Filuragtigt kigger en trækævle frem mellem tre farverige vimpler. En trækævle, der ligner en lille glad bondemand. Så glad, at han gungrer rundt på træbordet – og jo, det larmer en del, når træ slår mod træ.
Eventyret er rumænsk. Eventyret om den glade bondemand, der har en kone, der er ked af det. For de har jo ingen børn. I en meget hurtig scene møder bonden en vismand, og vupti, da han vender hjem, har konen fået 100 børn. Men så er der det med maden. Hvad skal de leve af? Manden må af sted igen og denne gang møder han en drage og hans galsindede dragemor. Heldigvis er ingen af dem alt for kloge, så han tilbyder sin arbejdskraft, men narrer i stedet både mor og søn, så han kan vende hjem belæsset med både mad og brænde nok til både kone og de mange børn.
Sød historie, klassisk eventyr, her fortalt i temmelig højt tempo, hvilket især går ud over sekvensen med vismanden. Hvem er han og hvordan er det lige, at konen bliver med alle de børn?
Gungrende
Fanger man den, når man blot er 2-5 år? Det tror jeg ikke. Erik Olsen vil gerne give energi til sin historie, men det bliver for meget, for gungrende i længden. Og måske kommer forestillingen til at lukke sig lidt om sig selv. Er vi med eller gungrer han bare for sig selv oppe på sit træbord.
Drilsk klavermusik skaber heldigvis god atmosfære undervejs, et par Kurt Weill-agtige sange skader heller ikke, men som helhed virker forestillingen stakåndet. Som om der ikke er tid til at trække vejret igennem.
Voldsomt udtryksfulde er træklodserne mildt sagt ikke – kun de to drager er skægt udtænkte, selv om de måske mere minder om krokodiller. Her dukker til gengæld fortælleren Erik Olsen pludselig op, da dragen og manden dyster om at klemme vand ud af en sten. Det ser vi ikke – vi hører kun om det.
Og vel er det da ikke let at få træklodser til at klemme sten, men det må altså kunne løses mere elegant end tilfældet er her.
I det hele taget virker fortællerrollen noget uklart defineret, lige som alt gungreriet måske også kan være noget overvældende for en to-årig.
