Et stort uregelmæssigt tæppe af lærred danner baggrunden – ja, hele scenografien. Det kan forestille en skov, et krat, en stenvæg – granit? Det er i hvert fald neutralt i betydningen mangetydigt, og eftersom historien om tigeren udfolder sig bliver tæppet et sted – en meddigter i vores fantasi.
'Historien om tigeren' har sit udspring i den lange kinesiske borgerkrig mellem nationalisterne og kommunisterne, nærmere bestemt i 'Den lange march' i årene 1934-35. Med blandt andre Mao Ze Dong flygtede ca. 80.000 kommunister fra deres hovedsæde i det sydlige Kina og begav sig ud på en 6000 kilometer lang vandring til det nye hovedkvarter i Shaanxi. Det har åbenbart været en hård tur – det siges at kun 20.000 nåede frem i live.
Dødens sikre bytte
Peter Hartmanns/Dario Fos/den oprindelige/ historie fokuserer på et enkelt menneske – den stakkels soldat der bliver vores ledestjerne og hovedperson i en fortælling, som trodser al sandsynlighed, men ikke desto mindre er sært fascinerende.
Stakkels, fordi han undervejs bliver skudt i benet og efterhånden må efterlades af de andre – det vil sige efterlades for at dø, for der er gået koldbrand i såret.
Hans soldaterkammerater efterlader ham modvilligt i en grotte, og der kan han kun ligge og lugte og rådne op og afvente dødens ankomst, mens uvejr og skybrud hærger der ude.
Men historien og skæbnen vil det anderledes.
En asiatisk tiger
Undertegnede er selv født i Tigerens år ifølge kinesernes dyrekreds, og ved at de store katte ikke er til at spøge med. Og slet ikke de kinesiske. De er store og stærke, listige og farlige, de dræber og fortærer alt, hvad der kommer i deres vej.
Men vores fodtudse med det dødbringende sår kommer til at hjælpe en tigers unge fra at drukne, og det kan tigermoder kun belønne. Når han i tillæg kan hjælpe hende af med al den overflødige mælk, der er ved at sprænge hendes patter, bliver han ikke kun accepteret, men ret og slet adopteret. Til og med elsket bliver han, når hans nye familie får smag for stegt kød – han kan noget med den farlige ild – og respekteret for at overtage og bestemme både kokkeri og køkkentjans der i grotten, hvor de finder ly.
Og asiatiske tigre har helbredende kraft i deres spyt, det er noget alle ved, så når tigermoder slikker hans sår, bliver han rask på ingen tid.
Det hele ender godt for flere end vores soldat og tigermoder og søn, når de optræder som 'de syv samuraier' og beskytter den ene landsby efter den anden. Men det siger jeg ikke mere om.
Én spiller, mange tilskuere
Der er mange om buddet i dansk fortælleteater for børn. Måske for mange – men de fleste er habile fortællere, de er dygtige, de kan både dramatik og sjov og alvor.
Men jeg må indrømme: Jeg begynder at blive en smule træt. Jeg synes, at jeg ser – for ofte – den samme illustrerende gestik, det samme udråbstegn-dramatiske udtryk, det samme quasi-fortrolige forhold til publikum.
Peter Hartmann hører afgjort hjemme blandt de bedre indenfor genren. Han har styrke og variation, humor og samklang med publikum, og det er en god historie, han serverer. Men inden for genren scenekunst er han én blandt mange.
