende kerne af alvor.
