Af: Janken Varden

9. januar 2011

Teenagerlove!

Romeo og Julie taler med fra slutningen af 1500-tallet, når dagens historier skal fortælles, men det bliver lidt spredte hagl og løse forbindelser. Til gengæld er det ret sjovt!

Når Teaterkompagniet har sat sig for at lave en forestilling for 7.-10. klasse om forelskelse, er det nærliggende – om ikke specielt originalt – at gribe fat i historien over alle om young love.

Men ’Romeo og Julie’ kan ikke bruges til hvad som helst. Skal historien genfortælles i sjov kort-version, ligger der altid en fare for, at den bliver banaliseret. Skal den tjene som baggrund, risikerer man, at den kun bliver et dårligt alibi. Og skal den tages alvorligt, så skal den sandelig også tages alvorligt.

I Teaterkompagniets udgave ligger alle snubletråde ude. Men de har tilstrækkeligt med smag og god energi til at undgå de fleste faldgruber. Dermed knækker de ikke halsen, endskønt det knaser indimellem.

Metateater

Forestillingen lægger ud med en slags programerklæring og antydninger af ’Romeo og Julie’, men dét afbrydes hurtigt af meta-kommentarer og interne diskussioner om, hvad det er for en forestilling, de egentlig vil lave – og hvorfor.

Jeg har altid synes, at den slags selvkommenterende teater er lidt fejt – set og hørt er det jo også mange gange før – men det tager heldigvis ikke megen plads. Til gengæld får vi så en lidt for lang påmindelse om historien i R&J som pantomimisk-skæg-vrøvlet-fast forward enmandsteater. Dann Phaff fremfører den teknisk virtuost og sjovt nok, men det er ikke til at undgå at klicheerne er talrige som tyggegummiklatter på fortovet udenfor Palads Biografen.

Men på den måde er fortællingen om de håbløst elskende i Verona selvfølgelig høvlet ned i ankelhøjde og kan herefter bruges som (anti-)romantisk referencemateriale. Jamen – O.K! Det er en ungdoms-forestilling det her, for de 13-17-årige, og det fungerer sådan set strålende. Publikum på Kasperskolen i Ballerup har det sjovt og kontakten er der intet at sige på.

Tre historier

Forestillingen har tre historier løbende parallelt: Romeo og Julie med spredehagl gennem det verdensberømte epos, Hege Tokles private historie om ungdomsforelskelsen Per Olav, og den fiktive (?) beretning om samboforholdet som går op i en røg af planlægning og jalousi og kedsomhed.

Det er i og for sig ikke noget problem at følge de tre historier, og de tre aktører fylder historiernes mange personer med både liv og humor. Men jeg kan ikke rigtigt se, hvordan de forskellige historier kommenterer, endsige belyser hinanden. Det, vi får, er separate punktnedslag i beretningerne om tre parforhold, der ikke vil eller kan lykkes.

Hege Tokle er en udmærket Julie i balkonscenen og følges fint op af Kenneth Anderson. Både aktører og publikum tror åbenbart på situationen. Men andre scener fra anno dazumal bliver små grinenumre for galleriet, så vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal bruge stykket fra 1596 til.

Og når vi kommer til dødsscenen til slut, har publikum mere fnis end forståelse for R. og J.’s fortvivlelse, simpelthen fordi den ikke står til troende efter alle de sjove fægtescener og mandlige ammer og mødre med pibestemme og løse håndled samt en fordrukken Fader Lorenzo.

Det bliver lidt skizofrent – i den henseende har alvoren, hengivelsen og fortvivlelsen dårlige vilkår, og vi får problemer med at se relevansen til de andre to historier. Skal Shakespeares historie med håndskrevne breve og langsomme æsler sættes op mod dagens mobiler og internet? Det kommer i så fald ikke frem.

Det er som at zappe mellem tre forskellige film. Vi er sådan set godt underholdt på alle kanaler, og Tokles private historie fra Norge er på samme tid både klassisk, skrækkelig og interessant og indeholder bl.a. et mor-datter-skisma, som kan minde om R og J. Men hvad er det Teaterkompagniet ønsker at fortælle sit unge publikum? Teenageres forelskelse er vel ikke væsensforskellige fra, hvad den altid har været, men de remedier, vi omgiver os med, er anderledes.

Internetdating, Facebook, SMS, mobilmobning, sex-sites, osv. har sikkert gjort alt både mere risikabelt og mere sårbart, men forelskelse og kærlighed er stadigvæk ’menneskehedens både dejligste, sværeste og mest forfærdelige følelse’, som Teaterkompagniet selv siger på sin hjemmeside.

Vov lidt mere

Jeg ville ønske, at Djurslands Egnsteater (som de også er) havde vovet mere, været lidt mere rå og direkte, givet dagens publikum mere at tygge på og bides med om hvor ind i helvede svært – og stærkt – det er at være forelsket for første gang, når man ikke har begreb skabt om hvad det er man står med.

Men godt underholdt, det var vi, både unge og ældre der i Kasperskolens gymnastiksal! De tre spillere er fulde af energi, Dann Phaffs kropslige karakteriserings-evner giver mange sjove øjeblikke, Hege Tokles ivrig-søde spilopmager-fjæs dukker op i mange sammenhænge, og hun formidler sin ’norske’ historie med både alvor og indlevelse, og Kenneth Andersons solide nærvær sikrer ensemblets gode greb om publikum.

Thomas Trier har instrueret med god sans for rytme, og scenografien er såre enkel og meget praktisk og anvendelig.

Kort sagt: Vel er jeg ældre end forestillingens målgruppe, til gengæld kan jeg min Romeo og Julie på fingrene, så jeg kan godt se når der er paralleller og pudsige konstellationer mellem dengang og nu.

Teaterkompagniet kunne godt strenge sig lidt mere an med at trække Romeo og Julie op til vores tid og påvise sammenfaldene og det faktum, at den ’dejlige, svære og forfærdelige følelse’ ikke har forandret sig en tøddel gennem tiderne.

Det ville måske have sænket den rene underholdning en anelse, men gjort forestillingen lidt mere tankevækkende.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.