Sofie Pallesen ligger på siden midt på gulvet og kikker drømmerisk på en lille miniaturekarrusel, som snurrer rundt til cirkusmusik og kulørt lys. Hun er i rollen som pigen Vår, der elskede at se cirkus, når det kom forbi og slog sig ned i grusgraven. Enhjørningen var det dyr på karrusellen, hun altid valgte.
'Vækst' lægger ud med en fin lille appetitvækker. En pige, en stemning og en relation. Snart efter skifter scenen til tre vækst-ministerielle embedsmænd, Strøm, Lund og Poulsen, som er sat til at undersøge, hvad der sker oppe i hovedet på en teenager.
Og kort efter møder vi en af slagsen. Vår, som ikke er på fin fod med sine forældre. For nu, hvor Vår skal til sportsstævne, har mor og far købt et par billige røde sportssko i Føtex og ikke sådan nogle dyre mærkevaresko, som hun havde sat sig for at blive set i.
Vår stikker derfor af hjemmefra og havner på et andet bevidsthedsplan sammen med enhjørningen fra karrusellen, fordi de røde sportssko, som hun kaster fra sig, rammer karrusellen, som river sig løs i grusgraven.
Forældreparret hyrer en privatdetektiv. Og dermed har vi tre fortællinger, som på skift udspiller sig på en lille scene, hvor publikum sidder hele vejen rundt i en firkant.
Hverdag og metafysik
Som dramatiker er Jens Kløft ude i et meget ambitiøst ærinde. Han vil diskutere vækst på flere niveauer; på både et samfundsmæssigt og et mentalt plan. Og han vil bringe såvel nogle hverdagsrealistiske optrin som nogle billeder på noget metafysisk til live på scenen.
Noget af en udfordrende mundfuld. Også fordi han spinder de to planer og niveauer sammen. De bortkastede røde sko giver anledning til en global fortælling om økosystemer, ressourcespild og fattigdom. En fortælling, hvor Vår tillige er hovedperson/medpassager sammen med den tillivebragte enhjørning på et metafysisk plan. Snup lige den!
På scenen er det Vårs fortælling, som er den fremtrædende. Nok sidder publikum med vækstkurver placeret på væggene bag dem. Og nok bliver der vist og talt om CO2, is som smelter, masseproducerede kinesiske kopivarer, udryddede regnskove og hjemløses fattigdom i et overflodssamfund af plastikdynger og forurening. Men det, som forestillingen primært vil fortælle og som den siger direkte, er, at udvikling på det mentale plan ikke er den samme slags vækst som vækst i produktion og økonomi. 'Når kurven flader ud, er det udtryk for udvikling. Hjernen udvikler sig og finder på nye ideer', som det siges i forestillingen.
Blackouts og bare tæer
Vår når til en ny, god og sund erkendelse i løbet af forestillingen, som har en slags drømmerisk happy-ending. Vår forærer sine røde sko til en fattig hjemløs i Mexico og er glad for og stolt over at løbe på bare tæer til idrætsdagen.
Umiddelbart før den slutning er ungdomspublikummet blevet opfordret til at svare på forskellige spørgsmål, som stiller to valgmuligheder op. Den ene udtryk for forbrug og egocentrering, den anden udtryk for samfundssind og fællesskab.
Jeg så desværre ikke forestillingen sammen med særligt mange i målgruppen. Men spørgsmålene berører alle aldre, så på den vis var det ok.
Tekstens konstante spring mellem de tre samtidige fortælleplaner gør at Sofie Pallesen, Susanne Bonde og Jesper Pedersen har travlt med hele tiden at skifte roller. Sceneskiftene sker via kortvarige blackouts, hvor spillerne trækker sig ud af scenen.
Det er en udfordring for både Solveig Weinkouff som iscenesætter og de tre skuespillere. Og for publikum giver de mange afbræk små hak i ens flow af oplevelse.
Dramaturgisk udfordring
Forestillingen var ganske ny, da jeg så den på Teater Katapult. Så det kan rette sig op med tiden. Tilsvarende kan skuespillerne, der alle er rutinerede og dygtige, blive mere fortrolige med de mange roller, de spiller. Et persongalleri, som består af såvel en karikeret detektiv og tilsvarende grov-komisk tegnede forældre, af tre parodierede embedsmænd og to følelsesfulde skikkelser, Vår og enhjørningen.
Det sidste Vår siger i 'Vækst', er noget med, at det handler om at træde varsomt på jorden. En replik som er helt i tråd med det indholdsmæssigt sympatiske i teksten. Men teksten er som nævnt også noget af et stort brød at slå op.
Dramaturgisk er den en vanskelig nød at knække for Weinkouff og de tre medvirkende på grund af de samtidige fortællelag. Det er modigt at ville gestalte noget metafysisk, men samtidig giver det også anledning til den overvejelse, at det måske er mere spændende at opleve det, som her gestaltes eller siges enten tydeligt eller i småfilosofiske formuleringer, på en mere anelsesfyldt måde.
At tingene bliver formuleret og vist så direkte, fikserer og trækker tendentielt noget af magien og det åbne ud af det uhåndgribeligt store, man vil fortælle.
