Må man som anmelder skrive, at en forestilling keder én stort set hele vejen igennem? Og at man tror, at det også gælder mange andre, uanset om man er teenager eller voksen?
Ja, selvfølgelig hvis 'lakmus-prøven' holder – hvis man har et kvalificeret bud på hvorfor.
Nørregaards Teaters 'Tre Søstre' fører desværre ikke sit publikum ud i hverken befordrende mentale vildfarelser, stærke emotioner eller berusende kunstoplevelser. Det er der flere grunde til.
Primært en dårlig tekst. Steen Nørgaards idé fejler intet. Det er selvfølgelig helt i orden at plukke Tjekhovs tre søstre ud af fortidens kontekst fra 1901 og anbringe dem i en nutidig ramme.
Og det er tydeligt at mærke, at Nørgaard er inspireret af den uforløste længsel, som den russiske dramatikers karakterer plages af. Nørgaard bærer det videre og lader sin Olga, Masha og Irina lide. Stærkt, voldsomt og ekspressivt.
Som hos Tjekhov er det heller ikke her replikker, som driver handlingen videre. Det, personerne siger, hænger i luften som enlige toner. Hos Tjekhov emmende af melankoli, hos Nørgaard mestendels udspændt af nødråb og desperation.
Problemet med Nørgaards tekst er, at den er alt for fast besluttet. Teksten lukker sig om sig selv. Den savner sprøde sprækker, vibrerende åbenheder – hemmeligheder slet og ret.
Lidelses-eksponeringer
Vi bliver vist og får alt at vide i begyndelsen – at søstrenes far har hængt sig, og at moren er omkommet i et trafikuheld. Herefter eksponeres søstrenes lidelse og den proces, det er for dem at vride sig fri af det forventningspres, som faren har undertrykt dem med.
Et pres som hurtigt og noget bastant udvides til også at være et samfundsmæssigt pres. Et åg, som tynger, fordi det hele tiden ifølge den undertrykkende dagsorden handler om at være nummer et til alt for overhovedet at have en værdi. Alt eller intet. Et krav om perfektion som gælder krop, karakterer, adfærd.
Nutidsgenkendeligt jo vel, men det serveres i udpenslende frasefyldte sætninger, som også savner melodi. At replikkerne primært er enetaler, kan man kalde Tjekhov i yderste konsekvens. Men mængden af monologer i halen på hinanden gør, at man hurtigt kommer til at savne det relationelle – også selvom det, søstrene hver især udtrykker, er deres relation til deres mor og mestendels deres far. Deres længsler, drømme og mareridt.
Nærhedsskabende scenografi
Alle tre søstre lider under at være det, de er, og flygter angste fra sig selv, mens de savner tryghed og frirum. De siger det, de synger det – alene og i kor. Et kor af livemusikere spæder fraser til. Vi er ikke i tvivl. Men hvad så? Udfold og nuancér det eller gå til nogle tankevækkende ekstremer med det. Sådan tænkte jeg uvægerligt undervejs. Også fordi jeg kom til at sidde og kede mig, fordi stykkets tomgang virker uinteressant.
Rigtigt ærgerligt fordi der også er mange rigtigt udmærkede ting i forestillingen. Fx scenografien. Carsten Wittrock har med rumopbygningen gjort meget for at skabe opmærksomhed, nærhed og nutidsstemning.
Han har designet en rundkreds-kantet-trappe-opstillet publikumsopbygning med sluser ind imellem til musikerne og med et lille scenegulv på gulvet og tre små spilleplateauer på væggen med siddeplads og små klatrevægs-greb hist og pist til spillerne.
Som publikum har man et rigtigt godt udsyn, samtidig med at vi kommer delagtigt tæt på de medvirkende, som vi skal følge aktivt, fordi Leiv Arne Kjølmoen som iscenesætter flittigt lader spillerne skifte lokalitet.
Kjølmoen bliver desværre også for kryptisk demonstrerende undervejs. Fx i brug af kostumerne og et mobilt glitterforhæng.
Julie Forchhammer har klædt spillerne i moderne sort og orange-neonfarvede kostumer, som med små shorts, leggings, sports-bh'er, løbesko og stramt opsat hår i fletninger og knolde signalerer action og fart over feltet.
Hun lader dem stjerne-drømmende posere i imiterede pelse og frihedskæmpe under et stort sort bjørneskind. Og hun har humoristisk forsynet musikerne med garder-store grå pelsagtige huer.
Alt har kant, men kunne sagtens være kørt længere ud. I overraskende momenter have været mere ekstremt.
Tøvende musik
Et savn af ilt og overraskelse som også præger den nykomponerede koncertmusik. Kompositionerne matcher med kraftige ekspressioner og strejf af vemod meget godt søstrenes lidelse og desperation, som Solvej Kyung-Sook Christiansen, Marianne Søndergaard og Nanna Schaumburg-Müller energisk – og undertiden lige vel demonstrativt passionspotent – gestalter sammen med livemusikerne, som spiller på dejligt mange instrumenter.
Men det er samtidigt, som om musikken tøver. Holder sig tilbage.
Nydramatiseringer af dramatisk arvesølv er velkomne. Eksperimenter med at udvide og blande genrer ligeså. Men i tilfældet her savner jeg hemmeligheder i fortællingen (som bliver noget tandløs), ilt i iscenesættelsen (som efterhånden gentager sig selv for meget) og mere vovemod på musiksiden (som virker til at have en uforløst ulmende styrke).
