Albi er ikke som andre. Han bor på en lille bitte ø helt for sig selv. Og øen er helt hvid – den er dækket af sne 'hele vejen rundt'. Men Albi har to gode venner: Et træ uden blade og en busk uden bær. Og Albis lille ø ånder af harmoni og fred, så Albi er lykkelig her med sine to venner. For han kan tale med dem og lytte til dem når de synger og spiller.
Marie Louise von Bülow er busken, som kan spille både på guitar og på sit lille el-piano. Karen Duelund Guastavino er træet, og hendes instrumenter er saxofon og klarinet.
Stille, stille sidder de ved foden af hver sin gevækst og stille, stille er musikken og stille, stille læner Nanna Schaumburg-Müller sig ind mod træet, og alle ser at busken er af plast og træet af papmaché, og det er der ikke noget mærkeligt i, og stille, stille er teksten, for den første sang er Helge Rohdes 'Der er ingenting i verden så stille som sne'. Og sneen drysses varsomt ned.
Denne åbning fik mig og mange med mig til at trække vejret forsigtigt, for alle ved at sådanne poetiske øjeblikke kan briste som sæbebobler, hvis de forstyrres.
Rejselyst
Albi er glad for sin lille ø, her har han det godt, her kan han leve. MEN – der lurer et gammelt ord i os alle: 'Undre mig på hvad jeg får at se over de høje fjelde'.
Von Bülow har lavet sin egen tapning af det Bjørnsonske digt og sat en melodi til som sætter Albis udfærdslængsel i gang. 'Jeg må ud og se verden!'
Det er rigtignok svært at skilles fra øen og vennerne, men både busk og træ opmuntrer Albi til at forfølge sin drøm.
Så han tager af sted. Og han tager publikum med!
Kristian Knudsens drejepodie har jeg oplevet en gang tidligere – i Næstved, da Grønnegade Teaters Peter Holst fortalte Juleevangeliet. Men det er stadigvæk en herlig følelse, når hele publikumsopbygningen bliver drejet rundt og en ny scenografi åbenbarer sig.
I dette tilfælde en by i form af en hel klatrevæg med hus over hus og vinduer i flere niveauer. Albi bliver til en dukke på en lang stang, som klatrer rundt fra vindue til vindue i den farveløse boligmasse – men overalt hvor han kommer og råber 'er her nogen?', så slukkes lysene. Ingen vil tale med Albi.
Kort sagt: forfatter og instruktør Steen Nørgaard har ikke levnet storbyen megen poesi eller varme. End sige stilhed. Så det er ikke til at undres over, at næste sang i denne teaterkoncert for de små er 'Sikken voldsom trængsel og alarm'.
Altså væk fra byen og videre med drejepodiet. Scenografien skifter. Og sangene følger os – 'Tit er jeg glad' og sange om sne på både svensk, fransk og polsk: 'Titta det snøar', 'Il neige' og 'Pada ´snieg'.
Musikken er i det hele taget den vigtigste ingrediens i Albis oplevelses- og dannelses-rejse. Instrumenterne skifter, og vore to musikanter bruger sopransax lige så vel som barytonsax og fløjte, melodica, xylofon og andet som akkompagnement og lydbillede. Og tro mig om ikke Albi selv får lov til at prøve et instrument eller to.
At tage afsked
Samtalen med vinden fører Albi tilbage til udgangspunktet, til sine to gode venner. Alt er stadig lige hvidt, men træet har fået blade og busken lysende bær.
Når busken til sidst – og pludseligt – siger, at 'du kom vel tilbage kun for at sige endeligt farvel?' må jeg indrømme, at jeg tænkte: Hvor kom den fra? Men ideen er jo god nok – Albi er kommet videre i sit liv efter den lange rejse, og nu skal han endnu videre.
Men jeg savnede en klarere motivation i replik eller situation, og det tror jeg, at et publikum fra 4 år og op også vil savne.
Jeg syntes rigtigt godt om de første poetiske minutter, men videre i forestillingen fik jeg følelsen af at springe fra det ene til det andet, mere efter indfaldsmetoden end efter en dramaturgisk sammenhæng. Det virker en smule som om man skulle 'finde på noget' til de enkelte sange.
Skuespilmæssigt byder 'Sne' ikke på de store udfordringer, men indimellem synes jeg, at Nanna Schaumburg-Müller ligger på kanten af 'lade-som-om' i spil og situation. Det er en betydningsfuld rejse, Albi er ude på; det kræver mere ro og refleksion og undren, mindre barnlig – og en smule falsk – begejstring.
