Af: Janken Varden

21. maj 2018

Til kamp mod fortielser og tabuer

Underspillet smerte vækker umiddelbar sympati i forestilling, der kommer godt rundt om psykiske sygdomme.

I sin tid var Teater Grob et up-and-coming teater, med lidt skiftende scener (jeg husker mest det gamle Kalejdoskop), med lidt skiftende besætninger, og med temmelig klare signaler om talent og ambition. Et vækstlag der ville og – som man efterhånden forstod – også kunne.

I dag er Teater Grob for længst et etableret teater i hovedstaden, Kalejdoskop er overtaget og har nu navn efter gruppen, vækstlaget er historie og et varieret repertoire har taget dets plads. En historie, vil jeg antage, om hårdt arbejde, dårlig økonomi, ukuelighed, og talent – både kunstnerisk, teknisk og administrativt.

Bevidst

Bevidst om sin egen baggrund har Grob nu nedkommet med en 'udviklingsplatform for unge scenekunstnere' med det selvfølgelige navn GROW. Det skal de have ros for.

En af den faste kerne i Grow – bestående af otte unge scenekunstnere – er Theresa Lange Olesen, og det er hende vi møder (via producenten med det mundrette navn Panzerkampfpanda) med monologen 'Nogle gange under vandet'.

Den er skrevet af Lisa Annika Brandt. Hun er såkaldt 'ambassadør' for et velrenommeret og statsstøttet foretagende – 'En af os  – hvis udtalte og fornemme formål det blandt andet er at holde åben en national oplysningskampagne om psykiske sygdomme af forskellig art. Åben for alle: for sygdomsramte, for pårørende, for social og sundhedsvæsen, for skoler  – ja, for alle.

Men måske særligt for unge mennesker, hvor af mange, mange skriver sine vidnesbyrd om anderledeshed, om ensomhed, om at skade sig selv, om angst.

Man vil bryde stilheden:'Ssygdommen smitter ikke, men det gør tabuet' er en slags gennemgående tone.

Schmetterling

'Nogle gange under vandet' er baseret på en sand historie skriver den pansrede panda i sin følgetekst. Det tror jeg på, for vidnesbyrdene er flerfoldige, ofte poetiske, nogle gange selvmedlidende – ja vist! – men smerten er genkendelig hele vejen.

Hvilken af alle disse sande historier, Lisa Annika Brandt har baseret sin tekst på, ved jeg ikke. Det er også ligegyldigt. Hovedsagen er, at hun har fået en tekst frem, som virker troværdig, bevægende, og tilpas dramatisk til, at det også bliver teater af det.

Det handler om en ung kvinde – tyve år – og om paranoid skizofreni. Men associationerne rækker længere ud, til også at omfatte selve det at døje med en psykisk sygdom, uanset hvilken. Om virkelighedsforstyrrelser, om at være bipolar, eller suicidal, om spiseforstyrrelser, om at høre stemmer, få panikangst midt i matematiktimen.

Og ikke mindst: om medicineringen og bivirkningerne.

Kort sagt: om at have knald i låget, rotter på loftet, en skrue løs, sommerfugle i maven og alt det andet som kun er ord, ord, ord. Men sommerfuglene bliver langt mere ondsindede, om de kaldes schmetterlinge. Prøv selv!

Sårbar

Ebeltoft Skoles drengegym er nøgen og ribbet. Theresa Lange Olesen står foran os med basketball-kurven over sig og murstensvæggen bagved. Som hun står der, lidt spinkel og smalskuldret og alvorlig, bliver hun et sindbillede på både oprigtighed og skrøbelighed. 'Robust' er det sidste man tænker på.

Men i løbet af forbløffende kort tid lykkes det Theresa L.O. at etablere kontakt med det store antal teenagere omkring mig; en kontakt som ikke kun handler om lytning og humor og genkendelse, men om reel sympati og identifikation. Jeg mærker det på den særegne stilhed. Ingen dumme fnis. Alle har vi jo været der, mere eller mindre seriøst, eller kender nogen, der har. Forestillingen får respekt. Monologen får tillid. Theresa får opmærksomhed.

Det sceniske udtryk er næsten minimalt – jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal sige det – det er beskedent, lavmælt, af og til som Mads Mikkelsen med ryggen til, og en del af teksten ryger af læsset. Desværre.

Altså – Olesens oprigtighed og intensitet er åbenbart ægte nok hele vejen. Også i de passager der går os hus forbi. Men det er et problem, når spilleren ikke selv synes, at teksten er vigtig nok til at kræve lidt ekstra indsats. For så kommer spilleren til at virke privat på scenen, og det er ingen tjent med. Det er et afgørende skridt at gå fra naturalistisk teater til realistisk teater. Et nødvendigt skridt.

Imidlertid: I det store og hele har Olesen og instruktør Waarli Grimstad givet monologen et liv ud over teksten – som når hun kryber på gulvet som et insekt, som når hun kaster spandfulde af piller i sig som en forslugen ulv, som når hun jonglerer med gummibolde. Det er ikke løse påfund, det er ideer og billeder som understøtter historien.

Oplagte faldgruber som ligger lige for med et stof som dette: selvmedlidenhed og klynk, sentimentalitet og brokkeri over samfundets tilkortkommen. Det har de styret udenom. Godt!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.