’Alle der mener, at de ejer deres krop, kommer over til mig’, lyder det til publikumsflokken midt på scenegulvet.
Alle rykker over i retning af stemmen, men ikke så snart er bevægelsen sat i gang, før det fra det modsatte hjørne lyder: ’Alle dem, der har tænkt på sex de sidste 24 timer, kommer over til mig’.
Der fnises forlegent, og denne gang er det langt fra alle, der lystrer.
Tæppebombningen af mere eller mindre prekære privatsfære-spørgsmål går løs en rum tid, og således grillet/ opvarmet er vi – selv efter, at vi får lov at tage plads – fra start helt fysisk bevidste om forventningerne til os som aktive, engagerede publikummer.
Dette er med andre ord ikke en forestilling, hvor man får lov at sidde og putte sig. Samtidig er det ikke så ligetil at få sænket paraderne hos teenagere i flok, og interaktionen forbliver anstrengt stykket igennem.
Heldigvis er fremdriften ikke betinget af publikum. Den står Pernille Koch og Kasper Daugaard Poulsen formidabelt for. Med en afslappet, let grænseoverskridende stil kommer de vidt omkring i kroppens kulturhistorie, mens de udstiller sig selv på aldeles elskelig vis.
Deres bløde, uperfekte kroppe danser og performer afsted på alle tangenter, og begge gør de en dyd ud af at udfordre forfængeligheden. Både ved kropsligt at turde være uskønne, men også via generøse bekendelser om eksempelvis onani, der danner en intim og rørende fortrolig alliance med det generte publikum.
Alt godt fra Google
Det private, pinlige og tabuiserede følges også op med bramfri tale og en god portion humor. På pseudovidenskabelig vis – med analogt lækker overheadprojekter, som nutidens elever må regne for det rene oldfund – tages der afsæt i en fantastisk, uoverskuelig internetsøgning.
For at google ordet ’krop’ og forvente et godt resultat, er lige så morsomt, som det er ubrugeligt. Mængden af information på nettet er åbenlyst for overvældende til så ufokuseret og naiv en tilgang, men her fungerer det som en skæv og afvæbnende måde at tage hul på det vidtforgrenede emne.
Jokes og trivia blandes i et charmerende miks af billeder og information, der både vækker latter og eftertanke. Hvad provokerer mest, det afdækkede eller det tildækkede? spørges der polemisk med en burka sat op overfor Pamela Anderson. Darwin, Locke, Rousseau m.fl. citeres med løs hånd i en evolutions-tour de force, hvor udviklingen fra reptiler til moderne mennesker med mobiltelefon mimes med al ønskelig tydelighed.
På samme måde får vi hele kroppens historie opsummeret på ganske få papplancher. Så er den ged ligesom barberet!
Sanseligt og teoretisk
Kroppen som fænomen diskuteres og perspektiveres på den måde både sanseligt og teoretisk. Ved håndsoprækning må vi tage stilling til, hvorvidt kroppen er noget vi er eller har. I forlængelse af dette guider Kasper os igennem en lille mentaløvelse, hvor vores kropsdele forsvinder en efter en, og spørgsmålet er så, hvornår man selv forsvinder.
Og som man sidder der med lukkede øjne og lytter til den sløve hypnosestemme og mærker efter, er det svært ikke at tænke på Den lille Gumbas fra TV2 Zulu Comedy Awards år tilbage, hvor Rasmus Botoft perfidt insisterer på, at vi skal længere ind, helt ind i sindet.
Alt er dog langt fra for sjov, og ikke mindst vores kropsæstetik får nogle kontante skud for boven. Ved hjælp af flytbar hårvækst, oppustelige dragter, skumgummiparykker og papfigurer bliver diverse kropsidealer konkretiseret, så absurditeterne er til at tage og føle på.
Ved at kigge på tendenserne historisk bliver det foranderlige også en meget tydelig pointe. Moden skifter. Engang var det liljefødder og pudderparykker, i dag er det fedtsugning og intimbarbering, men manipulationen med det naturlige er måske ikke så forskellig endda.
K.R.O.P. maner således til kritisk eftertanke med et glimt i øjet, og det forekommer som et svært værdifuldt indspark i et normfikseret teenageliv, hvor det om noget gælder om at passe ind.
