Hvor længe kan vi fortsætte med at tænke, at øget effektivitet og hurtigere medarbejdere er løsningen? Der skrues på knapper i forretningslivet; der strammes på budgetter, justeres på processer og beskæres i antallet af medarbejdere.
Men den medarbejder, der møder ind på sit arbejde hver dag, bliver hverken lykkeligere eller rigere (økonomisk eller åndeligt) af at blive effektiviseret til ukendelighed.
Og vores skoleelever forberedes tidligere og tidligere til det arbejdsliv, der venter dem efter skolen.
'Work faster!'
I den fysiske og (næsten) ordløse forestilling ''Malstrøm' af Teatret Beagle og Bora Bora møder vi to medarbejdere og deres leder i rengøringsselskabet Green Clean. I en rund scenografi cirkler de omkring og gør rent – effektivt og grundigt i rytmiske bevægelser.
Vi får et indtryk af, at de to medarbejdere kender hinanden godt. De har deres fælles rutiner, der næsten bliver koreografiske, og de hjælper og supplerer hinanden. De virker ikke ovenud lykkelige, men de får arbejdet gjort, og deres rutiner virker faktisk som en leg for dem.
Pludselig skal firmaet moderniseres, og de får nyt arbejdstøj med nyt logo og rengøringsudstyr i matchende farver. Og de får en smartphone monteret på armen og en tidsplan, som de skal følge. Nu skal der tjekkes ind og tjekkes ud, og de får løbende opdateringer på, hvor meget foran eller bagud i tidsplanen, de er.
'Work faster', siger en stemme, og farten sættes op. Imens går lederen rundt med headset og tager ordrer ind. 'Service, service', siger hun smilende. Det høje tempo brydes pludselig af en robot med et kamera, som sniger sig rundt i gangene for at kontrollere rengøringen og overvåge medarbejderne.
Naturligvis ender det hele i en tragedie, hvor en medarbejder kollapser, og snart vælter hele korthuset. Alting står stille, og forestillingens slutning får et dramatisk udtryk, som når man ser ud over en krigszone efter et altødelæggende bombardement.
Corporate Management-satire
Teatret Beagle vil med forestillingen sætte fokus på stress og, som de selv udtrykker det, give en kritik af konkurrencesamfundets hamsterhjul. Den idé lykkes de også med til dels at realisere.
For ’Malstrøm’ er ikke så meget en kritik af konkurrencesamfundet, som det er en satire om koncernledelse og menneskesynet i det moderne forretningsliv. Her bliver man fodret med sunde snacks, og de fælles sejre bliver fejret med champagne, mens man kan høre uret tikke i baghovedet.
Firmafesten bliver mere en pligt, end en fornøjelse, og anerkendelsen af den enkelte medarbejder får et skemalagt og teoretisk udtryk. Og overvågningsrobotten bliver et billede på en konstant utryghed, hvor man ikke længere ved, om man er god nok til stadig at have sit job i morgen.
Instruktør Magnus Errboe har iscenesat forestillingen kløgtigt, så den skarp og utvetydigt udtrykker disse satiriske elementer. Og de tre medvirkende forstår at få de fastlagte arrangementer – eller koreografier – til at føles naturlige.
Mere tragisk end komisk
Men der er noget ved forløbet, der bare ikke får vores parader ned og vores følelsesapparat op i omdrejninger. Dels begynder forestillingen i et alt for højt tempo, så det er svært at skrue op for tempoet og dermed stressniveauet. Og dels bliver historiefortællingen for ensidig og tager kun i meget lille grad det rent menneskelige – og dermed relatérbare – perspektiv med ind i forestillingen.
Det er jo ikke meningen, at vi skal se medarbejderne som arbejdsmaskiner allerede fra begyndelsen – i hvert fald ikke, hvis vi skal have sympati for dem i forhold til den koncernledelse, der fremstår som skurken i forestillingen.
Forestillingen kaldes tragikomisk, men den er langt mere tragisk end komisk. De morsomheder, der skulle have været i forestillingen, bliver mere principielle og tankevækkende pointer. De får os til at tænke, at det er sjovt, men det bliver ikke latterfremkaldende morsomt.
Men som en tragedie er ’Malstrøm’ ganske gennemført, og den har tankevækkende perspektiver på arbejdslivet. Og den vil utvivlsomt være i stand til at ryste nogle af de poder, der snart skal tage stilling til, hvordan deres egne arbejdsliv skal se ud. Om det så allerede er fra 8 års-alderen, som forestillingens målgruppe er, er måske lidt mere tvivlsomt.
